Politimesterens behandling af en sag om kollegiebyggeri i Qaqortoq

Den samlede konstruktion vedrørende købet af de to kollegiehuse mod betaling af 2,7 millioner kr. og den gamle bygning B 807 er dog af så usædvanlig karakter, at det kan give anledning til overvejelse af, om der er tale om forhold af en sådan grovhed, at en tiltale kan komme på tale i relation til § 6’s sidste led om tilsidesættelse af de pligter, der følger af stillingens beskaffenhed.

Torsdag d. 27. januar 2000
Politimesteren i Grønland
Emnekreds: Erhverv, Love og konventioner, Ombudsmanden, Politik.

Indholdsfortegnelse: Til Grønlands Landsting I relation til licitationsloven I relation til lov om landsstyremedlemmers ansvarlighed Til Grønlands Landsting Ved skrivelse af 1. juni 1999 anmodede Landstinget mig om at efterforske en sag vedrørende det tidligere Landsstyres embedsførelse i forbindelse med et sagsforløb vedrørende Landsstyrets behandling af en sag om kollegiebyggeri i Qaqortoq i 1996, idet jeg blev opfordret til at undersøge, hvorvidt sagsforløbet gav anledning til at rejse tiltale mod et eller flere medlemmer af det tidligere Landsstyre. Jeg har nu afsluttet min behandling af sagen, og det meddeles herved, at jeg i dag i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens kapitel 5, § 19, stk. 2, l. led har bestemt, at den skal henlægges, idet der efter min opfattelse på grund af bevisets stilling ikke findes at være grundlag for at rejse tiltale imod noget medlem af det tidligere Landsstyre for overtrædelse af licitationsloven eller for overtrædelse af loven om landsstyremedlemmers ansvarlighed. Jeg henviser med hensyn til sagsforløbet vedrørende kollegiebyggeriet til den som bilag til denne skrivelse vedlagte redegørelse og knytter i øvrigt følgende bemærkninger til afgørelsen: I relation til licitationsloven Vedrørende problemstillingen i relation til mulig overtrædelse af licitationsloven bemærkes indledningsvis, at jeg deler Ombudsmandens opfattelse af, at arrangementet med bygningen af de to nye kollegiehuse i Qaqortoq reelt indebærer indgåelse af en entrepriseaftale og dermed som udgangspunkt er omfattet af loven. Det fremgår af licitationslovens $ 1, at den finder anvendelse på tilbudsgivning ved arbejder og leverancer inden for bygge og anlægsvirksomhed.. Det fremgår imidlertid også forudsætningsvis af licitationslovens $ 5, stk. 1, at der er mulighed for i stedet for udbud i offentlig licitation at vælge at modtage underhåndsbud, idet det er anført, at ved underhåndsbud rettes opfordringen til at byde direkte og maksimalt til to bydende fra hvem bud ønskes. Sagen må derefter efter min opfattelse på dette punkt vurderes sådan, at Landsstyret i 1996 indhentede og accepterede et underhåndsbud. Det må efter min mening lægges til grund, at den af Landsstyret valgte konstruktion med købs- og salgsaftalen er usædvanlig og at den øjensynligt er tilvejebragt for at undgå udbud i offentlig licitation. Den fremstår således i forvaltningsretlig sammenhæng som omgåelse af gældende bestemmelser og dermed som angribelig og kritisabel. Når man imidlertid henser til indholdet af licitationslovens $ 5, der åbner mulighed for afgivelse af underhåndsbud, så finder jeg ikke, at der er udsigt til, at noget medlem af det tidligere Landsstyre ville kunne dømmes for overtrædelse af licitationslovens bestemmelser. Det bemærkes i øvrigt i relation til regelsættet vedrørende licitation, at Hjemmestyrets bekendtgørelse af 1. december 1994 om udbud af arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed med finansiering fra Hjemmestyret ikke indeholder nogen foranstaltningshjemmel, men alene regler om, at overtrædelse af bestemmelserne kan medføre bortfald af finansiering, tilsagn om tilskud, refusion, lån eller garanti, jf. § 9. I relation til lov om landsstyremedlemmers ansvarlighed I denne lovs $ 6 er anført, at et medlem af Landsstyret (kan) idømmes en foranstaltning, jf. § 10, hvis vedkommende forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler medlemmet i henhold til landstingsloven om Landstinget og Landsstyret eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed. Det er bestemmelsens to sidste led, der i denne forbindelse har givet anledning til overvejelser. Som bemærket ovenfor foreligger der efter min opfattelse ikke en overtrædelse af licitationsloven, som kan give anledning til påtale. Den samlede konstruktion vedrørende købet af de to kollegiehuse mod betaling af 2,7 millioner kr. og den gamle bygning B 807 er dog af så usædvanlig karakter, at det kan give anledning til overvejelse af, om der er tale om forhold af en sådan grovhed, at en tiltale kan komme på tale i relation til § 6’s sidste led om tilsidesættelse af de pligter, der følger af stillingens beskaffenhed. Det kan konstateres, at der ikke i sagens righoldige bilagsmateriale foreligger konkrete oplysninger om entreprisesummens samlede størrelse, og det kan ligeledes konstateres, at værdiansættelsen af bygning B 807 svinger fra et beløb på 1,2 millioner kr. til de 300.000,-, som endte med at blive summen fastsat i aftalen mellem Hjemmestyret og entreprenøren og det kan endelig konstateres, at der ikke fra Landsstyrets side er søgt tilvejebragt nogen nøjere dokumentation for bygning B 807s værdi. Dette må som nævnt anses for usædvanligt og som anført af Ombudsmanden indebærende en sådan grad af irregularitet, at det i forvaltningsretlig sammenhæng må anses for stærkt kritisabelt. Tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen har imidlertid om baggrunden for dispositionerne forklaret, at kollegiebyggeriet fremstod som en både god og billig løsning for Hjemmestyret. Dette var fordi Erik Nørskov ApS havde ekspertisen fra tidligere byggeri af tilsvarende art og dermed ingen eller begrænsede udviklingsomkostninger. Den afhændede bygning B 807 fremstod for alle som en bygning af begrænset værdi. Man havde fra Landsstyrets side opfattelsen af at handle i fuld åbenhed i forhold til Landstingets Finansudvalg, som man mente at forelægge det samlede projekt til godkendelse. Dette understøttes af den ret udførlige skrivelse til Finansudvalget og af nogle af forklaringerne fra medlemmernes side. Når der tages hensyn til alle disse momenter og til den usikkerhed, der da bestod men hensyn til Finansudvalgets kompetence samt til den omstændighed, at udvalget faktisk godkendte købet af de to nye kollegiehuse, så finder jeg ikke, at der trods de påviste tilsidesættelser af forvaltningsretlige principper er fuldt tilstrækkelig anledning til en tiltalerejsning mod tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen eller andre medlemmer af Landsstyret for overtrædelse af $ 6 i lov om landsstyremedlemmers ansvarlighed. Der foreligger efter min vurdering ikke en uagtsomhed af så grov karakter, at der skønnes at være udsigt til, at en domstol ville dømme for forholdet. Kerneområdet for anvendelse af bestemmelsen er efter min opfattelse situationer, hvor der enten foreligger klare tilsidesættelser af konkrete lovbestemmelser eller hvor der er tale om, at et sagsforløb søges skjult. Det er efter min vurdering ikke situationen i denne sag, selv om der foreligger en række angribelige dispositioner vurderet ud fra en forvaltningsretlig synsvinkel. Samlet finder jeg således ikke grundlag for at rejse tiltale imod nogen i sagens anledning. Min afgørelse kan påklages til Rigsadvokaten, hvis adresse er Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K. Jørgen Meyer