Arbejdernes internationale kampdag – 1. maj 2009
Under debatten om levevilkårene og især debatten om børns vilkår, er det ved en række undersøgelser og rapporter påvist, at selv en familie, hvor både mor og far har et job, kan have meget svært ved at betale de basale udgifter månedlige udgifter. Det er at betragte som et fundamentalt samfundsmæssigt problem, idet man burde kunne forvente, at det at have arbejde skulle give grundlaget for at kunne forsørge sig selv, også uden hjælp fra det offentlige.
Onsdag d. 6. maj 2009
Kuupik Kleist
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Bosætning
,
Erhverv
,
Samfundsforhold
.
Tak til NSIP for invitationen og muligheden for at holde en tale på denne 1. majdag.
1.maj (som officielt blev festligholdt første gang i 1889 altså for 120 år siden i dag) har historisk set, i hele verden været anledning til store manifestationer. Jeg er meget uenig i den tilbagevendende påstand om at 1 maj-traditionen har overlevet sig selv – så længe fordelingen af goderne i det grønlandske er så skæv som den er, er det nødvendigt at bruge den 1. maj til at fremsætte politiske krav.
I dagens anledning kan vi også fejre 30 året for hjemmestyrets indførelse, og samtidig også sige pænt farvel og tak til hjemmestyret. Den 21. juni træder vi ind i nyt kapitel af historien og starter på et nyt spændende og meget udfordrende afsnit. Vi har arbejdet med udformningen af selvstyret over en lang årrække, vi har forhandler med Danmark og skabt et godt grundlag for de kommende års arbejde. På det grundlag har vi gode muligheder for at udbygge vores selvstændighed. Vi har kunnet opnå de gode resultater ved at samarbejde i gensidig respekt og i solidaritet med hinanden, sagt med andre ord tilfalder æren for resultaterne, hverken en enkelt person eller et enkelt parti men fordi det grønlandske folk har viljen til at tage det næste skridt og fordi politikerne har samarbejdet for samfundets fælles bedste.
Udgangspunktet for de politiske udmeldinger på denne 1.maj må være; arbejde og mulighederne for at forsørge sig selv. Det er en selvfølge at det bedste og sundeste for alle, er at kunne forsørge sig selv og sine, og set i et samfundsperspektiv er det mest rentabelt, hvis der er arbejde til alle der gerne vil arbejde.
Vi mener derfor at det er helt aktuelt at tage aktieselskabernes rolle op til debat, når det i dag er blevet sådan, at det er overladt disse selskaber at regulere antallet af arbejdspladser. Det er selskaberne som afgør om der skabes nye arbejdspladser eller om arbejdspladser nedlægges. Det har vi især set i fiskeindustrien, og mest tydeligt i bygderne, hvor der ofte ikke er andre muligheder for økonomisk indkomst end fiskefabrikkerne og indhandlingsstederne. Familierne bygderne mærker det direkte på deres levestandard og i sidste ende kan selskabernes gøren og laden blive afgørende for om en bygd overlever eller ej.
Der er grund til at stille spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden i at regulere samfundet gennem aktieselskaberne og der er grund til at stille spørgsmålstegn ved den magt og det ansvar aktieselskaberne er blevet tillagt.
© an
Et andet vigtigt emne er den mere og mere udtalte ubalance der er mellem indkomster og priser. Under debatten om levevilkårene og især debatten om børns vilkår, er det ved en række undersøgelser og rapporter påvist, at selv en familie, hvor både mor og far har et job, kan have meget svært ved at betale de basale udgifter månedlige udgifter. Det er at betragte som et fundamentalt samfundsmæssigt problem, idet man burde kunne forvente, at det at have arbejde skulle give grundlaget for at kunne forsørge sig selv, også uden hjælp fra det offentlige.
Et eksempel på denne ubalance kunne f.eks. være priserne på grønlandske fødevarer i butikkerne, som er blevet så høje, at næsten ingen kan betale dem. Vi mener at der bør være et loft for, hvor store avancer man kan tage for varerne.
Vi mener at det er noget der bør indgå med vægt i de kommende års overenskomstforhandlinger. Ligesom det også må indgå i det offentliges overvejelser, at overenskomstforhandlingerne skal bidrage til samfundets stabilitet. Vi ser i disse dage at forhandlingerne med sygeplejerskerne er blevet strandet, på trods af det faktum at vi slet ikke kan undvære de fastansatte sygeplejersker. Man kan ikke sige andet til det offentliges forhandlere; se at komme i gang med forhandlingerne igen før det er for sent, se så at blive færdige med overenskomsterne!
Til allersidst vil jeg komme lidt ind på tonen i den offentlige debat. Jeg mener at dels at pressens forsidehistorier om enkeltpersoner i alt for høj grad overskygger emner af vigtighed og emner af fælles interesse for samfundet, emner som handler om vores fælles levevilkår. Og jeg mener også at vi i vores debatkultur i høj grad mangler respekten for andres meninger, uanset om de måtte være forskellige fra vores egne. Vi har brug for mere solidaritet!
God kampdag!
KIlde:
Inuit Ataqatigiit