Rejsen til Amerika XV - Henrik Kaufmann

Amerikanerne behøvede blot at annullere den del af aftalen fra 1917 i forbindelse med overdragelsen af De Dansk-Vestindiske Øer, hvor de opgav deres krav på Thule-området. Aftalen var kun 30 år gammel og Danmark havde netop gennem 5 år vist sig ude af stand til at opretholde kontakten med kolonien Grønland. Det havde amerikanerne måtte klare for os - ikke bare for "deres eget Thuleområde", men for hele Grønland

Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Rejseberetninger, Thule Air Base.

Den danske ambassade

I de uger hvor vi var i USA udkom i Danmark en bog om Henrik Kaufmann. Den bog så man frem til med en vis interesse på den danske ambassade i Washington. Henrik Kaufmann var Danmarks ambassadør i Washington under Anden Verdenskrig. (Ambassaden er bygget på et stykke jord, som Henrik Kaufmann ellers havde købt til sig selv, men som han senere solgte til den danske stat for købsprisen. Efter sigende en meget favorabel handel for den danske stat). The United States relinquished its claim to land in northern Greenland, based on the explorations of the American explorer Robert Edwin Peary, when it purchased the Virgin Islands from Denmark in 1917. In May 1921, Denmark declared the entire island of Greenland to be Danish territory, causing a dispute with Norway over hunting and fishing rights. In 1931 a strip of land on the east coast was claimed by some Norwegian hunters, whose action was later recognized by the Norwegian government. The occupation was invalidated by the Permanent Court of International Justice at The Hague in 1933. "Greenland," Microsoft(R) Encarta(R) 97 Encyclopedia. (c) 1993-1996 Microsoft Corporation. All rights reserved. Det var Henrik Kaufmann der i 1941 på egen hånd indgik en aftale med USA om forsvar af Grønland og placering af baser i Grønland. Aftalen ville selvsagt ikke blive bakket op af den danske regering, da Danmark på det tidspunkt var besat af Tyskland. Da Anden Verdenskrig brød ud, var den internationale anerkendelse af den entydige tilknytning mellem Grønland og Danmark endnu ganske ny. Amerikanerne havde endeligt opgivet deres territorialkrav på området ved Thule i forbindelse med købet fra Danmark af De Dansk-Vestindiske Øer i 1917. Danmark erklærede hele Grønland for dansk område i 1921, men først i 1933 efter en afgørelse ved domstolen i Haag, var tilknytningen mellem det samlede Grønland og Danmark internationalt anerkendt. Derfor må man sige, at ambassadør Henrik Kaufmann gjorde en dyd af nødvendigheden, da han på den danske regerings vegne indgik denne aftale med amerikanerne. Amerikanerme havde brug for kryolit fra Ivittuut i deres flyproduktion. De betalte for kryolitten ved at vareforsyne Grønland under hele verdenskrigen. Der var brug for flyvebaser i Grønland til optankning mellem det amerikanske kontinent og Europa. Der blev derfor anlagt landingsbaner i Narsarssuaq, ved Marraq syd for Nuuk, i Kulusuk og i bunden af Søndre Strømfjord/Kangerlussuaq. Endelig havde man brug for vejrstationer i Grønland. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig kom den kolde krig mellem Østblokken og de lande, der allierede sig i NATO. Her blev det hurtigt klart, at der var behov for et fremskudt radaranlæg, der kunne kigge dybt ind i Sovjetunionen. Valget faldt som bekendt på det område i Thule, der idag er kendt som Pituffik. Der valgte de vestallierede at anlægge en base. Det er ikke ganske klart, hvem der bestemte i denne sag. Formelt og i internatiomal sammenhæng var området dansk. På den anden side var basen så afgørende for de vestallierede, at Danmark kunne risikere at blive skudt til side, hvis den danske regering havde nægtet amerikanerne at anlægge basen som et led i NATO-samarbejdet. Amerikanerne behøvede blot at annullere den del af aftalen fra 1917 i forbindelse med overdragelsen af De Dansk-Vestindiske Øer, hvor de opgav deres krav på Thule-området. Aftalen var kun 30 år gammel og Danmark havde netop gennem 5 år vist sig ude af stand til at opretholde kontakten med kolonien Grønland. Det havde amerikanerne måttet klare for os - ikke bare for "deres eget Thuleområde", men for hele Grønland. Tvangsforflytningen af befolkningen fra Uummannaq til Qaanaaq

Den sidste jordhytte ved Uummannaq

Tvangsforflytningen af befolkningen fra Uumannaq til Qaanaaq har været et varmt emne i mange år. Nu har en gruppe Thulebeboere besluttet at indstævne den danske stat for menneskeretsdomstolen i Strassbourg, og formanden for Inuit Ataqatigiit, Josef Motzfeldt, bruger en del af sin nytårsudtalelse ved årsskiftet 1996/97 på netop dette spørgsmål. Blandt mange andre har Læge Lars Mosgaard i Qasigiannguit skrevet et besindigt indlæg om denne sag (Politik er det muliges kunst). Jeg har selv tidligere skrevet lidt om dette emne på ATAGU's debatsider (Nogle tanker om Thule Air Base - inden hykleriet når historiske højder) Det har været diskuteret, om det var Danmark eller USA, der fandt på tvangsforflytningen. Hvis vi kan blive enige om, at anlægget af basen var en nødvendig foranstaltning, både for Danmark og USA som for de øvrige vestallierede - herunder for Grønland, der var og stadig er en del af den vestlige hemisfære - så behøver vi ikke interessere os så meget for hvem der fandt på flytningen, som hvorfor nogen fandt det nødvendigt at flytte befolkningen. Flytningen skete af hensyn til befolkningen selv. Det lokale fangerråd havde været inde i flere forhandlinger med amerikanerne, fordi man ønskede adgang til basens losseplads. Der lå meget affald på lossepladsen, som havde stor værdi for beboerne i det nærliggende Uummannaq. En tæt kontakt med basen ville have reduceret den mandlige del af befolkningen til "lossepladseskimoer" og den kvindelige del af befolkningen til et fast element i det amerikanske militærs natlige underholdning. Det var blandt andet det man undgik ved at flytte befolkningen. Man undgik også noget andet og måske endnu mere dystert. Den amerikanske base i Pituffik har hele tiden siden dens anlæggelse og op til Murens Fald, været et mål for raketangreb fra Østblokken. Med forflytningen rykkede Thulebeboerne et godt stykke ud af farezonen Rejsen til Amerika - Forord og indhold Forrige afsnit: Rejsen til Amerika XIV - En tur i meningskarussellen Næste afsnit: Rejsen til Amerika XVI - Arlington National Cemetary. Rejsen til Amerika - Forord og indhold Forrige afsnit: Rejsen til Amerika XIV - En tur i meningskarussellen Næste afsnit: Rejsen til Amerika XVI - Arlington National Cemetary