Joining Forces - Åbningstale af Ove Karl Berthelsen
Det er landsstyrets mål, at råstofsektoren skal udvikles til at være et bærende erhverv i lighed med fiskeriet. Det skal ske på en samfundsmæssig bæredygtig måde og landsstyret ønsker derfor, at udviklingen af råstofsektoren sker på basis af, at selskaberne arbejder ud fra internationale standarder indenfor eksempelvis miljø, arbejdsmiljø, kvalitet og sikkerhed.
Onsdag d. 21. september 2011
Ove Karl Berthelsen
, Landsstyremedlem for erhverv og arbejdsmarked
Emnekreds:
Efterforskning
,
Erhverv
,
Miljø og natur
,
Minedrift
,
Olieefterforskning
.
Joining Forces. Den 21. september 2011, Katuaq, Nuuk.
Åbningstale ved Medlem af landsstyret for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen.
På vegne af landsstyret vil jeg gerne byde jer velkommen til konferencen Joining Forces 2011 - Greenland Conference on Minerals and Oil. Det er med glæde, at jeg ser den store interesse som konference har for såvel repræsentanter fra mineral- og olieselskaber som fra lokale grønlandske og udenlandske virksomheder. Det er mit håb at konferencen vil give inspiration og skabe grobund for fremtidigt samarbejde.
Vi – det grønlandske samfund – står i tærsklen til en spændende tid med mulighed for udvikling af en ny søjle på erhvervsområdet. Spændende og udfordrende opgaver står overfor os og det er vores opgave, at sikre en økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling. Grønlandske virksomheder og mineral- og olieselskaber vil gennem samarbejde omkring udbygning af råstofsektoren bidrage til en positiv økonomisk udvikling i Grønland.
Det er landsstyrets mål, at råstofsektoren skal udvikles til at være et bærende erhverv i lighed med fiskeriet. Det skal ske på en samfundsmæssig bæredygtig måde og landsstyret ønsker derfor, at udviklingen af råstofsektoren sker på basis af, at selskaberne arbejder ud fra internationale standarder indenfor eksempelvis miljø, arbejdsmiljø, kvalitet og sikkerhed. Det medfører, at mineral- og olieselskaber, der er aktive i Grønland, også skal sikre sig, at deres underleverandører og tekniske operatører lever op til de samme internationale standarder.
Heri ligger der store udfordringer for grønlandske virksomheder og deres ansatte. Vi har i Grønland virksomheder, der kan levere ydelser til råstofsektoren, men deres udfordring er at kunne levere disse så f.eks. internationale standarder og sikkerhedsprocedurer bliver overholdt. Det er også vigtigt at virksomheder og medarbejderne har den fornødne viden, kvalifikationer og certifikater.
Men der er også andre udfordringer for virksomhederne. Det er et vigtigt krav i råstofloven, at selskaberne skal anvende grønlandske virksomheder, hvis dissehar de nødvendige kompetencer og er konkurrencedygtige. De opgaver mineral- og olieselskaberne udbyder er ofte omfattende hvad angår størrelse og kompleksitet. Det vil være svært for en virksomhed at løfte disse opgaver alene hvorfor partnerskaber med andre virksomheder indenfor og udenfor Grønland vil kunne give de grønlandske virksomheder erfaring, så de en dag selv kan løfte opgaverne.
Det er målet, at vores grønlandske virksomheder i stigende omfang skal være konkurrencedygtige leverandører og partnere i forbindelse med efterforsknings- og udnyttelsesaktiviteter i Grønland. Det er derfor vigtigt, at vi i Grønland er lydhøre overfor hvad selskaberne efterspørger.
Det er vigtigt at erkende, at vi ikke kan alting – endnu. Men vi er godt på vej – en række grønlandske selskaber leverer allerede varer og serviceydelser til mineral- og olieselskaberne i form af entreprenøropgaver, boringer, transport, serviceleverancer mm. En forudsætning for at vi kan varetage endnu flere opgaver, er dog, at vi indgår de nødvendige alliancer og samarbejdsaftaler. Samarbejde er en forudsætning for, at vi kan løfte de store og komplicerede opgaver knyttet til opbygning og drift af miner og til olieefterforskningsopgaver.
Råstofloven påpeger også at mineral- og olieselskaberne skal anvende grønlandsk arbejdskraft i videst muligt omfang. Her har vi også meget at lære endnu. Men vi er parate. Vi ved at mineral- og olieselskaberne efterspørger kvalificeret arbejdskraft indenfor brancher, hvor Grønlands arbejdsstyrke har relativ lille erfaring. Men vi kan bygge på de kvalifikationer som vores arbejdsstyrke allerede har i dag og hjælpe med at give den de løft der skal til for, at den kan bruge erhvervets erfaring og viden indenfor de nye områder som mineral og olieindustrien åbner op for.
Konferencen skulle derfor også meget gerne give en øget viden om hvad der skal til for at blive leverandører og serviceydere til mineral- og olieselskaberne. Det er ikke kun nu – men mange år fremover, at der vil være muligheder for grønlandske virksomheder. I takt med at vi udvider vores kompetencer vil vi øge vores muligheder. Vi vil sikre, at den grønlandske arbejdskraft får en solid placering i denne udvikling.
I den forbindelse er det også landsstyrets klare forventning, at alle grønlandske og udenlandske selskaber gør en særlig indsats for at anvende af grønlandsk arbejdskraft.
Hvis vi skal sikre en langsigtet inddragelse af det grønlandske samfund, er opkvalificering af den grønlandske arbejdsstyrke et vigtigt punkt. Vi er ikke interesseret i at være tilskuere til udviklingen.
Jeg vil i den forbindelse henvise til de tre-partsaftaler, vi har indgået med Cairn Energy i 2010 og 2011 – også kaldet IBA aftaler. Jeg forventer, at alle store projekter fremover indeholder analyser af de samfundsmæssige konsekvenser, og at der indgås aftaler om involvering af den grønlandske arbejdsstyrke og grønlandske virksomheder.
I dag og i morgen vil vi have mulighed for at få indsigt i hvordan vi fra grønlandsk side – bedst muligt kan tage udfordringen op for at vi kan udvikle os til at blive konkurrencedygtige partnere i den udvikling som vi står overfor.