Skattesnyderi i Hjemmestyret
Et er, hvis et fattigt menneske med familie i sin nød "glemmer" at opgive en fortjeneste (han ville nu nok kunne få hjælp til at klare sig), et andet når samfundets absolut mest velstillede (top-politikere og top-embedsmænd) misbruger deres magt til at sikre sig økonomiske fordele. Det er fyringsgrund, og det er vælgerne, der skal fyre politikerne, hvis ingen andre vil.
Tirsdag d. 12. januar 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Love og konventioner
,
Politik
.
HJEMMESTYRET ER en stat i staten, skriver vi en artikel på side 5. Den handler om, at hjemmestyreadministrationen sætter sig ud over landets love og samfundsorden. Den handler om, at visse toppolitikere og deres embedsmænd mener, de er hævet over alle os andre. De vil ikke overholde loven, og når skattemyndighederne giver dem en frist til at bringe orden i sagerne, blæser de dem en lang march.
Nogle direktorater har hverken indberettet fri bil eller andre frynsegoder, som skal opgives til skattemyndighederne. Det har de aldrig gjort. I en årrække har det fundet det rimeligt, at borgerne
ude i samfundet
skal betale skat af "fryns", mens de selv - i det store røde hjemmestyreslot - slipper.
Det er noget forbandet svineri.
Vi ved ikke, hvem der har snydt for at betale, eller hvor mange, der har snydt, men alene den omstændighed, at kun halvdelen af dem, der ikke har indberettet, har efterkommet skattemyndighedernes krav, vidner i den grad om moralsk og politisk lemfældighed og arrogance, at det ikke kan tolereres.
Hvordan kan de øvrige borgere have respekt for lovgivningen, når lovens egne fædre blæser på den?
På pladsen ved Brugsen i Nuuk hænger et skilt, der forkynder, at det ikke er lovligt at drikke alkohol på pladsen. Det forbud over-trædes uophørligt, og tid efter anden laver politiet en håbløs razzia for at statuere et eksempel. Men det er der ingen forståelse for på pladsen. Alle drikker øl, når solen skinner, og det bliver de ved med - også efter næste razzia.
På samme måde bliver borgerne ved med at gå over for rødt lys i fodgængerfeltet, og de blæser på rensdyrfredningen og skyder mange, mange flere dyr end tilladt.
Det samme gør de i Upernavik med lomvier, selvom de er truede og om føje år forsvinder helt ud af den grønlandske natur.
Sådan er det. Loven, det er da noget man blæser på. Selvom det er ris til egen røv.
Og hva så?
Hvordan skal borgerne kunne tro, det er anderledes, når landsstyret gør det samme? Når nogle landsstyremedlemmer for eksempel overtræder loven og blæser på direktoratets indberetningspligt af frynsegoder?
ET HJEMMESTYRE som det, vi har her i landet, er konstant under lup. Samfundet er lille, og de grønlandske medier er blevet mere kritiske med årene. Det er alle politikere ikke uden videre tilfredse med, og vi så for nyligt Konrad Steenholdt overrække en fedterøvspris til en af vore i øvrigt dygtige kolleger, der var klog nok til at hæfte sig ved de sproglige argumenter for prisens stiftelse.
Men det er ikke bare journalisterne, der kigger politikerne efter i sømmene. Det gør befolkningen, borgerne, vælgerne også. Og de skal hermed opfordres til at kræve syn for sagn i denne sag. Der er nemlig ingen forsonende elementer i den. Sådan som det ser ud, er der nogle landsstyremedlemmer og embedsmænd, der unddrager sig skat på bekostning af os andre.
Det er altid forkert at snyde i skat, for det er det samme som at stjæle op af lommen på sin nabo og sin familie. Men det særlig forkert, når det er en lovgiver eller hans nærmeste medarbejdere, der gør det.
Et er, hvis et fattigt menneske med familie i sin nød "glemmer" at opgive en fortjeneste (han ville nu nok kunne få hjælp til at klare sig), et andet når samfundets absolut mest velstillede (top-politikere og top-embedsmænd) misbruger deres magt til at sikre sig økonomiske fordele. Det er fyringsgrund, og det er vælgerne, der skal fyre politikerne, hvis ingen andre vil.
Fyringsrunden slutter 16. februar klokken 20.
I HJEMMESTYRET har vi gennem tiden haft rigeligt med troværdighedsproblemer efter lemfældig politisk tjenestegørelse. Vi husker stadig gamle dages sprutkonti i vinboden, der var leverandør af "personaleforplejningen" til topledelsen. Og vi kender en lang række ansættelsessager, hvor familierelationer og kammeratskab var eneste kvalifikationer. Stadig ser vi, hvordan politisk kammerateri og indforståethed er en bærende forudsætning for en stor del af det politiske samarbejde.
Der er også stadig et overforbrug af repræsentationskonti i flere landsstyreområder. Men intet af det, vi hidtil har kendt til, måler sig med den svinestreg, det er at unddrage sig en skattebetaling, som enhver borger i landet er forpligtet til.
Det er skandaløst dårligt, og enhver landstingspolitiker, der har gjort sig skyldig i den forseelse, bør trække sig tilbage fra politik og tage en længere tænkepause.