Klima, Natur og Kulturarv
Vi befinder os nu i nærheden af det område, som Grønlands selvstyre ønsker optaget på Verdensarvslisten under projekttitlen "Landbrug i Arktis i 1000 år". Det arbejde har pågået i nogen tid, for det har ikke været helt let. For som alle ved, at der utrolige forekomster af mineraler spredt over det meste af Sydgrønland, og da et Verdensarvsområde er uforeneligt med udvinding af mineraler, har det været nødvendigt at indgå kompromisser i afgrænsningen af det foreslåede Verdensarvsområde. Derudover har der været behov for, at lokalbefolkningen sikres erhvervsmuligheder fremover.
Onsdag d. 11. august 2010
Mimi Karlsen
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Grønlands historie
,
Kultur og samfund
,
Norden
,
Råstoffer
.
Åbningstale ved konference i Narsarsuaq om Klima – Natur – Kulturarv 11.-14. august 2010
.
(an)
Ærede oplægsholdere, kære deltagere.
Det er mig en stor glæde at byde jer alle velkommen til denne nordiske konference om klima, natur og kulturarv. En konference, hvor involverede interessenter fra hele Norden har mulighed for at mødes og diskutere viden om fortid og nutid, - hvad vi kan lære af fortiden for bedre at forstå nutiden, og hvad nutidens viden kan bidrage med i tolkningen af fortiden.
Konferencen er planlagt i et tæt samarbejde mellem Kulturarvsstyrelsen i Danmark, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og Nordisk Ministerråds Sekretariat. Det er et flot program, der er stykket sammen af et godt mix af spændende oplæg og ekskursioner. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke arrangørerne for det store arbejde, der ligger bag konferencens tilblivelse og det fine resultat, der er kommet ud af det.
Der er tale om en såkaldt formandskabskonference. Det vil sige, at konferencen er et led i Danmarks formandskab i Nordisk Ministerråd i 2010. Jeg vil i den forbindelse udtrykke en særlig tak til Danmark for at have inddraget Grønland og Færøerne i såvel tilblivelsen af det overordnede formandskabsprogram som i udarbejdelsen af sektorprogrammerne, herunder kulturprogrammet. Denne konference er et resultat af dette forbilledlige samarbejde.
Fra Grønlands side er der således ingen tvivl om, at vi føler et dybt medejerskab for såvel tilblivelsen af formandskabsprogrammet som for dets implementering, og programmet opfattes da også som Danmarks, Grønlands og Færøernes formandskabsprogram.
Konferencen er samtidig et eksempel på et Nordisk Kulturforum. Det er et særligt dialogforum, som de nordiske kulturministre har skabt som led i reformen af det nordiske kultursamarbejde. At der er tale om et dialogforum er netop udtryk for, at det ikke blot handler om at lytte men om at deltage aktivt og på den måde bidrage konstruktivt til videns- og erfaringsdeling.
At kulturarven er sat på den nordiske dagsorden skal ikke kun ses som et led i formandskabsprogrammet, herunder med ønsket om blandt andet at fokusere på klima/miljøudfordringen. Kulturarven er også eksplicit nævnt som et prioriteret tema i den af de nordiske kulturministre netop vedtagne handlingsplan for det fællesnordiske kultursamarbejde i 2010-2012. Ministrene har sat sig som mål, at kultursamarbejdet bidrager til, at den nordiske kulturarv bevares, synliggøres, anvendes og udvikles. Ministrene har som et særligt tiltag fastsat, at kulturarv skal være et af de prioriterede områder i det nordiske Kultur- og Kunstprogram.
Der er således ingen tvivl om, at kulturarven og dens sammenhæng med klimaændringerne – undskyld udtrykket – er rigtig meget ”hot” i det nordiske samarbejde lige nu.
(an)
Som en case på sammenhængen mellem miljø, natur og kulturarv befinder vi os nu i nærheden af det område, som Grønlands selvstyre ønsker optaget på Verdensarvslisten under projekttitlen "Landbrug i Arktis i 1000 år". Det arbejde har pågået i nogen tid, for det har ikke været helt let. For som alle ved, at der utrolige forekomster af mineraler spredt over det meste af Sydgrønland, og da et Verdensarvsområde er uforeneligt med udvinding af mineraler, har det været nødvendigt at indgå kompromisser i afgrænsningen af det foreslåede Verdensarvsområde. Derudover har der været behov for, at lokalbefolkningen sikres erhvervsmuligheder fremover. Der har også været behov for at tilpasse lovgivning om kulturmindebeskyttelse, således at der ikke bliver tale om en fredning af området men om en såkaldt anden kulturarvsbeskyttelse, der muliggør en fortsat brug af området, når blot dette sker med respekt af de hensyn, der ligger bag kulturarvsbeskyttelsen.
Vi har store forventninger til, at det vil lykkes at få optaget området på Verdensarvslisten, og at dette ikke kun vil være med til at sikre kulturarven, men også vil kaste nye erhvervsmuligheder af sig i form af en øget turisme.
Som forlængelse af det, kan jeg ikke undgå at nævne arbejdet med Grønlands to andre Verdensarvsområder. Ilulissat Isfjord, der kom på Verdensarvslisten i juli 2004, og et område mellem Sisimiut og Kangerlussuaq som indtil videre ikke er kommet længere end til UNESCOs tentativliste.
Dette arbejde startede i 1995 da Grønland deltog i den nordiske arbejdsgruppe der udarbejdede publikationen ”Verdensarv i Norden” fra 1996. De 3 grønlandske områder i denne rapport blev i februar 2003 optaget på UNESCOs tentativliste, og skulle repræsentere: ét naturområde; ét arktisk fangstområde, og et arktisk landbrugsområde.
Naturområdet ved Ilulissat Isfjord har været en succes. Siden optagelsen på Verdensarvslisten er Isfjorden blevet et ikon for synliggørelsen af konsekvenserne af klimaændringerne. Opmærksomheden på Isfjorden har samtidig gjort, at turismen i Ilulissat fra 2004 til 2009 er steget med ikke mindre end 150 procent. Og den belastning kan selve Isfjorden sagtens bære. Lidt mere omsorg skal der vises den bynære del at landområdet.
Det arktiske fangstområde mellem Sisimiut og Kangerlussuaq, som vil være repræsentativt for ca. 4500 års udnyttelse af naturen, er stadig afventende. Dels er der intensive mineralefterforskninger i området, og dels er der et umådeligt stort vandkraftpotentiale, som kan være afgørende for Grønlands erhvervsudvikling. Dertil kommer, at landsstyret af ressourcemæssige grunde har måttet prioritere arbejdet med færdiggørelsen af nomineringsmaterialet vedr. området i Sydgrønland først.
Så meget om den materielle kulturarv. Lige så vigtig er imidlertid den immaterielle kulturarv.
Som bekendt blev UNESCOs konvention om immateriel kulturarv vedtaget på UNESCOs 32. generalforsamling i 2003. Danmark ratificerede konventionen i efteråret 2009 og Grønland har i den forbindelse tilsluttet sig ratifikationen. Blandt de nordiske lande har Island og Norge også ratificeret konventionen.
I Grønland har vi haft fokus på den immaterielle kulturarv gennem længere tid – uden dog at have defineret den klart som sådan. Med UNESCOs konvention blev der skabt større opmærksomhed og viden om denne del af kulturarven, og dette har blandt andet medført, at Grønlands Nationalmuseum og Arkiv også har prioriteret dette i sin handlingsplan og har ansat en museumsinspektør med dette emne som sit speciale.
Dette arbejde er nu godt i gang. Der arbejdes således aktuelt med etablering af et internetbaseret katalog over Grønlands immaterielle kulturarv. Kataloget skal indeholde inddeling i emner, en teknisk beskrivelse, en formidlende præsentation og en afklaring af om den immaterielle kulturarv stadig praktiseres. I første omgang koncentreres arbejdet om tre emner. Grønlandsk mad, brugen af planter samt traditionel sang og dans.
I en større sammenhæng kan det nævnes, at Grønland fortsat har overvejelser om etablering af et såkaldt UNESCO kategori 2 institut i Grønland, som skal være et videnscenter vedr. immateriel kulturarv i Arktis. Det er fundet hensigtsmæssigt i første omgang at opbygge en national vidensbank i regi af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og så siden vurdere, om der er grundlag for at udvide det til et geografisk dækningsområde, der omfatter hele Arktis.
Lad mig herefter lige vende tilbage til det nordiske perspektiv.
I november sidste år blev der i regi af et nordisk samarbejdsprojekt under ledelse af Rigsantikvaren i Norge afholdt en nordisk konference i Oslo, som også havde fokus på sammenhængen mellem klima og kulturarv. Der var her navnlig fokus på effekterne af klimaændringer på kulturarven, og hvad der kan gøres for at reducere effekterne. Vi vil også komme ind på dette på denne konference, men fokus her vil i lige så høj grad være på den anden dimension af problemstillingen – nemlig spørgsmålet om, hvad kulturarven kan bidrage med af viden om menneskets evne til at forholde sig til og tilpasse sig effekter af klimaændringer.
I hele det arktiske område, og herunder også i Grønland, er vi naturligvis særlig interesserede i at skaffe os mere viden om sammenhængene mellem klimaændringerne og kulturarven. Dels fordi kulturarven i de arktiske egne er særligt sårbar, dels fordi vi her har en enestående mulighed for også at lære af, hvordan vi tidligere kulturelt har forholdt os til virkningerne af klimaændringer.
Vi står i de kommende dage overfor meget interessante oplæg med forskellig vinkel på problemstillingerne. Vi skal også besøge nogle af de steder, som vil indgå i det kommende verdensarvsområde. Vi bliver proppet med viden og vi får syn for sagn. Vi kommer således hele vejen rundt, og jeg er sikker på, at det giver anledning til gode og frugtbare diskussioner – måske også med gode idéer til, hvad vi kan gøre fremadrettet for at drage nytte af den viden og de erfaringer, som vi alle vil være beriget af efter konferencen.
Med disse ord åbner jeg hermed konferencen og ønsker jer alle nogle udbytterige dage.
(an)