Kvindekvoter er en dårlig idé – især for kvinder

Man bør egentlig kunne affærdige kvoter på kvinder ud fra det helt åbenlyse problem, at en sådan kvoteregulering netop skaber diskrimination (altså selektion på basis af ydre ikke-vedkommende kriterier) i forsøget på at ophæve diskriminationen.

Mandag d. 31. maj 2010
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Ligestilling, Samfundsforhold.

Maliina Abelsen og Naaja Nathanielsen, der begge er fremtrædende medlemmer af Inuit Ataqatigiit, brød sig absolut ikke om, at jeg i en erhvervsleder her i Sermitsiaq gjorde det klart, at kvoter på køn er en dårlig idé.

Man bør egentlig kunne affærdige kvoter på kvinder ud fra det helt åbenlyse problem, at en sådan kvoteregulering netop skaber diskrimination (altså selektion på basis af ydre ikke-vedkommende kriterier) i forsøget på at ophæve diskriminationen.

Demokraterne anser det for dybt diskriminerende over for kvinder at indføre kvindekvoter. Uanset hvor mange krumspring Maliina Abelsen og Naaja Nathanielsen gør sig, så er kvindekvoter et signal til omverdenen om, at kvinder ikke er kvalificerede til bestyrelsesposter og derfor skal have hjælp.

Skadelige for velkvalificerede kvinder
Som et argument for at indføre kvindekvoter fremhæver Maliina Abelsen en undersøgelse foretaget af professorerne Morten Huse (Handelshøyskolen i Norge) og Sabina Nielsen (Copenhagen Business School). Undersøgelsen konkluderer ganske rigtigt, at bestyrelser med kvinder fungerer bedre, fordi der er et større spænd mellem værdier og argumenter, men den konkluderer absolut ikke, at kvindekvoter er den rette løsning. Tværtimod siger Sabina Nielsen til DJØF Bladet, at kvoter ikke er den rette løsning, fordi det kan skabe flere problemer, end det løser. Hun uddyber:

”Norges kvoter er en hurtig løsning, som kan medføre, at kvinderne generelt får et dårligt omdømme i bestyrelser, fordi de mangler de rette erfaringer og kvalifikationer. Vores forskning viser, at kvinder uden relevant ledelseserfaring og uddannelse ofte har meget lille indflydelse på bestyrelsesarbejdet og betragtes som B-medlemmer. Så hvis kvoter giver et indtryk af, at kvinderne udelukkende er med, fordi de skal opfylde et krav, i stedet for at det har noget med deres kvalifikationer og erfaringer at gøre, kan det faktisk skade de få kvinder, der har de nødvendige kvalifikationer og erfaringer både nu og fremover.”

Ophavskvinden til den undersøgelse Maliina Abelsen bruger som argument for kvindekvoter er med andre ord lodret uenig med hende. Som det fremgår af min erhvervsleder ” Ingen kvoter på grønlandske erhvervskvinder” så er min argumentation meget lig Sabina Nielsens.

Maliina Abelsen baserer dele af sit indlæg på, at jeg ikke mener, at kvinderne i dag er veluddannede nok, hvilket nok er at overfortolke mig en hel del. Det er ikke eksamensbeviset, der tæller, når en person skal udpeges til en bestyrelse. Det er derimod erfaring og resultater. Og her er det altså et ubestrideligt faktum, at det i dag i høj grad er mænd, der sidder i de ledende stillinger, hvorfra kvalificerede bestyrelsesemner bliver rekrutteret. Mit og Demokraternes håb er, at det med tiden vil ændre sig, så flere og flere kvinder bliver interesserede i at besidde lederstillinger, så de kan gøre sig fortjente til at komme i spil til bestyrelsesposter. Her er det en god start, at flere kvinder end tidligere vælger at tage en videregående uddannelse, men jeg er jo ikke herre over, hvordan folk – i det her tilfælde kvinder - vælger at bruge deres uddannelse.

Pinlig pynt
I Danmark er debatten om kvindekvoter ligeledes blusset op igen, og der er altså ikke klapsalver hele vejen rundt i forskningsmiljøet. Nina Smith, der er professor ved Institut for Økonomi ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Århus Universitet, kalder det i Politiken for pinlig pynt at indføre kvindekvoter. Hun siger:

”Jeg er ked af at sige det, men der er simpelthen ikke nok kvinder i Danmark, som har kvalificeret sig til at kunne bestride en bestyrelsespost, til, at vi kan besætte 40 procent af bestyrelsesposterne med dem. Det kan blive meget pinagtigt, hvis man bliver nødt til at bruge underkvalificerede kvinder, fordi man skulle opfylde en kvote.”

Det er meget klar tale. Læg dertil, at erfaringerne fra Norge – hvor der som bekendt er kvindekvoter – viser, at flere kvinder i bestyrelseslokalerne ikke er ensbetydende med flere kvinder i ledende stillinger. Kvindekvoterne har med andre ord ikke en afsmittende effekt.

Alt i alt bliver det samlede resultat, at kvindekvoter virker som en umådelig dårlig idé – ikke mindst for kvinderne.

Lad mig dog slutte af med at slå én ting helt fast. Demokraterne er for kvinder i bestyrelser og på lederposter. Det skal som alle andre ansættelser ske på kvalifikationer og ikke på køn eller en helt anden faktor. Jeg håber derfor, at vi sammen kan arbejde for at fremme kvalifikationerne – hos alle og derigennem højne den samlede ledelsesstandard.