Rejsen til Amerika - Den fjerde jernmeteorit

Vi hade ledt efter den flere aar i træk, og der gik sagn om den blandt eskimoerne, der i gammel tid hade faaet alt deres metal ved at hugge fliser av disse jernklumper. Efter at knive og økser var kommet til landet, var man dog ophørt at hente jern ved meteorerne, og nu hade man glemt, hvor denne laa, vidste kun, at det var et eller andet sted paa en bestemt halvø

Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Rejseberetninger.

Citat fra :
"Bogen om Knud - skrevet af hans venner" Westermanns Forlag 1943. Fra kapitlet "Kammerat Knud" Af forfatteren Peter Freuchen.

Side 114: Saa pludselig lød der et raab henover pladsen. Hundene, der var bundet udenfor, begyndte at hyle. Det var slæder nordfra; aarets første besøg fraden kant, og saa glemte vi alt andet og var kun optaget av at høre nyt og se fremmede ansigter.

Det viste sig, at der laa en amerikansk expedition oppe ved Etah, og det var svensk-amerikaneren Elmer Ekblaw, der kom ned. Han havde faaet nys om, at der var fundeten meteorsten, som han vilde sikre sig til Museum of Natural History i New York. Der findes jo de andre, de berømte som Peary har bragt hjem her oppe fra. Nu vilde de ha den sidste med.

Glæde ved at se nyankomne! Vi løb ud og tog imod den hvide mand og hans følge, og Knud Rasmussen udtalte de hjerteligste velkomstord og bød ham ind.
. .
Side 118: Vi skulde ned efter denne meteorsten, som amerikanerne hade hørt nys om. Det hade vi osse! Vi hade ledt efter den flere aar i træk, og der gik sagn om den blandt eskimoerne, der i gammel tid hade faaet alt deres metal ved at hugge fliser av disse jernklumper. Efter at knive og økser var kommet til landet, var man dog ophørt at hente jern ved meteorerne, og nu hade man glemt, hvor denne laa, vidste kun, at det var et eller andet sted paa en bestemt halvø.

Vi selv hade ledt og ledt, men intet fundet. Men i sommerens løb hade en ung mand, Qitlugtoq, opdaget den, og det var det, vi skulde til Kap York efter for at undersøge det nøjere. Den amerikanske expedition hade ogsaa hørt om sagen, og nu skulde Ekblaw altsaa sikre sig stenen for dem.

Men ak, stenen var saa sikker for Danmark, som om den allerede hade ligget i Mineralogisk Museum, hvor den er nu. Det var kun en smal sag for Knud at forklare, at den var hans. Han hade ledt efter den i aarevis, og han sae "vi", da han omtalte fundet. Han forklarede, at Qitlugtoq hade modtaet en bøsse som betaling, og at Knuds mærke, nemligen lille varde, var sat op ved stedet som tegn paa, at stenen var hans. Rapport var alt avsendt til Danmark.

Overfor dette bøjede Ekblaw sig. - Men selvfølgelig, sae Knud, lad os komme ned og se paa den, jeg vil være glad ved at vise den til Dem; selvom det er mørkt, vil De dog kunne faa et indtryk av, hvorledes den ser ud!

I parentes maa det bemærkes, at Knud ikke anede noget somhelst om, hvor stor stenen var, dens form eller farve, saa han holdt sig til mystiske vendinger og forblommede udtalelser, naar Ekblaw spurgte om den.

Men det var en smal sag for Knud, da vi kom til Kap York at faa fat i Qitlugtoq og sende ham avsted i forvejen ned til meteorstenen for at bygge den lille varde ved stenen, som Knud hade omtalt. Saa gik der et par dage, hvor "visse forhold" bevirkede, at vi maatte vente i Kap York, og Knud holdt Ekblaw optaget og interesseret. Stenen løb jo ikke fra os. Men da Qitlugtoq kom tilbage og meddelte, at alt var i orden, skyndede Knud paa, og mange eskimoer sluttede sig til. De selv vilde gerne se den sten, som deres forfædre med møje hade hugget jernfliser ud av til knive.

Rejsen til meteoren blev en pilgrimsfærd, men den konstaterede uigenkaldeligt, at stenen var dansk, og Knud fortalte, at der allerede var sendt budskab til Danmark med bestilling paa grejer til at faa den ned ad fjeldet og ombord i skibet, der skulde bringe den til København.

Den slags sager var smaating for Knud Rasmussen at ordne. Den mand var ikke født, som klarede sig mod ham ved et forhandlingsbord, og saa er der jo, som erfarne folk ved, altid en forskel paa forhandlingsmøderne, hvad enten man befinder sig nord for polarkredsen eller sydpaa nede i civilisationen.

Men Ekblaw mindes til sin dødsdag, at han blev kongeligt beværtet av Knud Rasmussen i Thule.

Retur til: Rejsen til Amerika V - The American Museum of Natural History
Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit: Rejsen til Amerika XXV - FN - de små lyder, de store forbryder