Sandhedens time
Sara Olsvig har groft svigtet sit bagland: Landstinget og Foreningen af Faderløse. Hun skylder dem en god forklaring, som også vi andre venter spændt på.
Mandag d. 12. maj 2014
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Juridisk faderløse
,
Nyhedsbreve
.
Jeg husker en officiel middag under min tid i Landstinget, hvor en franskmand med et besøgsagtigt job i Grønland, til personkredsen inden for hans hørevidde, udbredte sig om Danmarks ugerninger mod befolkningen i Grønland.
På yderkanten af den hørevidde sad Jonathan Motzfeldt. Han hørte, hvad der blev sagt, sukkede dybt og sagde til os andre inden for sin hørevidde, at han ikke forstod den evindelige kritik Danmark. Det var vi flere andre, der heller ikke gjorde, men vi har altid – i den tid jeg kan huske – været i mindretal.
Problemet med kritikken er, at den som oftest bygger på fordomme, manglende indsigt og – når det er værst – bevidste fordrejninger.
Det tog af under det forrige landsstyre, med Kuupik Kleist som formand. Det kom voldsomt igen, da Aleqa Hammond kom til for godt et år siden. Eksemplerne er mange.
De juridisk faderløse
Da sagen om de juridisk faderløse for alvor fik varm luft i ballonen, aftalte Kuupik Kleist på et rigsmøde, at der skulle laves en undersøgelse af problemet og
udgives en historisk udredning
.
Det viste sig at være en fornuftig beslutning: udredningen viste, at juridisk bindende faderskab med indbygget arveret var et ukendt begreb i Grønlands egen lovgivning.
Den lovgivning har lige fra Hans Egedes ankomst og op til i dag været anerkendt som gældende ret, hvis ikke der i Rigsfællesskabet efter forhandling med og efter godkendelse af myndighederne i Grønland er besluttet noget andet.
Fra dansk side havde man i flere omgange foreslået indført regler om børns rettigheder, som de kendtes fra Danmark. Det blev mødt med skepsis og afvisning i de daværende Landsråd. Der kendes ikke noget tilfælde, hvor man fra grønlandsk side har ytret ønske om lovgivning til juridisk sikring af børns vilkår ved for eksempel at give dem arveret efter forældrene. Heller ikke de to folketingsmedlemmer, der fik sæde i Folketinget efter grundlovsændringen i 1953 har ytret sig om emnet.
Det er derfor beskæmmende, at
Sara Olsvig fra Landstingets talerstol under efterårssamlingen i 2013 kunne hævde
, at
”indtil for cirka halvtreds år siden blev børn født i Grønland og uden for ægteskab frataget retten til en juridisk fader”
. For det fremgår klart af den historiske udredning, at indtil 1963 for Vestgrønlands vedkommende og indtil 1974 for Nord- og Østgrønlands vedkommende var børns rettigheder i forhold til forældrene et anliggende under Grønlands egen lovgivning, og den indeholdt ikke noget om arveret til børn født uden for ægteskab.
Der er derfor ingen børn født udenfor ægteskab, som indtil for cirka halvtreds år siden er blevet frataget retten til en juridisk far. Den ret fik børn i Grønland først for henholdsvis halvtreds og fyrre år siden - efter pres fra Danmark og overstået modstand fra Grønlands Landsråd.
Ikke kun taler Sara Olsvig mod bedre vidende i forhold til den historiske udredning. Hun sår også tvivl om kvaliteten af
sin egen uddannelse som antropolog ved Københavns Universitet
. Som grønlænder og uddannet antropolog burde det være paratviden, hvordan Grønlands egen ikke nedskrevne lovgivning trinvis er blevet erstattet af demokratisk gennemdrøftet og vedtaget lovgivning i fuld forståelse mellem Rigsfællesskabets Folketing på den ene side og de grønlandske folkevalgte forsamlinger på den anden side.
Under efterårssamlingen i 2013 besluttede et enigt Landsting at rette et krav mod Rigsfællesskabets regering om, at juridisk faderløse, hvor faderen var død og boet fordelt, skal kompenseres for den tabte arv. Det skete på trods af konklusionerne i den historiske udredningen og på baggrund af ikke mindst Sara Olsvigs ordførertale, som Johan Lund Olsen i øvrigt senere
genbrugte under sit vikariat i Folketinget
.
Hvad så nu, hvor Grønlandsudvalget har afgivet
sin sidste betænkning inden lovens vedtagelse
?
Hvorfor indeholder betænkningen intet om kompensation til faderløse, hvor faderen er død og boet opgjort? - Det har et enigt Landsting jo krævet, efter at
Sara Olsvig udtrykte det således i sin ordførertale
:
”Der er dog en stor, ny forskelsbehandling som ligger og gemmer sig i lovændringsforslaget. Det gælder de juridisk forældreløse personer, hvis juridiske forælder er afgået ved døden og dødsboet opgjort. I de tilfælde vil systemet igen spille fallit, hvis ikke vi får rettet op på denne forskelsbehandling, inden denne lovs færdiggørelse”
.
Det var klar tale, selv om der med afsæt i den historiske udredning ikke er basis for kravet.
Sara Olsvig kunne som medlem af udvalget have afgivet en mindretalsudtalelse, som indeholdt dette krav. Hvorfor har hun ikke gjort det? - Det havde tvunget Rigsfællesskabets regering til endnu engang inden loven vedtagelse at forholde sig til kravet om økonomisk kompensation til de juridisk faderløse, hvor faderen er død og boet opgjort.
I det mindste burde det fremgå af betænkningen, at man i udvalget har drøftet spørgsmålet og hvad konklusionen blev.
I stedet udtrykker Sara Olsvig glæde over, at et
enigt udvalg støtter lovforslaget i foreliggende form
med en korrektion af datoen for lovens ikrafttræden.
Sara Olsvig har groft svigtet sit bagland: Landstinget og Foreningen af Faderløse. Hun skylder dem en god forklaring, som også vi andre venter spændt på.
Den sande forklaring er nok, at hun hele tiden har vidst, at kravet var urimeligt, men det var populært og derfor politisk opportunt. Som formand for Grønlandsudvalget har hun følt sig tvunget til ærlig snak, men på den luskede måde: ved bare at lade som ingenting.