En politisk pauseklovn og en forsoningskommission med ændret fokus

Næste landsstyreformandserklæring i den danske presse kan meget vel blive, at Aleqa Hammond skifter undertøj oftere end de fleste danskere.

Søndag d. 5. januar 2014
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Grønlands historie, Nyhedsbreve, Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.

Indholdsfortegnelse:
Grønland står ikke alene
Fra "kolonialisme" til et internt problem
Begrebet ”kolonimagten Danmark” lever og har det godt - i Danmark
Idéen om kolonialisme - en genetisk tilbøjelighed?
Et kolonialistisk nej til sælskind?
De konservative mod de visionære
Hvad kan Grønland gøre?
En politisk pauseklovn
En anden politisk pauseklovn
En pauseklovn på hver af de to politiske topposter
Det stadigt mere påtrængende behov for kaffe, te og tobak
Forsoningskommissionen
Nu er fokus for forsoningskommissionens arbejde flyttet hjem


Grønland står ikke alene
Debatten om forholdet mellem Grønland og Danmark har i mange år kørt i ring. En forklaring kan være at de enkelte debattører tager udgangspunkt i enten Grønland eller Danmark, eller – når det går højt – i både Grønland og Danmark.

Lad os prøve i stedet at tage udgangspunkt i det globale. Og lad os dertil sætte lighedstegn mellem et folk, et sprog og en kultur.

Der kendes 7.105 levende sprog på kloden.

De forende Nationer (United Nations) har her ved indgangen til 2014 193 medlemslande.

Det betyder af hvert medlemsland i gennemsnit rummer 37 sprog, hvoraf et eller to er hovedsprog og de 35-36 øvrige sprog tales af det, der med et luftigt begreb kaldes ”oprindelige befolkninger”.

I Grønland er der 40.000-50.000 indbyggere, der taler grønlandsk, og her er sproget åbenbart et stort problem. Mange – herunder Aleqa Hammond og andre ledende politikere - mener, at grønlandsk skal være det officielle sprog, som alle bør tale.

Med sit indbyggertal deler Grønland vilkår med 4.885 andre sproggrupper, hvor sproget tales af under 50.000 mennesker.

Disse 4.885 sproggrupper har det til fælles, at de tales af så få mennesker, at de ikke kan klare sig alene, med mindre de insisterer på at leve lige som ”i gamle dage”. De er ikke mennesker nok til at kunne opbygge et samfund, der er så komplekst, at det kan være selvforsynende med det meste af det, der muliggør et moderne samfund med en høj levestandard, et udbygget uddannelsessystem og en udbygget sundhedssektor.

Vil man ikke forblive på et niveau som ”i gamle dage”, så er man nødt til af egen drift at indlede, understøtte og udbygge et fintmasket samarbejde med den del af verden udenfor, der allerede har et niveau, som det man stræber efter at opnå.

Det første problem er sproget: man er nødt til at lære et eller flere andre sprog. Det gælder ikke nødvendigvis alle i sproggruppen, men dog så mange, at der kan etableres en kontaktflade med de lande man ønsker at hæfte sig på, for at opnå den ønskede udvikling.

Allerede her opstår en konflikt

Fra "kolonialisme" til et internt problem
Konflikten opstår ikke mellem det, der i kaffebords- og læserbrevsdebatten kaldes henholdsvis ”det oprindelige folk” og ”kolonimagten”. Konflikten opstår internt hos ”de oprindelige”. Det er de enkeltsprogede, der bliver sure over, at der i stigende omfang bliver talt et sprog ude fra, som de ikke forstår.

Og de forstår måske heller ikke, at det fremmede sprog er en uundgåelig del af en udvikling hen mod et selvhjulpent samfund med højere levestandard, et udbygget uddannelsessystem og en udbygget sundhedssektor med meget mere.

Men kritikken rettes ikke mod fætteren, datteren eller svogeren, der har lært sig noget af det fremmede sprog og altid er flink til at oversætte, når det kniber. Kritikken forskydes og rettes i stedet mod ”kolonimagten”.

Det er ikke et fænomen, der er specielt Grønlandsk. Det er et problem, som den grønlandske befolkning deler med op mod 5.000 andre ”oprindelige befolkninger”.

Dels klager man over, at de ude fra kommende ikke taler det lokale sprog. Dels klager man over ”kulturimperialismen”. Det sker typisk ved at pege fingre af Coca Cola, McDonald’s og påvirkningen fra film og fjernsyn og en kulturfremmed måde at tænke på.

Første gang jeg fik øje på problemet ligger mange år tilbage. Det var politikere i de mellemamerikanske lande, der klagede over den ”kulturimperialisme”, der blev udøvet af USA gennem det TV, der blev set af befolkningen i de mellemamerikanske lande.

Omvendt klagede TV-selskaber i USA over, at deres udsendelser blev vist i de mellemamerikanske uden tilladelse og uden at der blev betalt for det :-)

I Grønland rettes kritikken mod den tilkaldte arbejdskraft, der ikke viser "den fornødne respekt" ved at tilegne sig det grønlandske sprog. Og så rejses kritikken mod fastboende, der ikke taler grønlandsk men dansk.

Ville det løse Grønlands ”sprogproblemer", hvis disse to grupper lærte sig et mere eller mindre brugbart grønlandsk? – Nej, det ville blot gøre gruppen af delvist dobbeltsprogede lidt større.

De enkeltsprogede grønlændere ville fortsat befinde sig i en sproglig osteklokke, uden mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse, og afskåret for at tilegne sig viden, der ikke foreligger på grønlandsk.

Løsningen ligger lige for: alle i Grønland skal have adgang til undervisning i dansk og engelsk. Og det skal gøres klart, hvor vigtigt det er at kunne tale og forstå disse to sprog.

Begrebet ”kolonimagten Danmark” lever og har det godt - i Danmark
I Danmark er det en udbredt opfattelse, at ”kolonimagten Danmark” har undertrykt det grønlandske sprog. Helt aktuelt har denne person, Niels Peter Agger, luftet sin uvidenhed i dagbladet Information: Undskyld Grønland.

Han har været vikar i Grønland i tre måneder og med den ballast optræder han nu som grønlandsekspert. Han skriver blandt andet:

Vi skylder dem også en undskyldning for, at vi undertrykte inuitsproget ved at lade den grønlandske undervisning og embedsførelse foregå på dansk helt op i 1960’erne. Sprogstriden trækker stadigt dybe kløfter i det politiske landskab. Det ser man tydeligt i den nuværende grønlandiseringstendens, der groft diskriminerer ikke-grønlandsktalende.

Faktisk er det lige omvendt: I Grønland blev der åbnet skoler for "almuen" på stort set samme tid, som det skete i Danmark. Der blev oprettet en kateketuddannelse, som svarede til datidens læreruddannelse i Danmark, og undervisningen i Grønland foregik vel at mærke på grønlandsk med eget undervisningsmateriale på eget skriftsprog, som var udviklet af Hans Egedes søn, Poul Egede, og herrnhuteren Samuel Kleinschmidt.

Undervisningen i det grønlandske skolevæsen foregik på grønlandsk, indtil fremtrædende grønlandske politikere omkring 1950 forlangte, at der også blev indført undervisning i dansk i det grønlandske skolevæsen - for at hjælpe Grønland ud af det, der mere og mere blev opfattet som en sproglig og dermed også en erhvervsmæssig og økonomisk isolation.

Information burde have arkiveret hans udgydelser lodret i den dertil indkøbte skidtspand.

Idéen om kolonialisme - en genetisk tilbøjelighed?
Det skaber problemer mellem Grønland og Danmark, at der er så mange i de såkaldt udviklede lande, der har en nærmest genetisk tilbøjelighed til at opfatte ”oprindelige folk” godtroende og nemme at narre, og at det er, hvad ”de rige lande” har tjent deres penge på.

Og mange folkevalgte hos de oprindelige folk har skabt deres politiske karrierer på at spille på den tilbøjelighed. I Danmark er venstrefløjen, mange forfattere og de fleste journalister på en og samme tid meget lydhøre og ganske ukritiske, når der kommer en klage fra en grønlandsk politiker, der har brug for lidt omtale.

Et kolonialistisk nej til sælskind?
Et andet eksempel på et hjemmehørende problem, der løftes op og gøres til et problem i forhold til ”kolonimagten”, finder vi i den vigende interesse for sælskind.

Allerede længe før Brigitte Bardot kastede sin kærlighed på de candiske babysæler, var folk i Grønland stort set holdt op med at bruge sælskind som beklædning. I stedet købte man dunjakker. De var lettere, meget billigere og kunne klare en tur i vaskemaskinen. Og til almindeligt brug var de varme nok.

Det samme synes forbrugerne uden for Grønland, hvor efterspørgslen også er svundet ind hen over årene.

Men det er ikke den måde, der tænkes i på i Grønland. Landsstyremedlem for fangst og fiskeri, Karl Lyberth, var før jul i Danmark på et eksportfremstød for sælskind. På et pressemøde i København med et meget ringe fremmøde fra pressen, nærmest forlangte han, at Danmark og EU skulle foretage støtteopkøb af sælskind, fordi det var EU’s skyld at salget var gået i stå.


Hyggespisning i Isortoq
(an 1998)
Derudover underholdt Karl Lyberth de fremmødte med at fortælle, at han ikke kunne lide europæisk mad. Han glædede sig til at komme hjem og spise sælkød med ris og stegte løg.

Tænk, hvis en dansk landbrugsminister under et besøg i Grønland i et salgsfremstød for minkskind og oksehuder, begyndte at underholde den fremmødte presse med, at han ikke kun lide grønlandsk mad, og at han så frem til at komme hjem igen og spise hakkebøf med brun sovs og stegte løg.

Men Karl Lyberth har taget ved lære af Aleqa Hammond, som nogen uger tidligere i den danske presse erklærede, at hun var bedre til at lave brun sovs end de fleste danskere, når hun lavede hakkebøf med løg.

Næste landsstyreformandserklæring i den danske presse kan meget vel blive, at hun skifter undertøj oftere end de fleste danskere.

Under eksportfremstødet for salg af sælskind kunne man med rimelighed forvente, at Karl Lyberth selv var troppet op i noget sælskind: en vest eller en flot jakke, der kunne tages af og hænges op på en bøjle et synligt sted skråt bag ved.

Men nej, Karl Lyberth sad under pressemødet iført cowboybukser og en jakke over en slipsløs skjorte. Kort sagt: i det samme tøj han går rundt i derhjemme i dagligdagen.

Til eksportfremstødet for salg af sælskind er der fremstillet en video om den grønlandske sælfangst. Her kan man se fangere i forskellige situationer på sæljagt. Kun i ét af klippene er en fanger iført en sælskindspels, alle de andre bruger forskellige former for højtisolerende syntetiske produkter.

Alligevel er den svigtende efterspørgsel på sælskind Danmarks og EU’s skyld. Og det, selv om årsagen til den manglende efterspørgsel kan iagttages overalt hjemme i Grønland: Der er næsten ingen, der går i beklædning lavet af sælskind. Man er for længst gået over til billigere og mere praktiske produkter.

Glem derfor alt om Brigitte Bardot. Hjælp fangerfamilierne over i erhverv, de kan leve af – uden at flæbe over en tabt del af den gamle grønlandske kultur, for den del er for længe siden ophørt med at være en nødvendig af kulturen. Den er blevet til et landskassefinansieret friluftsteater.


Vekomstkomite i Siorapaluk
(an 2000)
De konservative mod de visionære
Fænomenet er ikke specielt grønlandsk-dansk. Det er udbredt fænomen i mange af de op mod 5.000 ovennævnte sproggrupper.

Den konservative del af befolkningen klamrer sig til det gamle og velkendte, mens den udadvendte og visionære del af befolkningen suger det til sig udefra, der kan gøre tilværelsen lettere, bedre og mere sikker.

Så for husfredens skyld skubber den konservative del af befolkningen ansvaret for alt det nye ud af sproggruppen og lægger det over på ”kolonimagten”. Det er ”kolonimagten”, der har påtvunget befolkningen Coca Cola, computerspil, TV, film og mærkelige måder at tænke på og tale på.

Hvad kan Grønland gøre?
Hvis man ser på den førte politik, siden Hjemmestyret blev indført i 1979, så er der ikke grund til optimisme.

De første 30 år med Hjemmestyre og Siumut ved magten, var turbulente og flere gange tæt på en hjemmestyrebankerot.

Det første landsstyre efter Selvstyrets indførelse i 2009 skabte håb og optimisme.

Inuit Ataqatigiit vandt valget. Kuupik Kleist blev landsstyreformand, og han overraskede med sin åbne tilgang til problemerne og den tillidsfulde atmosfære, han fik skabt i forhold til danske virksomheder, myndigheder og politikere.

Han gjorde det gentagne gange klart, at Grønlands vej mod en selvhjulpen økonomi var lang og usikker.

Og for første gang oplevede vi et åbent og arbejdsomt landsstyre uden antydning af kammerateri og manipulation med landskassemidler.

Kuupik Kleists højtråbende opponent i Landstingssalen var Aleqa Hammond. Uden antydning af vilje til samarbejde om en meget vanskelig fremtid demagogierede hun sig til en overvældende personlig valgsejr den 12. Marts 2013.

En politisk pauseklovn
Aleqa Hammonds bagland er den mest konservative del af befolkningen. Det var lykkedes hende at bilde disse vælgere ind, at vejen frem var at gå uden om Danmark, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

I kraft af Grønlands megagigantiske forekomster af alt lige fra olieforekomster (endnu ikke fundet) til uran, der i en håndevending ville gøre Grønland til verdens 5-største eksportør af uran, vil Aleqa Hammond løfte Grønland op på den plads på verdensranglisten, hvor Grønland naturligt hører hjemme.

Formodentligt tænker hun på en plads et sted mellem USA, Rusland og Kina.

Siden Aleqa Hammond trådte til som landsstyreformand efter valget den 12. marts 2013 er forholdet mellem Danmark og Grønland forværret dramatisk.

Danske politikere holder gode miner til slet spil, men man skal ikke have læst ret mange tilkendegivelser på diverse debatsider for vide, at der er gået alvorlige skår i sympatien for Grønland blandt folk i Danmark.

Også hjemme i Grønland har hendes klodsede fremfærd vakt bekymring.

Bliver hun så sat af ved næste landstingsvalg?

Det er langtfra sikkert.

En anden politisk pauseklovn
Den tidligere politiske pauseklovn gennem mange år, Lars-Emil Johansen, udløste et lettelsens suk, der kunne høres fra begge sider af Atlanten, da han trak sig ud af politik.

Lars-Emil Johansen har aldrig kunnet forstå, at Danmark uegennyttigt støttede Grønland økonomisk og på mange andre måder. Der måtte lige noget bag.

Af hans mere spektakulære påstande om Danmark som kolonimagt kan nævnes, at han på et tidspunkt hævdede, at Danmark tjente 13 milliarder kroner om året ved at tillade amerikanerne på Thule Air Base. Og det årlige bloktilskud var kun en lille del af denne indtjening.

Grønland skulle retfærdigvis have alle 13 milliarder årlige kroner.

Denne påstand var så grotesk og udokumenterbar, at den del af pressen og politikere, der ellers altid var på udkig efter eksempler på dansk undertrykkelse af Grønland, forholdt sig tavse.

Lars-Emil Johansen fandt derfor snart en anden forklaring: Det var Grønland, der gjorde Danmark stor og betydningsfuld. Frit citeret: denne lille, betydningsløse udvækst et sted i Europa nord for Tyskland ville ikke være noget uden Grønland.


Nu er han blevet mere tavs. Det er muligvis gået op for ham, at hvis Grønland vælger at træde ud af Rigsfællesskabet, vil ingen protestere. Takket være hans politiske fremfærd gennem mange år, vil mange endda mene, at det ikke kan gå hurtigt nok.

Efter en tur rundt om en formandspost i bestyrelsen for det australske mineselskab, der arbejder på at få tilladelse til brydning af uran ved Narsaq, stillede Lars-Emil Johansen igen op til landstingsvalget og sidder nu som formand for Landstinget.

Nogle mener, at det har været en bevidst satsning, hvor man har vurderet, at han for det australske mineselskab ville være mere værd som aktiv politiker end som formand for bestyrelsen, men det er gætteværk.

En pauseklovn på hver af de to politiske topposter
Resultatet er under alle omstændigheder, at nu har vi en politisk pauseklovn som formand for landsstyret og en politisk pauseklovn som formand for Landstinget.

Bliver de så hældt ud med badevandet ved en politisk storvask næste gang der er valg til Landstinget? – Det er langt fra sikkert.

Erfaringer fra andre oprindelige folks vej til bedre tilstande er ikke opmuntrende. Nogle ligger i krige, der har varet mange år og kostet mange liv. Andre lever i diktaturstater, hvor de ikke ved, om de – når de går i seng – vil vågne næste morgen til hanegal eller skudsalver, eller om de overhovedet vil vågne.

I Grønland er man kun truet af selvvalgt politisk uduelighed.

Det stadigt mere påtrængende behov for kaffe, te og tobak
Den konservative del af Grønlands vælgere trøster sig med, at nok er de stadig undertrykt af en kolonimagt, selv om der nu har været 30 år med Hjemmestyre og snart 5 år med Selvstyre. Men koloniseringen af grønlænderne er trods alt foregået efter Finn Lynges vidunderlige beskrivelse:

Det stadigt mere påtrængende behov for kaffe, te og tobak, perler og klæder, salmesang og barnedåb tvang folk hen til kolonibestyrere, handelsforvaltere og missionærer.

Så, kort sagt: i Grønland betyder det ikke så meget, hvem der leder landet: tiden går, bloktilskuddet består.

Så den politiske vejrudsigt for de næste mange år lyder derfor på skiftende flertal: Somme tider regeret af politiske pauseklovne, somme tider af folk, der har et oprigtigt ønske om inden for Rigsfællesskabet og i samarbejde med Danmark at opbygge et selvhjulpent samfund.

Forsoningskommissionen
Aleqa Hammond varslede under valgkampen en forsoningskommission, der skulle blotlægge alt det, Danmark har gjort galt under "kolonitiden".

Der er nu bevilget godt 12 millioner kroner fra Landskassen til et 3-årigt kommissionsarbejde.

Da Aleqa Hammond bad om dansk medfinansiering og dansk udpeget deltagelse i kommissionens arbejde fik hun et klart afslag.

Nu er fokus for forsoningskommissionens arbejde flyttet hjem
Det er nok ikke det danske afslag der har påvirket Aleqa Hammond. Jeg tror, at det er rådgivning fra grønlandske forskere, der har fået hende på andre tanker.

Hun har nok fået at vide, at kommissionsarbejdet kan forventes at ende med at blåstemple Danmarks indsats i forhold til Grønland: der er intet at komme efter. Og det kan gå hen og blive både pinligt og politisk ubekvemt for Aleqa Hammond.

Ubemærket af pressen – også af den grønlandske presse – ændrede Aleqa Hammond derfor i sin nytårstale forsoningskommissionens fokus. Det er nu ikke længere forholdet mellem Grønland som offer og Danmark som kolonimagt, der skal granskes.

Hun formulerede det således:

Men i de skridt som vi har taget, i udviklingen i vort samfund, i udvikling som folk, da har vi forsømt at få talt ud. Vi har forsømt at debattere og behandlet de begivenheder, de kolonistrukturer samt de forhold, der i nogle tilfælde eksisterer i mellem befolkningsgrupperne i Grønland den dag i dag.

Fokus er nu ”de begivenheder, de kolonistrukturer samt de forhold, der i nogle tilfælde eksisterer i mellem befolkningsgrupperne i Grønland den dag i dag”.

Har hun opdaget, at det der med ”kolonimagten” er et internt problem i Grønland mellem en konservativ gruppe, der helst vil bevare alt, som det var i ”de gode gamle dage” og en gruppe, der har øje for de muligheder, der ligger i en udbygning af samarbejdet med verden uden for Grønland?

Det har hun næppe, men det er gået op for hende, at forsoningskommissionen er en politisk tabersag.

Derfor har hun nu taget luften ud af ordgasballonen.