Norden i forhold til EU

De nordiske lande deler en fælles forståelse for at bæredygtighed skal være afgørende i forvaltningen af de naturlige ressourcer. Jeg mener derfor vi i Arktis og Norden sammen skal stræbe for at sætte dagsordenen for hvad en europæisk arktisk strategi bør indeholde.

Tirsdag d. 27. oktober 2009
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: EU og Grønland, Norden.

Kuupik Kleists tale til plenum i Nordisk Råd i debatten om Norden i forhold til EU Riksdagen her i Stockholm har en særlig plads i Grønlands nyere historie. Det var her, for 26 år siden, at Grønlands Hjemmestyre deltog i sin første session i Nordisk Råd, og det er i dag første gang at Grønland, som et selvstyrende land, deltager i sessionen. 1984 var for Grønland også et turbulent år af en anden grund. For det var her at de afgørende forhandlinger omkring vores udmelding af EF fandt sted. Grønland er foreløbig det eneste land der har meldt sig ud af det europæiske samarbejde. Grønland fik ved udmeldelsen en fiskeriaftale med EF og toldfri adgang til de europæiske markeder for sine fiskeriprodukter. Disse rammer er siden blevet udviklet med indgåelsen af en partnerskabsaftale med EU i 2007. Men på trods af vores samhandelsaftaler med EU, har vi indenfor de sidste år oplevet en række sager hvor EU har handlet i direkte modstrid med vores interesser. For blot her at nævne tre eksempler fra i år: Tildelingen af kvoter på hvaler i IWC; Forbuddet mod handel med sælprodukter; Og senest, Forslaget om ændring af EU’s generelle toldbestemmelser vedrørende rejer. Jeg tror desværre at disse sager er udtryk for en generelt manglende indsigt og forståelse for arktiske forhold og levevilkår i EU. EU landene påvirker gennem deres fælles politik, vores dagligdag i Arktis på en lang række områder, og vil også gøre det i stigende grad fremover. Derfor er det naturligt, at vi forsøger at gøre vores synspunkter gældende overfor EU også i nordisk regi. Lad mig give et eksempel: I september sidste år blev der under det svenske formandskab i Nordisk Ministerråd, i Ilulissat i Grønland, afholdt en vigtig konference om arktiske spørgsmål som EU kommissionen var specielt inviteret til. På konferencen ”Common Concern for the Arctic” diskuteredes de forskellige fremtidsperspektiver for mange af de spørgsmål, som livet i Arktis rejser på miljøområdet, vedrørende ressourceudnyttelse, beskæftigelsesmuligheder, kommunikation, osv. Konferencen foregik netop på det tidspunkt hvor EU var ved at formulere et første udkast til en arktisk politik, og de europæiske gæster fik her lejlighed til at fortælle om deres intentioner og planer for et fremtidigt samarbejde i Arktis. Konferencen var nyttig, men den nåede desværre ikke at gå i dybden med hvordan de nordiske lande, og især den arktiske del af norden, ser på de samme emner, og på EU’s fremtidige rolle i Arktis. Vi har derfor fra grønlandsk side arbejdet for, at Nordisk Ministerråd følger op på denne konference, og vi ser frem til, at vi fra nordisk side næste år samlet kan møde op i Bruxelles og give det nye EU parlament og den nye EU kommission et førstehåndsindtryk af de udfordringer som befolkningerne i Arktis står overfor. Ligesom EU’s politik i Østersøområdet i stor udstrækning er blevet skabt i tæt samspil med de nordiske lande i regionen, så mener vi også at EU’s politik i det arktiske område bør blive skabt i konstruktivt samspil med alle de nordiske lande. Det er selvfølgelig ikke altid det lykkes, også selv når vi står sammen. I 2007 vedtog Nordisk Ministerråd en fælles deklaration om forvaltning af sæler. Her var budskabet at sæler er et havdyr, som udgør en ressource, som mennesker kan udnytte bæredygtigt på samme måde som fisk og andre havdyr. Vi var meget opmuntrede af denne fælles-nordiske enighed, og vi håbede til det sidste, at denne fælles-nordiske forståelse ville kunne brede sig til de andre EU lande. Men sådan gik det ikke. EU vedtog et forbud mod import af sælprodukter. Vore nordiske venner har gjort meget ud af at fortælle os, at EU jo lavede en undtagelse for grønlandske sælprodukter fra dette handelspro-tektionistiske tiltag. Men realiteten er at markedet i dag er forsvundet. Der er behov for at vi i Norden står sammen for at fremme bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer. Hvis ikke vi regulerer vores levevis efter bæredygtighedsprincipper, hvilke andre principper skulle man så bruge? I en globaliseret samhandel, som også Grønland aktivt ønsker at tage del i, må vi stå fast på at de generelle samhandelsregler ikke skal kunne tilsidesættes på baggrund af følelser alene. Det er noget vi i de nordiske og arktiske lande tit har en bedre forståelse for, end EU. Der er for mig ingen tvivl om, at EU ser på det arktiske område, som et ressourcepotentiale og et geostrategisk vigtigt område, men jeg håber også på, at EU i stigende grad får en nødvendig forståelse for, at udnyttelse af disse ressourcer og deltagelse i de arktiske politiske processer kræver indforståelse og samarbejde med de folk, som bor i det arktiske område. Denne politiske præmis er der enighed om i hele Norden, uanset om man er EU eller EØS medlem. De nordiske lande deler en fælles forståelse for at bæredygtighed skal være afgørende i forvaltningen af de naturlige ressourcer. Jeg mener derfor vi i Arktis og Norden sammen skal stræbe for at sætte dagsordenen for hvad en europæisk arktisk strategi bør indeholde. Tak for ordet.