Pølsen uden ende...

Det var da godt, at Ole Ramlau-Hansen kom ind i bestyrelsen i december og fik sendt en delegation til Kina for at finde ud af, hvad der skete derude, - og hvad der altså ikke skete derude.

Fredag d. 28. januar 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Politik, Puisi.

Grønland faldt tilsyneladende i røverkløer, da H.-P. Barlach Christensen indledte sit samarbejde med super-platteren Dave Stevens. Amerikaneren, som overbeviste alle om, at han kan sælges pølser og piller i Kina for millioner. Dave Stevens evnede bare ikke at få produktionen igang.

50 millioner kroner er investeret i projektet, uden den grønlandske partner har sikret sig rygdækning. Aldrig er et projekt af en sådan størrelse blevet kørt så uprofessionelt, som i tilfældet Puisi A/S.


Tidligere skrevet
om Puisi A/S:
14/1-2000: Det går den rigtige vej - trods alt
8/11-1999: Den grønlandske konkurrencelov - 2. Lidt om Grønland
29/10-1999: Fænomenet Puisi
12/10-1999: Finansloven år 2000
24/9-1999: Åbningstalen ved Landstingets efterårssamling 1999
14/5-1999: Puisi, pølser, piller og politik
20/4-1999: Puisi A/S bruger penge uden at have dem!
13/4-1999: Historien gentager sig igen og igen og igen...
9/3-1999: Puisi A/S - mest politik?
2/2-1999: Aftale ved etablering af landsstyrekoalitionen
Det er meget vigtigt, at Grønland nu tager ved lære af fejlen, og at der placeres et ansvar. Der må nu statueres et eksempel på, hvad man kan, og hvad man ikke kan for offentlige penge. Og det er vigtigt, det bliver offentliggjort, hvad der er sket i sagen Puisi.

Det er meget godt, at de offentligt ejede aktieselskaber kan skjule sig under aktieselskabsloven bestemmelser om bestyrelsesmedlemmers tavshedspligt. Men det er altså skatteborgernes penge, som bruges til at spille Matador. Derfor har de et berettiget krav på at få at vide, hvad pengene er brugt til.

Ejeren er ikke underlagt nogen tavshedspligt og kan offentliggøre, hvad der er sket.

I Puisi er der faktisk ikke investeret privat kapital - kun en enkelt million. Alle pengene er skatteborgernes eller SIK-medlemmernes, og de har ret til lige så stor indsigt.

Det nytter ikke, at bestyrelse og ledelse prøver at køre et projekt som Puisi i det dulgte. Alt skal frem.

Vi må have oplyst, hvad der gik galt, hvad pengene er brugt til, hvor mange penge, der er lånt ud til Dave Stevens, så han var i stand til at investere i det kinesiske selskab, og hvor mange penge, der er sendt til Kina for at finansiere driften af det kontor, som aldrig har bestilt noget. I alle tilfælde er det Puisi, der har betalt og lånt penge til Dave Stevens, men eksisterer der et gældsbrev?

Det er også interessant at få at vide, hvorfor bestyrelsen ikke vidste, at fabrikken slet ikke er indrettet og igang.

Det var da godt, at Ole Ramlau-Hansen kom ind i bestyrelsen i december og fik sendt en delegation til Kina for at finde ud af, hvad der skete derude, - og hvad der altså ikke skete derude.

Hele økonomien i projektet er baseret på, at pillerne blev solgt i Kina. Derfor har Kina hele tiden været nøglen til projektets overlevelse. Det må have været centralt for bestyrelsen at vide, hvad der skete derude.

Men tilsyneladende har man bevidst eller ubevidst lagt sin skæbne i Dave Stevens hænder, og han har åbenbart ikke været i stand til at løse opgaven.

Det er helt utilstedeligt, at bestyrelsen ikke har krævet papirer på, hvad der skete i Kina, hvad datterselskabet ville betale for spæk, og hvor meget man ville aftage. Det er normalt mellem to virksomheder, der handler med hinanden, at der foreligger et skriftligt tilbud på pris og mængde.

Principielt er der ingen forskel på, at Puisi handler med Sino-Am-Arctic eller et canadisk pilleselskab.

Det har kendetegnet Puisi, at der ikke har foreligget skriftligt materiale på noget som helst. Sådan kan man altså ikke lege med 50 millioner af skatteborgernes kroner.

Det værste er, at et ellers godt projekt, som kunne sikre fangererhvervet i Grønland og beskæftigelsen i Nanortalik, er kørt i sænk.

Nu må vi krydse fingre for, at rekonstruktionen lykkes.