Ytringsfriheden under anklage

Politiet måske burde have efterforsket de to direktørers handlinger i stedet for at gennemføre en retssag mod Sermitsiaq med mere end fire års forsinkelse

Fredag d. 9. november 2001
Erik Holmsgaard
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Etik, Love og konventioner.

Indholdsfortegnelse:
Ulovlige honorarer
Lyberth: I god tro
Direktoratet bestemte
Kritik af politiet
Ytringsfriheden
Bøde på 10.000 kroner


Ytringsfriheden er under anklage i denne sag. Men ytringsfrihedens grænser blev ikke overskredet af Sermitsiaq, da avisen den 23. maj 1997 afslørede, at to direktører i KNR havde modtaget honorarer, som var udbetalt uden hjemmel og uden godkendelse i hjemmestyrets personaledirektorat.

Sådan konkluderede advokat Ulrik Ibfelt, da han som bisidder for chefredaktør Poul Krarup procederede i den sag om ærekrænkelsen, som Grønlands Landsret behandlede i tirsdags den 6. november.

Sagen er rejst af Politimesteren i Grønland, efter at KNRs daværende administrerende direktør, Jens Lyberth, anmeldte Poul Krarup for ærekrænkelse. Sermitsiaq havde afsløret, at Jens Lyberth og daværende TV-direktør Niels Pavia Lynge havde modtaget 600.000 kroner i ekstrahonorarer.

Ulovlige honorarer
"Ledelsen giver sig selv ulovlige honorarer," skrev Sermitsiaq med store typer på forsiden, da avisen afslørede de to direktører.

Det skete med baggrund i revisionens påtegning til KNRs regnskab for 1996 - et regnskab, som med et underskud på 4,9 millioner kroner og en negativ egenkapital på 12,3 millioner kroner i sig selv afslørede skandaløse økonomiske forhold i det nationale radio- og TV-selskab.

"Af KNRs 1996-regnskab fremgår det ikke direkte, hvor store vederlag, direktionen har stukket i egen lomme i strid med reglerne. Men indirekte fremgår det, at direktionen - administrerende direktør Jens Lyberth og TV-direktør Niels Pavia Lynge - samlet har fået udbetalt løn og vederlag på på 1,9 millioner kroner. Fratrækkes de normale satser for tjenestemænd i de to direktørers lønramme, er der således tale om ekstra- vederlag i størrelsesordenen 500.000-600.000 kroner," skrev Sermitsiaq og henviste til revisionspåtegningen, der beskrev forholdet således:

"Den daglige ledelse har modtaget vederlag fra KNR, hvoraf en væsentlig del er udbetalt i henhold til ansættelsesvilkår, der ikke er godkendt af Personaledirektoratet."

Lyberth: I god tro
Jens Lyberth noterede i sin vidneforklaring, at han og direktørkollegaen havde handlet i god tro.

- Jeg fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, sagde Lyberth.

Tilbudet, som ifølge den detroniserede direktør kom fra KNRs daværende bestyrelsesformand, Jørgen Labansen, var nye direktørkontrakter i overensstemmelse med anbefalingerne i en virksomhedsanalyse af KNR, som PriceWaterhouse havde foretaget i 1995.

De nye kontrakter skulle erstatte de to top-chefers hidtidige ansættelsesgrundlag og ville sikre Lyberth og Lynge klækkelige lønforhøjelser samt favorable frynsegoder. Kontrakterne skulle virke med tilbagevirkende kraft fra september 1995 med den konsekvens, at direktørerne fik udbetalt deres ekstravederlag som engangsbeløb.

Jens Lyberth påpegede i vidneforklaringen, at han havde erklæret sig inhabil, da de nye direktørkontrakter skulle forhandles på plads.

Ifølge Lyberth blev kontrakterne til i et samarbejde mellem PriceWaterhouse og bestyrelsesformand Jørgen Labansen.

Det afviste Labansen imidlertid pure, da han vidnede i Landsretten.

Jørgen Labansen forklarede, at PriceWaterhouse havde udformet dirketørkontrakterne sammen med direktionen. Jens Lyberth havde kontakten til både PriceWaterhouse og Personaledirektoratet.

- Jeg ville have min ryg fri, sagde Labansen og pointerede, at han støttede sig til analysefirmaets anbefaling om, at bestyrelsen burde have kompetence til at fastsætte løn og øvrige ansættelsesforhold for direktionen i KNR.

Jørgen Labansen erkendte, at han ikke havde undersøgt, om bestyrelsen i realiteten havde denne kompetence. Rådgivningen fra PriceWaterhouse havde imidlertid været så overbevisende, at han mente, at bestyrelsen rent faktisk havde kompetencen til at fastsætte direktørernes løn- og ansættelsesvilkår.

Med andre ord: Labansen mente ikke, at direktørkontrakterne skulle godkendes i Personaledirektoratet.

Direktoratet bestemte
Jørgen Labansen blev i dette forløb kun rådgivet af PriceWaterhouse. Direktør Lyberth var tavs, Labansen fik ingen advokatrådgivning, og han havde ingen kontakt med Personaledirektoratet og dets direktør, Jakob Janussen, fordi Jens Lyberth som daglig leder af KNR stod for denne myndighedskontakt.

Dér gjorde Jørgen Labansen imidlertid regning uden vært.

Jakob Janussen påpegede under vidneafhøringen i Landsretten, at lovgivningen og budgetvejledningen var klokkeklar: Personaledirektoratet skulle godkende de nye kontrakter, og det havde Personaledirektoratet gjort opmærksom på i flere breve til KNR i slutningen af 1996 og begyndelsen af 1997.

Jakob Janussen understregede samtidig, at kontrakter med tilbagevirkende kraft aldrig tidligere var anvendt i det offentlige system. Ekstrahonorarerne til de to direktører, var udbetalt af KNR "aldeles uhjemlede," sagde den tidligere direktør i Personaledirektoratet - helt i overensstemmelse med den vurdering, som KNRs egne revisorer, anlagde, da de skrev revisionspåtegningen til regnskabet for 1996.

Kritik af politiet
Revisionspåtegningen var et væsentligt kildemateriale, da Sermitsiaq, i maj 1997 afslørede de famøse direktørkontrakter og på lederplads konstaterede, at såvel KNR som offentlig virksomhed som KNRs direktion havde "snablen i landskassen."

Ifølge advokat Ulrik Ibfelts procedure kunne Sermitsiaq næppe finde et bedre udgangspunkt for en avisartikel end denne revisonspåtegning.

Ibfelt mente, at påtegningens ordlyd var meget tæt på en konstatering af, at man selv havde taget af kassen. Han gjorde klart, at vidneudsagnene var "et flot sandhedsbevis" på, at Jens Lyberth og Niels Pavia Lynge netop ikke havde været i god tro.

Tværtimod fandt advokat Ibfelt det godtgjort, at Lyberth og Lynge selv stod bag de breve, som bestyrelsesformand Jørgen Labansen skrev under på.

- De har selv ført pennen, vel vidende at kontrakterne skulle godkendes i Personaledirektoratet, sagde advokat Ibfelt med en besk bemærkning om, at politiet måske burde have efterforsket de to direktørers handlinger i stedet for at gennemføre en retssag mod Sermitsiaq med mere end fire års forsinkelse.

- Jeg har aldrig set noget lignende, sagde han.

Ytringsfriheden
Ulrik Ibfelt understregede, at aviser har til opgave at "transmittere" vanskeligt tilgængeligt stof til læseværdige artikler.

I den konkrete situation havde Sermitsiaq bragt en "særdeles læseværdig" artikel, som var loyal med hensyn til kilder - også selv om skribenten på grund af tidnød havde undladt at forhøre sig hos de implicerede parter, mente Ibfelt.

Han gjorde desuden klart, at det var af afgørende betydning, at Sermitsiaq skrev om de økonomiske forhold i KNR, fordi KNR har en enestående betydning i samfundet.

- Der er ikke tale om en overskridelse af ytringsfrihedens grænser. En avis må godt bruge stærke ord, når den belyser væsentlige samfundsanliggender - og det er noget, der ligner at tage af kassen, når man bevilger sig selv forhøjede honorarer, konstaterede Ulrik Ibfelt.

Bøde på 10.000 kroner
Anklagemyndigheden fastholdt tiltalen mod chefredaktør Poul Krarup for overtrædelse af kriminallovens paragraf 71, stk. 1 om æresfornærmelse.

Ifølge anklageren indeholdt Sermitsiaqs artikler sigtelser mod Jens Lyberth og Niels Pavia Lynge, som var ærekrænkende og, som det hedder i anklageskriftet, "egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse eller i øvrigt skade ham i forhold til andre."

Foruden den grønlandske kriminallov støttede anklageren sig på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 stk. 2, som fastslår, at ytringsfriheden kan "underkastes restriktioner, hvis man krænker andres ære."

Sermitsiaqs påstand om, at direktørerne havde stukket penge i egne lommer var ifølge anklageren krænkende over for Lyberth og Lynge, og det takserede anklageren til en bøde på ikke under 10.000 kroner.

Advokat Ulrik Ibfelt krævede, at Poul Krarup bliver frifundet.

Sagen er den første af sin art i Grønland.