Nu er der måske noget at rafle om?

Det var den tidligere statsminister Anker Jørgensen der i 1976 i den grønlandske radioavis sagde, at der ikke var noget at rafle om. Man havde fra Siumuts side den gang gjort krav på den grønlandske undergrund, men fik det svar, at hvis man gjorde krav på undergrunden måtte man også tage konsekvensen og kappe båndende til Danmark.

Torsdag d. 11. december 2008
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Selvstyre, Undergrunden.

Det var den tidligere statsminister Anker Jørgensen der i 1976 i den grønlandske radioavis sagde, at der ikke var noget at rafle om. Man havde fra Siumuts side den gang gjort krav på den grønlandske undergrund, men fik det svar, at hvis man gjorde krav på undergrunden måtte man også tage konsekvensen og kappe båndende til Danmark. Senere kom det at hedde sig, at Grønland havde fundamentale rettigheder til undergrunden, uden at det nogensinde blev klargjort, hvad dette egentligt betød?

Grønland sagde ja til selvstyreloven, og tillykke med det. Men ja’et kan næppe ses som andet end en fortsættelse af det hidtidige forløb med en gradvis overgang til selvstændighed, hvis det da er det befolkningen ønsker? Fredag d. 28. november talte Jonathan Motzfeldt og Frank Jensen på Aalborg universitet, hvor vi fik en indføring i resultatet af selvstyrekommissionens arbejde. Man sagde da, at den grønlandske befolkning ved en folkeafstemning til enhver tid kan beslutte sig for selvstændighed, også om det skulle være i den nærmeste fremtid. Dette, synes jeg imidlertid nok betegnes som en utopi, fordi selvstændighed i morgen og indenfor de næste 10 – 15 år ville indebære væsentlige forringelser i levestandarden. Man skal her huske, at befolkningen, som det har vist sig i forskellige meningsmålinger, ikke er villige til at ville acceptere levestandardsforringelser, hvis dette er prisen for at opnå fuld selvstændighed eller for den sags skyld mere selvstyre.

Det gjaldt ikke mindst i spørgsmålet om ejendomsretten til undergrunden
(© an)

At ja’et blev så overvældende kan meget vel have med at gøre, at Grønland selv bestemmer tempoet for at hjemtage de sidste områder fra danske ministerier, ligesom prisen på cirka 300 millioner for de første områder er overkommelig, selvom der skal skabes endnu større vækst i lønninger og andre indkomster end det, der svarer til de 300 millioner kroner. Grunden til dette er, at denne værditilvækst skal kunne beskattes, så der er 300 millioner i landskassen til at betale for overtagelsen. Disse penge skal år for år være i kassen for at dække driften forbundet med overtagelserne. Vælgerne har ikke været uvidende om, at et øget selvstyre ikke ville koste meget? Men på den anden side skal man ikke glemme, at hvis det tempo man overtager i er højt, kan det påvirke den økonomiske vækst negativt, fordi man overtager områder, der hidtil indgår i nationalregnskabet som betalt af staten.

Det væsentlige i selvstyreloven omhandler netop råstofferne. Tidligere hed det sig at de første 500 millioner kroner i årlige indtægter skulle deles ligeligt mellem stat og hjemmestyre, hvorefter der skulle forhandles. Nu hedder det sig, at de første 75 millioner tilfalder landskassen, mens de resterende indtægter årligt deles ligeligt indtil den dag, bloktilskuddet er gået i nul og alle områder er hjemtagne. Skulle det en gang ske, at bloktilskuddet går i nul, indledes der forhandlinger med staten om, hvorvidt Grønland ønsker en fortsat ligelig deling og/eller en fortsættelse af bloktilskuddene, hvis der er år, hvor råstofindtægterne ikke kan udligne bloktilskuddet. Det hedder sig i kommissionens betænkning: Når statens tilskud til selvstyret er reduceret til nul kroner, indledes der forhandlinger mellem selvstyret og regeringen om de fremtidige økonomiske relationer. I forhandlingerne indgår blandt andet spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland og spørgsmålet om genoptagelse af statens tilskud til selvstyret. Også udgifter til dækning af sagsområder, der ikke kan overtages inden for rammerne af grundloven og rigsfællesskabet og eventuelt andre spørgsmål, som selvstyret og regeringen ønsker løst i fællesskab, kan indgå i drøftelserne. Ingen af parterne er dog forpligtet på et bestemt forhandlingsresultat. Hvis parterne ikke indgår nogen aftale om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, tilfalder indtægterne selvstyret (min understregning, Gorm Winther), bortset fra danske offentlige myndigheders indtægter fra skatter, afgifter og ejerandele i selskaber med videre, der driver råstofvirksomhed i Grønland. Såfremt parterne ikke aftaler en genoptagelse af statens tilskud til selvstyret, skal staten ikke betale tilskud til selvstyret i de efterfølgende år.

Hvor Anker Jørgensen skaffede sig en fast plads i Grønlands historie,
da han erklærede at "Der er ikke noget at rafle om!"
(© an)

Som der står er der altså her noget »at rafle om«! Dette gælder også de områder, der ville indebære, at Grønland bliver en suveræn stat. Det er på dette tidspunkt, at Grønland realistisk set kan beslutte sig for selvstændighed, hvis man har forventninger om fremtidige årlige indtægter svarende til driften af hjemmestyre-administrationen – alt andet lige skal bloktilskuddet i alt fald være udlignet. Men dette er ikke det eneste – fuld selvstændighed betyder, at man selv forestår udenrigsanliggender, forsvar, pengevæsen med selvstændig mønt og egen omsættelig valuta på internationale finansielle markeder (!).

Realistisk set er vi meget meget langt ude i fremtiden, hvis dette skal ske uden levestandardsforringelser. Der er intet nyt i dette – vi taler helt sikkert om en 30 – 40 år eller måske mere, hvis ikke der sker væsentlige forøgelser i hjemmestyrets råstofindtægter, i andre indtægter eller hvis beskatningsgrundlaget f.eks. øges væsentligt gennem en forceret indvandring fra varmere egne på kloden.