Undersøgelser i den forløbne uge frikender Landstingets formand

Undersøgelser i den forløbne uge frikender Landstingets formand for ansvaret for udsættelsen af landstingets forårssamling.

Lørdag d. 19. april 1997
Daniel Skifte
Emnekreds: Politik.

Vi henviser især til en embedsmandsrapport om Landstingsbureauets arbejde i tiden op til den planlagte forårssamling. Denne rapport er taget til efterretning af et enigt formandskab.

Grunden til udsættelsen af forårssamlingen skal søges i de nye regler for indlevering af forslag til behandling i landstinget. Der er behov enkelte praktiske ændringer, der vil løse problemerne for tiden fremover.

Atassut kan derfor ikke acceptere at Landstingets formand hænges ud som den skyldige i forsinkelsen. Han har gjort sit arbejde godt i samarbejde med et helt nyt hold medarbejdere.

Atassut er tilfredse med landsstyresamarbejdet mellem Siumut og Atassut. Vi har gennem de første 2 år opnået mange gode resultater. Økonomien er sund og stabil, inflationen er næsten ikke til at måle, folk har flere penge mellem hænderne. KNI er bragt på fode, Tele Greenland, Royal Arctic Line og de øvrige hjemmestyrejede virksomheder kører godt - med takstnedsæt telser og fornuftige overskud..

Den stabile økonomi bruger vi i en forøgelse af boligbyggeriet og nedsættelse af de faste omkostninger til glæde for både erhvervslivet og de enkelte familier.

Vi mener kort sagt at samarbejdet mellem Siumut og Atassut har fungeret næsten over forventning godt - til glæde for alle i Grønland.

Det er man nu, måske, ved at sætte over styr - tilsyneladende styret af ønsker internt i Siumut.

Atassut skal derfor slå fast, at vi ønsker samarbejdet fortsat på uændrede vilkår i den aftalte periode på fire år.

Og vi skal gøre opmærksom at alternativet - hvis det virkelig er et ufravigeligt krav fra Siumut at Landstingets formand Knud Sørensen skal erstattes med en siumutter - det er udskrivning af valg. Sådan er loven, Landstingets formand er valgt for hele valgperioden, for at sikre hans politiske uafhængighed. Vi kan ændre loven, men statsretligt kan det ikke få virkning før efter et nyvalg.

Sådan ligger landet. Siumut kan fortsætte et godt samarbejde, som alle er tilfredse med. Eller Siumut kan kaste landet ud i et valg.