Lad os så komme videre
Ikke alene er Landstinget tilsyneladende ligeglade med, hvad befolkningen, dets vælgere og skatteyderne mener, Landstingets flertal er også ligeglad med de demokratiske spilleregler. Landstingets flertal havde på forhånd besluttet, at Puisi-sagen skal begraves, og målet helliger alle midler
Fredag d. 27. oktober 2000
Sermitsiaq
Emnekreds:
Erhverv
,
Politik
,
Puisi
.
Ikke alene er Landstinget tilsyneladende ligeglade med, hvad befolkningen, dets vælgere og skatteyderne mener, Landstingets flertal er også ligeglad med de demokratiske spilleregler. Landstingets flertal havde på forhånd besluttet, at Puisi-sagen skal begraves, og målet helliger alle midler.
Formandskabet stoppede debatten og dermed Puisi-sagen. Man kan også sige, at Atassut og Kandidatforbundet blev taget på sengekanten og faldt for deres egen strategi, da de overraskende indledte deres frontale angreb på landsstyret med en mistillidserklæring til Simon Olsen.
Smart nok havde Revisionsudvalget drejet fokus væk fra Puisi-sagen og over på en ligegyldig revisionssag omkring Great Greenland. En revisionssag, der burde være behandlet på embedsmandsplan, før Landstinget overhovedet brugte tid på den.
Det kan godt være, at oppositionen er irriteret på landsstyremedlemmet for erhverv, Simon Olsen, men det var næppe det rigtige sted at sætte angrebet ind.
Og regeringspartierne brugte da også Great Greenland-kritikken til at få stoppet Puisi-sagen ved at bede om at få dagsordenspunktet bragt til afstemning. Argumentationen var, at alle ordførertaler havde anbefalet, at regnskabet blev godkendt med revisionsudvalgets bemærkninger.
Men efter at regeringspartierne havde nedstemt mistillidserklæringen og dermed forhindret, at man gik over til det næste punkt på dagsordenen, ligger det implicit i afstemningen, at debatten om punktet fortsætter. Der var allerede landstingsmedlemmer, som på det tidspunkt havde fingeren oppe for at fortsætte debatten.
Landstingets formand Ole Lynge må i den situation ikke stoppe debatten.
Når demokratiet netop hviler på debat og meningsudveksling, er det utrolig vigtigt, at han ikke tromler flertallets ønske igennem ved at stoppe oppositionens mulighed for at komme til orde.
Inuit Ataqatigiit og Siumut ønskede ikke en debat om Puisi. For uanset hvordan man vender og drejer den sag, så er Landstinget ikke blevet informeret, hverken af Puisi eller landsstyret.
At Landstinget selv har et kolossalt ansvar, fordi det ikke krævede et mere grundliggende materiale for at bevilge garantien, bør ikke forhindre, at debatten fortsætter, og at alle oplysninger i den spegede sag kommer frem.
Men der er to væsentlige ting i denne sag, som alle politikere bør tænke over.
For det første har behandlingen af sagen resulteret i mistillid mellem Landsting og landsstyre. Landstinget stoler ikke længere på landsstyret. Det er katastrofalt. Landsstyret må hurtigst muligt genoprette tilliden i Landstinget, ellers vil det videre parlamentariske arbejde gå i stykker.
For det andet betyder Puisi-sagen, at alle nye tiltag stoppes. Ingen tør gøre noget, ingen tør beslutte noget. Vand- og is-eksporten udsættes, selv om sagen er meget vigtig. Fiskeriloven udsættes og skal laves om, selv om der også er gode tanker i den. Der er tre behandlinger, fordi der kan foretages ændringer, og man kan høre forskellige interesser. Det kan da ikke være så svært. Men tilsyneladende tør ingen gennemføre nye initiativer, som kræver nytænkning.
Ingen tør. gribe fat i Puisi-sagen og sige, at den grundliggende tanke er rigtig. At den første gruppe personer ødelagde projektet, er ikke ensbetydende med, at det ikke skal gennemføres.
Vi har millioner af sæler. Der er ingen tvivl om, at der kan sælges sælolie-piller, at kødet kan bruges, at skindene kan bruges, og at affaldet kan bruges til hundefoder.
De grundliggende tanker og ideer bag projektet er stadig rigtige.
Se nu at få Puisi-debatten afsluttet, få det politiske ansvar placeret, og lad os komme vide're. Det nytter ikke, at alt står stille, fordi ingen vil påtage sig et ansvar i den sag.
Ingen kan påstå, at de ikke vidste noget, for det stod i Sermitsiaq. Hele vejen igennem projektet fortalte vi om mulighederne og forhåbningerne, men afslørede også hver gang, der skete noget forkert.
Men ingen stolede på os.
Så kære politikere, påtag jer nu det ansvar, indrøm at I ikke vidste nok, og lad os så komme videre.