Ingen fred med magt

Samtidig satte Israel fart i sine »gengældelsesangreb« mod palæstinenserne, og selvom tabslisterne tydeligt viser, at palæstinenserne har lidt langt den største overlast, har Israel anglet efter verdens sympati i terrorbekæmpelsens navn

Tirsdag d. 2. april 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Internationale spørgsmål, Love og konventioner.

Vi rammes dagligt af sorg, når vi i TV ser den elendighed, der slår ned i Verdens brændpunkter. Krig og ødelæggelse, sult og undertrykkelse. Ufrihed og tvang. Blod og død. Det evige arnested for voldelig konfrontation og intolerance, Mellemøsten, er i dag som en bombe, der kan eksplodere når som helst. Optrapningen af urolighederne tog fart efter 11. september, da en del af verden - i terrorbekæmpelsens navn - legaliserede krig som magtmiddel.

Samtidig satte Israel fart i sine "gengældelsesangreb" mod palæstinenserne, og selvom tabslisterne tydeligt viser, at palæstinenserne har lidt langt den største overlast, har Israel anglet efter verdens sympati i terrorbekæmpelsens navn.

Israels engagement har imidlertid udviklet sig til strategisk statsterrorisme, og det er svært som iagttager at opfatte den jødiske stat som den defensive part.

Den palæstinensiske præsident, Yassir Arafat, har gang på gang taget afstand fra selvmordsbomberne og givet udtryk for både sorg og afmagt over de unge palæstinenseres desperate aggressioner og deres følger. På den baggrund forekommer det underligt, at Israels præsident Sharon gør Arafat ansvarlig. Denne har ikke kontrol over begivenhederne, og slet ikke fra den husarrest, som Israel opretholder. Israelerne binder ham næsten bogstaveligt til en stol og forlanger samtidig, at han skal styre sit land.

Under alle omstændigheder forekommer det proportionsforvrængende, at Israel angriber palæstinensiske byer med kampvogne og helikoptere, med kanoner og raketter, fordi en teenager af en eller anden grund - drevet af voksne, af fanatisme, af desperation eller fortvivlelse - spænder en bombe på kroppen og detonerer den blandt jødiske bosættere på palæstinensisk jord.

Vi skal ikke her i avisen forsvare palæstinensernes sag. Dertil forstår vi for lidt af, hvad der foregår i Mellemøsten. Men det er tydeligt, at den nuværende israelske regering - og desværre en større og større del af befolkningen - mener, at konflikten skal løses med magt. Palæstinenserne skal tvinges til at acceptere en fred på Israels præmisser. Og her begår de en fejl, som man hverken behøver at være politisk eller krigerisk ekspert for at indse. En påtvungen fred er ingen fred. Den vil nære fortsatte uroligheder og blodsudgydelser til evig tid.

Den eneste mulighed er en forhandlingsløsning. Det har alle indset. De arabiske lande har fremsat et fredsforslag, der rækker langt videre, end Israel har turdet håbe på. Og forslaget har høstet bred international opbakning.

Men Israel vil ikke være med. Palæstinenserne skal uskadeliggøres.