Malik Berthelsen og Thule Air Base
Borgerrådet ser frem til, at Malik Berthelsen omtaler Thulebasen og den indsats, der gennem årene er ydet af såvel amerikanske, canadiske, danske som grønlandske borgere på basen, med en vis ydmyghed og taknemmelighed.
Fredag d. 4. juni 2010
Borgerrådet i Pituffik
Emnekreds:
Politik
,
Samfundsforhold
,
Thule Air Base
.
Flagceremoni i Dundas ved mindestenen for Knud Rasmussen søndag den 21. juni
Hr. Malik Berthelsen, som formand for Siumuts gruppe i Landstinget, skriver du i Sermitsiaq nr. 20 “Alle andre lande har fået store fordele ud af at lægge jord til amerikanske baser. Det er for ringe, at vi lader os spise af med et par studieture og nogle videolinks i Grønland.” Det er så langt fra sandheden, at det på ingen måde klæder et medlem af Inatsisartut.
Har du overhovedet været heroppe på basen? Har du overhovedet sat dig ind i hvad der foregår?
Vi mener, at du burde undersøge sagerne og give det grønlandske folk fyldestgørende oplysninger om, hvad Grønland gennem tiden har fået ud af, at der har været en amerikansk base i Nordgrønland og hvad Grønland nu får ud af, at der er denne base.
Du kunne starte med at undersøge og anskueliggøre, hvordan udviklingen ville have været i det nordligste Grønland, hvis der ikke havde været en amerikansk base, som i mange år har sørget for at understøtte befolkningen med transport, forsyninger, sundhed samt meget mere. Hvor mange byer, bygder og bosteder ville der have været? Hvordan ville transportmulighederne have været?
Derefter burde du finde ud af og oplyse, hvor mange grønlændere, der havde fået en uddannelse indenfor de forskellige håndværk og kontorfag ved at have haft en lære- eller praktikplads på basen samt hvor mange grønlændere, der gennem tiden har været beskæftiget på basen og hvor mange, der er beskæftiget på basen på nuværende tidspunkt, herunder hvor mange, der i øjeblikket er i gang med en uddannelse.
Du burde også finde ud af og oplyse, hvor mange milliarder af skattekroner, der er kommet i den Grønlandske landskasse og kommet Grønland til gode gennem tiden. Der ryger nemlig over 100 millioner kroner ned i den grønlandske landskasse hvert eneste år. Du skal så heller ikke glemme værdien af den kontrakt Air Greenland har med det amerikanske flyvevåben om at flyve gods og fragt samt passagerer mellem basen og henholdsvis Kastrup og Kangerlussuaq.
Vi beklager meget den negative ånd, som du fremkommer med, når du omtaler den amerikanske base og den betydning den har for såvel lokalområdet, som Grønland som helhed. Vi ser frem til, at du omtaler tilstedeværelsen af basen og den indsats, der gennem årene er ydet og som forhåbentligt fortsat vil blive ydet af amerikanske, canadiske, danske og grønlandske borgere med en vis ydmyghed og taknemmelighed. Det mener vi, at alle har fortjent!
Vi formoder, at du fortsat ønsker basens tilstedeværelse i Grønland – eller tager vi fejl?
Vi ønsker i hvert fald, at basen bliver ved med at være her. Der vil så absolut fortsat være brug for alle de elev- og lærepladser, der er heroppe, ligesom der vil være brug for arbejdspladserne, indsatsen for lokalområdet samt ikke at forglemme alle skattepengene.
Så hr. Malik Berthelsen. Træk venligst i arbejdstøjet og kom i gang – USA, Danmark og i særdeleshed Grønland, fortjener det.