Fis i en hornlygte!

Fantasi er godt nok vigtigt - også i politik, men Per Berthelsens udtalelser er i hvert fald ikke i overensstemmelse med alles ... ønske om afpolarisering mellem befolkningsgrupperne!

Torsdag d. 7. november 2002
Ole Heinrich
Emnekreds: Danskere i Grønland, Etik, Kultur og samfund, Love og konventioner, Politik, Sprog.

Som medhører til den stille dialogmøde som Siumut’s formand Hans Enoksen afholdt i Katuaq (jeg ved ikke hvor Per Berthelsen har det storstilede fra §.-) kan jeg kun beklage at Per Berthelsen alene baserer sine udtalelser fra visse dele af pressens sørgelige dækning at mødet. Det er da ikke en nyhed at Hans Enoksen mener at der kun skal tales grønlandsk fra Landstingets talerstol! Hvad pressen heller ikke nævnte var, at Hans Enoksen klart udtalte, at hans holdning ikke var partiets! Men hvor ligger problemet egentlig, når vi dd har et landsting, hvor alle taler og forstår grønlandsk, ligesom der heller ikke er nogen, der vil fratage nogen ret til at kunne stille op? At der stiller dansksprogede op er kun godt, men hvor ville de være befriende, hvis de også talte grønlandsk fra talerstolen!

Det er ekstra sørgeligt at pressen ikke har gjort mere f.eks. til at forklare hvorfor Hans Enoksen kun taler grønlandsk. Dette havde vist sat visse ting på plads. Der blev heller ikke på mødet fremsat synspunkter og udtalelser om den dansktalende del af den grønlandske befolkning, der kunne give anledning til ønsker om moderering - tværtimod!

Fantasi er godt nok vigtigt - også i politik, men Per Berthelsens udtalelser er i hvert fald ikke i overensstemmelse med alles (troede jeg ellers) ønske om afpolarisering mellem befolkningsgrupperne! www.gldk.gl> kan anbefales til dem, der ikke ønsker polarisering!

M.v.h.

Ole Heinrich
"Tvetunget" grønlænder