Første del handler om ankomsten til Grønland i 1953 og dækker perioden frem til 1955.
Else Lidegaards nyerhvervede mand, Mads Lidegaard, ankom som præsteviet medhjælperaspirant på prøve. Den lille præstefrue var ved ankomsten et godt stykke inde i sin første graviditet.

Anden del handler om årene 1957-1961 i Godthåb.

Tredje del er et gensyn med henholdsvis Uummannaq og Nuuk 50 år senere. Det er nok her bogens vigtigste tekster kan læses, men For at forstå alvoren skal man kende til livet i og uden for Grønland som det beskrevet i de to første dele.

Og hvordan er det så gået med forholdet mellem grønlændere og danskere? Ja, mens man kan glæde sig over at de tilkaldte nu ikke får mere i løn end de hjemmehørende, har det desværre ikke fjernet lønforskellene mellem grønlænderne indbyrdes. Med de meget store indkomster til den grønlandske elite, herunder de grønlandske politikere, er der i dag større forskel på rig og fattig i Grønland end i USA. Hvor blev den solidaritet, der var en del af den oprindelige grønlandske kultur mon af under grønlandiseringen?

Leine vedgår selv åbent at romanen ikke bygger på virkelige tildragelser, men, som mere eller mindre al litteratur, handler om forfatteren selv. Men de danske læsere har fundet endnu en lejlighed til dyrkelse af en side af vores nationale egenart: masochismen.(side 162).

Tine Brylds bog I den bedste mening gjorde selvfølgelig også indtryk på mig, selvom jeg nok mener at problematikken meget er set med danske øjne. Når jeg talte med min gode gamle veninde Sara Helms, som jo var læge i Grønland også før de fatale nedsendelser, om beslutningen om at sende en gruppe børn til Danmark et år for at de kunne lære dansk, mente hun at der også var børn der blev reddet igennem den aktion. Det kunne være den yngste af en stor børneflok, hvor de sad "yderst på grenen", eller fra familier uden en forsørger, hvor børnene let blev udnyttet af plejefamilien.
Blader man i gamle numre af A/G foreslås det fra forskellige grønlandske sider at alle skolebørn i 3. Klasse burde sendes til Danmark et år for at lære dansk. I en enkelt by, Sisimiut, blev det gjort på forældrenes eget initiativ - og bekostning.
Så når det undertiden er blevet hævdet, at de blev sendt til Danmark for at blive "daniserede", var det ikke det der var tanken - de skulle netop kvalificeres til at deltage i udviklingen af deres eget land ved at lære det danske sprog, så de kunne få de relevante uddannelser. Man kan ikke gentage det ofte nok: Intet i Grønland har enkle forklaringer eller løsninger. (side 179-180).

Ann er først og fremmest et fantastisk organisationstalent. Hun ser straks hvad hver enkelt kan bidrage med og er ikke bange for at uddelegere. Selvfølgelig er der en daglig rutine, som børnene for øvrigt deltager i. "Der er jo ingen grund til at personalet skal vaske døre og paneler af, når vi har 40 par hænder, som udmærket kan klare det job." Børnehjemmet bærer utroligt lidt præg af institution. Børnenes værelser er forskellige, de bor typisk to på hvert, og der er mange små hyggekroge og stuer. Væggene er prydet af billeder, oftest af mennesker, grønlændere, tykke og tynde, unge og gamle. "Det er vigtigt at børnene kan se at det er i orden at se ud på alle mulige måder. Men nu overhales vi af medierne, som får alle unge til at ville se ud på den samme ideelle måde, høre den samme musik osv." (side 215).

"Børnene har ofte måttet lære sig selv at være ligeglade", forklarer Ann. "Når de kommer i konflikt med samfundet, er der jo en grund, som, set i relation til deres liv, ofte er en kompetence. Det er jo en kompetence at de for at beskytte sig har lært sig at de ikke skal være hjemme om natten, når forældrene kommer hjem med berusede venner som de låner dem ud til. De har tit tilbragt den meste tid uden for hjemmet. Når de stjæler, er det måske fordi de ingen mad har fået. Nu er det vigtigt at de lærer at blive forankrede i et hjem, i et fællesskab med pligter og ansvar, og i nogle personer som holder af dem, og som de kan holde af. Det behøver ikke nødvendigvis at være mig, vi er så mange, og børnene finder i reglen selv ud af hvem i personalet de særligt vil knytte sig til. Men man kan ikke lære selv­stændighed uden at have prøvet afhængighed og forankring".

Så kommer pludselig meddelelsen: En 15-årig pige har hængt sig lige efter skoletid, hvor hun tilsyneladende var glad sammen med veninderne. Hun ringede til faderen: "Nu tager jeg strikken om halsen ..." Lillesøsteren kom hjem og så hende gennem vinduet hænge i stuen. Børnehjemmet er stærkt påvirket, flere af børnene er klassekammerater med pigen. Ann frygter at det vil "smitte", for tre uger siden forsøgte en jævnaldrende pige selvmord. "Så får de den opmærksomhed de aldrig fik i levende live." (side 220-221).

Makka Kleist så gerne, at engelsk blev grønlændernes andet sprog end dansk, som man jo heller ikke kan klare sig med. Det har man på teatret taget konsekvensen af, her er sprogene grønlandsk og engelsk. (side 234).

"Og grønlænderne, får de lært dansk?"
"Ikke nok, i dag. I Qasigiannguit og Ilulissat sender de stadig børnene tre måneder til Danmark. Forstanderen for det grønlandske hus i Ålborg, som møder dem, siger at de kan intet dansk. Lærerne, både dem fra det grønlandske seminarium og dem der får extra kurser i Dk, får en masse papirer, men de kan ikke undervise. Det har altid været sådan at næste generation blev dygtigere end den nuværende, vi skal jo ikke have nogen der står lavere end os selv i viden. Viden er jo også magt. I gamle dage lærte en storfanger dig hvordan du skulle padle op mod vinden. Hvis du ikke forstod og havde lært det, gik du til. Med udgangspunkt i det liv vi har nu i dag, skal vi videregive vores erfaringer. Jeg har været censor ved kristendomsundervisning på I!inniarfissuaq, Grønlands seminarium, for dem, der havde det som tilvalgsfag. De får alt for høje karakterer - de skal jo bestå! Faglig stolthed må du ikke have. Jeg vil ikke være censor mere. Man kan jo ikke have et samfund der lever på en løgn."

En ting er sikker: Når Siumut og lA dags dato markedsfører sig selv som socialistiske venstrefløjspartier, så er det falsk reklame. Forunderligt at skue for os som bor i Grønland er det, at disse etiketter bliver slugt råt af de danske journalister. Grønland styres af venstrefløjen, står der i Berlingeren og Politiken, bliver det sagt i DR. Men under Siumut og lA er Grønland jo støt og roligt blevet et samfund af kapitalister. Nogle grønlændere holder ferie i Thailand og Sydamerika, andre har ikke råd til at tage kystbåden fra Aappilattoq til Nanortalik. De småt bemidledes muligheder for at bevæge sig lidt omkring kysten langs og se til deres familie bliver skåret ned år for år... Og mens de rige turer verden rundt, kan de fattige så tage den gennem den farlige skærgård i deres små både med påhængsmotor, med tilbagevendende ulykker til følge,fordi samfundet ikke, som i KGH- og GTO-dagene, har råd til at befordre småfolket i ordentlige og regulære kystfartøjer. Og ingen ser det som et politisk anliggende, der har med den officielt erklærede venstrefløjspolitik at gøre.
(side 158 i ”Et langt liv på tværs”. Atuagkat 2010)

Jeg ville gerne tale med Elna Egede, som i Grønland er kendt som den frygtløse dybdeborende journalist, der under sin tidligere ansættelse på Atuagagdliutit /Grønlandsposten i 2007 afslørede korruption i den grønlandske politiske verden. Politikerne og ledende embedsmænd fik lov til at købe deres embedsboliger til det halve af markedsprisen og kunne så evt. sælge dem igen med stor fortjeneste. Skandalen vakte stor op­mærksomhed, Elna Egede måtte skifte stilling, men året efter fik hun to priser: Grønlands Presseforenings hæderspris på 5.000 kr. og Carsten Nielsen legatet fra Dansk Journalistforbund. Nu er hun redaktionschef for Nuuk tv's nyheder, hvor de er i alt tre journalister og tre teknikere der sender 15 minutters tv-avis hver dag på både grønlandsk og dansk.
Elna viser mig de meget overskuelige og beskedne forhold på stationen, mens vi snakker lidt i al almindelighed om mediesituationen i Grønland.
"Facebook er Guds gave til det grønlandske folk", erklærer Elna. "Her kommer folk til orde, her kan man nå hinanden, her skabes debatgrupper, det er virkelig et kommunikationsinstrument. Medierne her i landet er meget stive, alt foregår på dansk og grønlandsk. På Facebook er du din egen sproglige herre. Jeg har aldrig i mit liv set en så livlig debat om forhold i Grønland. Der er etableret en masse grupper, hele spektret af interesser i det grønlandske samfund. Der er selvfølgelig også et hyggesegment. Men jeg tror at Facebook er første gang, det grønlandske folk virkelig har fået ytringsfriheden. I jeres tid og også i vores tid gik alt hvad der blev skrevet på grønlandsk gennem danske journalister eller grønlandske journalister, der skriver på dansk og får det oversat. Facebook giver også rækkevidde i et land med meget få medier og en meget dominerende dansk elite”. (side 277).

Bare lige her på falderebet: Nuuk idag! Jo de overlever. Ingen har større overlevelsesevne end grønlænderne. Pludselig er de oppe af sumpen, som en sæl. Dukker op af havet et helt andet sted end forventet. De finder deres egen vej. Vores er for nedtrampet. (side 293).