Rejsen til Amerika XX - Holocaust Museet

Jeg ville helst ikke besøge museet. Jeg bliver dårlig - også af at tænke på det. Alligevel skylder jeg læserne at gengive en enkelt oplevelse på museet, som var så mærkelig at jeg en tid troede at den var aftalt og iscenesat

Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Etik, Love og konventioner, Rejseberetninger, Thule Air Base.

Det sidste sted jeg vil skrive om fra vores besøg i Washington, er United States Holocaust Memorial Museum. Det er et museum, der belyser de frygtelige ting, der foregik under anden verdenskrig, hvor millioner af mennesker blev myrdet af nazisterne efter en storstilet og nøje tilrettelagt plan.

"Museets primære formål er at udbrede viden om denne tragedie uden fortilfælde, at bevare for eftertiden mindet om dem der led, og inspirere museets gæster til at gennemtænke de moralske og etiske spørgsmål, der udspringer af begivenhederne, såvel som deres eget ansvar som medborgere i et demokratisk samfund".

Begivenhederne under anden verdenskrig var uden kendte fortilfælde. Det er derfor særligt tragisk, at der er adskillige eksempler på senere efterligninger - muligvis i mindre målestok, men ikke mindre brutale. De sidste tilfælde der falder i tankerne, er folkemordet i Rwanda, og de etniske udrensninger i Bosnien.

En fabrik til gasning og afbrænding
Jeg ville helst ikke besøge museet. Jeg bliver dårlig - også af at tænke på det. Alligevel skylder jeg læserne at gengive en enkelt oplevelse på museet, som var så mærkelig at jeg en tid troede at den var aftalt og iscenesat.

Da vi ankom til museet blev vi modtaget af - jeg tror, det var lederen af museet. Vi blev ledt ind i museet og fik hver udleveret et pas. Passet indeholdt foto, navn og personlige oplysninger på en af de mange millioner jøder, der blev myrdet af nazisterne. Museet er fremstår som en gammeldags fabrik med rå murstensvægge, betongulve og trapper og gangbroer af nittede jernbjælker og -plader. En fabrik til gasning og afbrænding af mennesker.

Vi blev ført ind et gaskammer og døren lukkede til. Det var en elevator op til næste etage. Her fik vi - midt på gangen - et foredrag om tanken bag museet og museets tilblivelse. Rundt om os var der halvmørkt. Det meste lys kom fra forskellige ting, der var udstillet og små grupper af folk gik tavse forbi.

Flugten over Øresund i 1943
Jeg lagde godt mærke til en lille dame og en flok skolebørn, der gik forbi. Damen stoppede op og lyttede lidt til os med hovedet på skrå. Så brød hun ind og spurgte os, noget eksalteret, om vi var "danish parlamentarians" - danske parlamentarikere. Det var vi.

Nu tilkaldte hun børnene, og i overstrømmede, næsten grædefærdige vendinger fortalte hun børnene, at her var nogle parlamemtarikere på besøg fra Danmark - dem hun havde fortalt om, der havde stået sammen og reddet jøderne til Sverige, så de undgik at blive taget af nazisterne og ført til aflivning i Tyskland.

Børnene kiggede forlegent på os og vi kiggede forlegent på børnene. For det var jo ikke os, der havde reddet jøderne. Kun et par stykker af os var født dengang. Damen ville absolut trykke os i hånden én efter én og takke os. Jeg fik gemt mig af vejen, og undgik et håndtryk - hvad jeg senere blev bebrejdet af min kone. Men det var simpelt hen for meget. Midt i det der uhyggelige museum.

Ærlig talt, så troede jeg i nogle minutter, at det var aftalt spil. Så mange tilfældigheder på så lille et sted i så kort et tidsrum.

Længere fremme i udstillingen lå en af de både, jøderne var blevet sejlet over Øresund med. Det kunne være en af de både, jeg hoppede rundt i som dreng i Rungsted Havn engang i halvtredserne. En nitten fods jolle med en indenbords semidiesel glødehovedmotor. Og på en tavle med navne på 1.000 mennesker, der af staten Israel var nævnt som nogen der havde gjort en særlig indsats for jøderne under anden verdenskrig, stod på sin egen linie "The Danish People" - det danske folk.

H. P. Clausen var mindre imponeret: "Ja ja, men vi tog os godt betalt for at sejle dem derover".

Folk som du og jeg
De mange millioner mennesker, der blev myrdet af nazisterne, det var folk som du og jeg. Det kan vi hurtigt blive enige om.

Men de mennesker, der deltog i myrderierne - det var også folk som du og jeg. Alle undersøgelser viser, at de fleste af dem, der deltog aktivt i jødeudryddelsen, var ganske almindelige mennesker.

Det er den vigtigste lære vi kan drage af Holocaust. Hvert enkelt menneske er med til at forme samfundet - enten ved at være passiv og lade andre bestemme, eller ved at være aktiv og skaffe sig indflydelse. Og det er vigtigt at skaffe sig indflydelse på samfundets udformning. For det er samfundet, der kan vende frygteligt og overvældende tilbage og presse det enkelte menneske til handlinger, som dem vi bliver mindet om i Holocaust Museet, og dem vi ser og hører om i TV, radio og aviser - fra Rwanda, Bosnien, Burma og mange andre steder på jorden.

Det er hvad stifterne af museet tænkte på, da de skrev: "Museets primære formål er at udbrede viden om denne tragedie uden fortilfælde, at bevare for eftertiden mindet om dem der led, og inspirere museets gæster til at gennemtænke de moralske og etiske spørgsmål, der udspringer af begivenhederne, såvel som deres eget ansvar som medborgere i et demokratisk samfund".
Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit: Rejsen til Amerika XIX - The Digital Library of Congress
Næste afsnit: Rejsen til Amerika XXI - "Hjemme igen" i New York