Kammerateri af værste skuffe

I hvert fald et andet firma havde forud for indgåelsen af driftstøtteaftalen med Inu:IT tilkendegivet interesse for at »byde« på opgaven. Det er KANUKOKA’s tidligere edb-afdeling, det i dag privatiserede Kimik A/S, der er i besiddelse af den viden og ekspertise som kræves for at sikre optimal drift af Hjemmestyrets edb-system.

Tirsdag d. 13. juli 1999
Thorkild Knudsen
Emnekreds: Erhverv, Informationsteknologi, Love og konventioner.

Indholdsfortegnelse:
Omsætning på tæt ved to millioner kroner
Edb-afdelingen "drænet" for medarbejdere
Lang tids utilfredshed
Kimik A/S ville gerne, men...
En "nødløsning"
Burde være moralsk forpligtet
Vil arbejde for klare retningslinjer


"Det ligner kammerateri af værste skuffe".

Sådan betegner landstingsmedlem Anders Nilsson (Atassut) den driftsstøtteaftale, der er indgået mellem EDB-afdelingen i Grønlands Hjemmestyre og det privatejede firma Inu:IT A/S.

En aftale, der er indgået uden, at den konstituerede chef for Hjemmestyrets Edb-afdeling, Lene Gaaei, har forsøgt at indhente alternative tilbud hos andre IT-virksomheder i Grønland.

Lene Gaaei, der ikke har en egentlig edb-baggrund, er for øjeblikket konstitueret i stillingen som edb-chef. Det skete, fordi Hjemmestyret for nogle måneder siden fritstillede den daværende edb-chef, Preben Trunshøj, og samtidig bad ham om at pakke sit skrivebord med omgående virkning.

Omsætning på tæt ved to millioner kroner
Driftstøtteaftalen sikrer Inu:IT’s indehaver, direktør Martin Gjødvad, en omsætning, og dermed indtægter til sit firma over de næste 11 måneder, tæt på to millioner kroner. Eneste forpligtigelse for Inu:IT A/S er at stille kvalificeret arbejdskraft til rådighed.

Beregningerne af indtægterne er foretaget af AG ud fra driftstøtteaftalen, som AG er i besiddelse af.

Edb-afdelingen "drænet" for medarbejdere
Siden den tidligere edb-chef blev fritstillet, er Hjemmestyrets Edb-afdeling blevet "drænet" for medarbejdere.

Edb-afdelingen, der er normeret til 24 medarbejdere, har for øjeblikket kun lidt over 50 procent af de normerede stillinger besat, og inden for den sidste måned har Lene Gaaei modtaget opsigelser fra yderligere fem medarbejdere, der fratræder ved denne måneds udløb.

Lang tids utilfredshed
Baggrunden for opsigelserne er lang tids utilfredshed med arbejdsforholdene blandt medarbejderne i Edb-afdelingen.

For halvanden måned siden havde medarbejderne fået nok. De gik til Hjemmestyrets øverste administrative chef, Kaj Kleist, og forlangte at få konstitueret en edb-chef, der havde forstand på edb. Mødet endte - må det konstateres i dag - uden resultat, for Lene Gaaei bestrider stadig stillingen som edb-chef, samtidig med at hun skal passe sit oprindelige job som chef for Den centrale Regnskabsafdeling.

Sidste "kasket", Lene Gaaei har kunnet tilføje samlingen, er titlen som konstitueret direktør for Administrationsdirektoratet. Direktør Hans Jakob Helms er netop taget på ferie, og Lene Gaaei er nu også konstitueret chef for Administrationsdirektoratet.

Her vender Hans Jakob Helms først tilbage i august. Samtidig forventes det, at den bortrejste direktør ikke får forlænget sin åremålsansættelse, der udløber l. oktober.

Kimik A/S ville gerne, men...
Utilfredsheden og drænet af medarbejdere har nødvendiggjort driftstøtteaftalen, for at sikre, at hjemmestyrets edb-systemer fungerer.

I hvert fald et andet firma havde forud for indgåelsen af driftstøtteaftalen med Inu:IT tilkendegivet interesse for at "byde" på opgaven. Det er KANUKOKA’s tidligere edb-afdeling, det i dag privatiserede Kimik A/S, der er i besiddelse af den viden og ekspertise som kræves for at sikre optimal drift af Hjemmestyrets edb-system.

- Men til trods for at vi henvendte os til Kaj Kleist, fik vi aldrig nogen tilbagemelding, siger sektionschef Hans Kjær Laursen fra Kimik A/S, og dermed jo heller ikke muligheden for at byde på opgaven, hvilket selvfølgelig kan undre.

En "nødløsning"
Hjemmestyret har ikke pligt til hverken at indhente alternative tilbud eller udbyde en sådan opgave i åben licitation blandt dem, der skulle have lyst til at byde - og har da også valgt at undlade det.

I en pressemeddelelse kalder Lene Gaaei aftalen med Inu:IT for en "nødløsning".

- Hjemmestyret står for driften af en række edb-systemer, der er en af forudsætningerne for, at det grønlandske samfund kan fungere.

Derfor har vi handlet på den eneste forsvarlige måde, nemlig hurtigt.

- I sådan en situation er der brug for handlekraft snarere end omstændelige papirgange, der nødvendigvis må ligge til grund, hvis der er tale om en licitation, siger edb-afdelingens konstituerede chef.

Burde være moralsk forpligtet
Initiativet til aftalen er altså alene taget af Lene Gaaei, fordi der er tale om det hun kalder en "nødløsning".

Og at valget faldt på Inu:IT er mere forståeligt, når det tilføjes at hun kender Inu:IT godt, fordi firmaet har en driftsstøtteaftale med Den centrale Regnskabsfunktion, hvor hun også er chef; en aftale, der sikret Inu:IT en månedlig indtægt på over 40.000 kroner for at stille en halvtidsmedarbejder til rådighed som konsulent.

- Uanset om der er tale om det Lene Gaaei kalder en "nødløsning", burde Hjemmestyret i sådan en situation være moralsk forpligtet til, i det mindste at indhente et alternativt tilbud, siger Anders Nilsson.

Vil arbejde for klare retningslinjer
- Derfor vil jeg arbejde for, at landsstyret pålægges pligt til at indhente tilbud hos flere end én leverandør, hvis det er muligt.

I landstingssalen har vi jo utallige gange diskuteret, at der burde være er en pligt til at undersøge, om tjenesteydelser kan købes lokalt, men også at alle får chancen for at byde, i hvert fald når vi kommer op i de beløb, som driftstøtteaftalen indeholder.