Røde Børge
Bogen kan stærkt anbefales, ikke mindst fordi den giver et indblik i det skifte, som mange fra Danmark har oplevet ved at arbejde en periode i Grønland.
Vi kommer til Grønland med gode hensigter og viljen til at gøre en forskel og rejser på et tidspunkt skuffede tilbage til Danmark
Tirsdag d. 31. august 2021
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Anmeldelser af bøger, film mv
,
Foder til læseheste
,
Grønlands historie
,
Nyhedsbreve
.
”Åh, nej, endnu et af disse skabelonskrifter om den brutale danske kolonimagts nedtromling af den forsvarsløse grønlandske befolkning. Det orker jeg næsten ikke”, tænkte jeg efter at have læst indledningen til bogen ”Qullissat - byen der ikke vil dø”.
Jeg tog modstræbende fat på det trælse job.
Jeg lagde først bogen fra mig igen, da bogen var læst.
Det er den bedste bog om det grønlandske samfund, jeg nogen sinde har læst.”
Sådan skrev jeg den 2. september 2013 i indledningen til en anmeldelse af Søren Peder Sørensens bog
Qullissat – byen der ikke vil dø
Nu har Søren Peder Sørensen udgivet en ny bog. Det er en efterfølger til bogen om Qullissat.
Den er velskrevet og lige så svær at lægge fra sig som bogen om Qullissat.
Bogen handler om skolelæreren Børge Poulsen, der blev ansat ved skolen i Qullissat i 1946 og fyret igen i 1947.
Ud over at undervise i skolen havde han en stærk interesse for levevilkårene i Qullissat. De var under al kritik, mente han. Der var for eksempel en alvorlig mangel på ordentlige boliger.
Børge Poulsen havde før 2. Verdenskrig sejlet som skibsdreng på fem rejser til Grønland med grønlandsskibet Gertrud Rask, så han kendte lidt til Grønland, men åbenbart ikke nok til at vide, at levevilkårene i resten af Grønland ikke var meget anderledes og bestemt ikke bedre end levevilkårene i Qullissat.
Siden Stauning i 1930 besøgte Qullissat
var indbyggertallet vokset fra 300 til 1.000 indbyggere, så der var boligmangel i Qullissat. Det har de mange tilflyttere gennem årene godt vidst, men har alligevel foretrukket at flytte til Qullissat fra det sted, hvor de ellers boede. Det er vigtigt at have i tankerne, når man læser bogen. Børge Poulsen sammenligner ikke levevilkårene med resten af Grønland, han sammenligner dem med de hjemløse i New York, som han havde set, da han som ansat på et DFDS-skib en enkelt gang havde anløbet byen.
Fem år efter udgivelse af bogen om Qullissat fik Søren Peder Sørensen adgang til et arkiv efterladt af Børge Poulsen. Det banede vejen for en beskrivelse af Børge Poulsen liv, og det er fascinerende læsning.
Det, som grønlandskendere særligt vil hæfte sig ved, er Børge Poulsens samarbejde med Hansepaajuk Gabrielsen om at forbedre levevilkårene for minearbejderne og deres familier.
En gruppe embedsmænd var kommet til Qullissat for at forhandle løn og ansættelsesvilkår med minearbejderne.
Her giver bogen nye og overaskende detaljer om den forhandling med myndighederne, som Hansepaajuk Gabrielsen førte på vegne af minearbejderne. Minearbejderne fik tilbudt en lønforhøjelse på 10%. Hansepaajuk Gabrielsen forlangte en lønforhøjelse på 70%, og det endte med en forhøjelse på 60%.
Efter indgåelse af aftalen rejste myndighederne bort fra Qullissat ombord på Disko. Med ombord på Disko var Hansepaajuk Gabrielsen. Han var på vej til kryolitminen ved Ivigtut i Sydgrønland. Men fortsatte til Danmark, hvor han uddannede sig helt fra det niveau han havde med sig fra skolen i Qullissat og op til en uddannelse i skat og revision på Handelshøjskolen i København. Hansepaajuk Gabrielsen kom først tilbage til Grønland efter 20 år.
Børge Poulsen levede et omtumlet liv som sømand, frihedskæmper under 2. verdenskrig, aktivt medlem af Kommunistpartiet og ivrig skribent på partiets avis ”Land og folk”. Det sidste var ikke noget man brød sig om i Grønland. Den kolde krig var isnende kold, og hverken USA eller Danmark ønskede kommunistiske aktiviteter i Grønland. Man frygtede russisk spionage i forhold til USA's militære aktiviteter i Grønland. Børge Poulsens holdning og handlinger i den forbindelse forklarer bogens titel 'Røde' Børge.
Børge Poulsen citeres på side 118 for følgende betragtning om livet i Qullissat:
»Man spejder efter børneforsorg, børnehaver, vuggestuer, børnehjem og menneskelighed, men man spejder forgæves. Blikket går over en samling ærværdige embedsmænds grå hoveder, og det når ikke videre end til de stadigt tilbagevendende syn: Den lille sorte kiste, som bæres fra den faldefærdige kirke til den umættelige kirkegård. Svagt skimter man i baggrunden af dette billede ærværdige embedsmænd, som står med ryggen til det hele. De ser intet, for det er da sådan et trist syn!«
.
Hvis man erstatter ”en samling ærværdige embedsmænd” med ordet ”Grønland”, så er det en præcis beskrivelse af tilstanden i dagens Grønland.
Intet har ændret sig til det bedre i de forløbne 74 år.
Bogen kan stærkt anbefales, ikke mindst fordi den giver et indblik i det skifte, som mange fra Danmark har oplevet ved at arbejde en periode i Grønland.
Vi kommer til Grønland med gode hensigter og viljen til at gøre en forskel og rejser på et tidspunkt skuffede tilbage til Danmark.
Om bogen
'Røde' Børge
En dansk skolelærers skæbne i
efterkrigstidens Grønland
166 sider Illustreret i farver
Hæftet med flapper
269 kr (vejl.)