Eiffeltårnet kan stadig sælges

Selv det mest svimle hashvrag har en sundere dømmekraft end den samlede bestyrelse i Puisi A/S

Søndag d. 30. januar 2000
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi, Økonomi.

Da jeg var dreng var der en vandrehistorie, som engang imellem dukkede op i aviserne. Den handlede om, at et eller andet fjols havde købt Eiffeltårnet.

Det grinede vi meget af.

Der var selvfølgelig ingen af os, der troede det kunne lade sig gøre - at bilde nogen ind at Eiffeltårnet var til salg og ovenikøbet "sælge" det - og få penge for det!!!

Men nu her 40-50 år senere bliver jeg i tvivl. Historien kan godt være sand.

Og efterfølgende skete der måske det, at det gik op for den stakkels "køber", at han havde dummet sig voldsomt. Da han ikke længere kunne klare, at alle han mødte brød ud i spontan latter, når de genkendte ham, så tog han ind på Hauser Plads i København, søgte job ved GTO og tog til Grønland.

Her var der liv og glade dage, når de 18 timers arbejde i døgnet var overstået, og her spredte han sine gener, når han ellers fik held til det.

Hvorfor tror jeg det er gået sådan? - Fordi en række af hans tilfældige efterkommere idag sidder på fremtrædende poster i Siumutpartiet. Et par eller to i landsstyret, og resten spredt i hjemmestyret og de forskellige hjemmestyreejede virksomheder - som vicedirektører, direktører, bestyrelsesformænd og bestyrelsesmedlemmer, som konsulenter i hjemmestyrets forskellige direktorater, i SIK og SIK's pensionsfond osv osv.

Anden forklaring kan jeg ikke finde på den uafviselige og - kronologisk set - næsten musikalske rytmik der er i dumhederne.

Helt aktuelt - "som rosinen i pølseenden" - Puisi-skandalen:

Citat: "Puisi har fået oplyst, at det kinesiske datteselskab Sino-Am-Arctic ville betale 500 kroner pr kg spæk. Det er der budgetteret med."
Sermitsiaq nr. 4 28. januar 2000, side 8


Med overhængende fare for, at jeg bliver nødt til at dementere følgende oplysninger - for de kan næsten ikke være rigtige - så har man i Puisi's bestyrelse budgetteret med en salgspris på sælspæk på 500 kr. pr. kg.

Og det har jeg - på utallige rejser i Grønland - gået og jokket på ude i bygderne!

  • Så meget koster ikke engang ægte håndknyttede persiske børne-slaveri-arbejder-tæpper pr fodareal.
  • Så meget koster fin fransk rødvin ikke pr liter - inklusive fragt, snobbetillæg og spritafgifter.


Og hvis Qanorooq gik op foran Brugsen i Nuuk - det er der de sædvanligvis gennemfører deres opsøgende journalistik - og spurgte folk, om man kunne få 5 kr. - 50 kr. eller 500 kr. pr kilo sælspæk, så ville det vise sig, at selv det mest svimle hashvrag har en sundere dømmekraft end den samlede bestyrelse i Puisi A/S (her heldigvis undtagen direktør for Royal Greenland, Ole Ramlau Hansen, der fik stoppet karrusellen, da han den 18. december 1999 trådte ind i bestyrelsen og så, hvad der trak den rundt).

Jonathan Motzfeldt, der som landsstyreformand repræsenterer hovedaktionæren, vil bringe Puisi på køl igen ved at snakke sammen på den kommende ordinære generalforsamling :-)

Og bestyrelsesformanden for Puisi A/S - Lars Emil Johansen - der også har et bijob som vicekoncernchef i Royal Greenland og som i sin tid opfandt Puisi, da han var landsstyreformand, og den nu fyrede direktør for Puisi A/S, H.P. Barlach-Christensen, var hans ministersekretær - han kunne i et interview i Qanorooq fortælle at ejerne ikke have tabt penge. De var bare gået glip af en fortjeneste på 100 millioner kroner.

Lad den stå lidt og imponere med sit simili-diamant-smykke lys! Som Eiffeltårnet ved årssskiftet nytårsnat 1999/2000: En fortjeneste på 100 millioner kr..

  • En fortjeneste på 100 millioner kroner ud fra et afkast på for eksempel 10% af omsætningen - det svarer til en årsomsætning på 1 milliard kr.
  • En fortjeneste på 100 millioner kroner ud fra et afkast på for eksempel 20% af omsætningen - det svarer til en årsomsætning på 500 millioner kr.v


Og det skal man høre fra vicedirektøren for et hjemmestyreejet firma med en årsomsætning på 3 milliarder kr., der endnu ikke har præsteret en eneste krone i overskud!

  • I forhold til Puisi A/S bør der effektueres et betydeligt ejeransvar.
  • I forhold til vicedirektøren i Royal Greenland bør der effektueres et betydeligt bestyrelsesansvar.


Vil det ske? - Nej!
Problemet er ikke, at ejerens (os alle sammens) repræsentant - landsstyret - ikke ønsker at foretage de nødvendige skridt til at ændre kursen fra vanvid til forsøg på fornuft.

Problemet er meget mere alvorligt. Problemet er, at man i landsstyret og i landsstyrekoalitionen ikke forstår, at det er nødvendigt. "Tingene ordner sig nok gennem et par kammeratlige samtaler - bare vi er enige, så går det nok."

Og det der Eiffeltårn - er det forresten stadig til salg?