Der er ingen bygder i folketinget

Hvis Selvstyret skal være andet og mere end bare hjemmestyre version 2.0, så skal hele vores tilgang til Rigsfællesskabet ændres, og det arbejde starter i Folketinget. Hvis vores nationale selvværd skal højnes, så vi bliver i stand til at møde fremtidens udfordringer, så er vi nødt til at rejse os, ranke ryggen og spørge, hvor vi kan bidrage, i stedet for hele tiden at fortælle Danmark, hvor vi har brug for hjælp.

Fredag d. 12. august 2011
Michael Rosing, medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Bygder, Folketinget, Selvstyre.

Hvis jeg nu bankede følgende melodi i bordet: Tap Tap Tap Tap tap tap. Så ville det være helt selvfølgeligt for mig, hvilken melodi jeg har i hovedet, men det er meget svært for andre at gætte det. Prøv det engang, den der sidder og tapper kan overhovedet ikke forstå, at de andre ikke kan høre det. Det vidste jeg godt. Men alligevel blev jeg lidt gnaven, da Sermitsiaqs leder klagede over, at jeg brugte kræfter på, at snakke om bygder, i stedet for at fortælle om, hvorfor jeg stiller op til folketinget. Lad mig forsøge at forklare sammenhængen, i stedet for bare at tappe løs i min egen takt og forvente at alle forstår mig.

Livskvalitet og stolthed kommer af, at yde til fællesskabet. Det gælder i bygderne på samme måde som det gælder for Selvstyrets plads i Rigsfællesskabet. Når vi insisterer på at drive butikker og indhandlingsanlæg i bygderne, er det en måde at fastholde bygdernes afhængighed af Selvstyret på. På samme måde som vi er økonomisk afhængige af Danmark. Jeg vil ud af den afhængighed, det sker for bygdernes vedkommende ved at vi tillader at de udvikler deres egen økonomi så de får lov til at bidrage til fællesskabet.

I Rigsfællesskabet gælder det samme. Vi er så vant til grønlandske politikere, der bliver valgt ind på, at de vil kræve det ene og det andet af den danske stat. Naturligvis skal man kræve sin ret. Men hvis vi mener Selvstyret alvorligt, så skal vi til at se på hvad vi kan bidrage med. Vi har for eksempel ikke værnepligt i Grønland. Det danske forsvar sejler lystigt rundt heroppe for at håndhæve rigsfællesskabets suverænitet, og sørge for fiskerikontrollen. Det er et oplagt sted, hvor vi kunne bidrage, i stedet for bare at forvente, at det klarer den danske stat. Det skal ikke ske fordi vi skylder Rigsfællesskabet det, det skal ske fordi vi skylder os selv, at tage det ansvar på os.

På det seneste har diskussionen drejet sig om socialt udsatte grønlændere i Danmark. Meget karakteristisk står folketingskandidaterne i kø for at forlange, at den danske stat gør noget. De to største problemer er, at det danske system ikke tager højde for, at vi grønlændere er anderledes. Og det er de færreste danske sagsbehandlere der taler grønlandsk. Hvis vi forlanger, at det danske system sætter sig ind i grønlandsk tankegang og lærer sig grønlandsk, så når vi ikke særligt langt.

En bedre måde at tilgå det problem på er, at spørge hvad vi selv kan gøre. Vi har uddannede socialarbejdere i Grønland. Man kunne jo på skift sende nogle af dem til Danmark. Der ville de kunne hjælpe de danske sociale myndigheder med, at forstå de problemer som socialt udsatte grønlændere har. Det ville gøre en kæmpe forskel for arbejdet dernede. Og det ville overraske mig om de kom hjem igen uden, at have lært noget nyt af den oplevelse. Ved at starte med at spørge, hvad vi selv kan gøre, i stedet for at forlange, at andre gør noget, får man en bedre løsning for alle involverede. Og man føler i langt højere grad en glæde ved, at bidrage til fællesskabet.

Hvis Selvstyret skal være andet og mere end bare hjemmestyre version 2.0, så skal hele vores tilgang til Rigsfællesskabet ændres, og det arbejde starter i Folketinget. Hvis vores nationale selvværd skal højnes, så vi bliver i stand til at møde fremtidens udfordringer, så er vi nødt til at rejse os, ranke ryggen og spørge, hvor vi kan bidrage, i stedet for hele tiden at fortælle Danmark, hvor vi har brug for hjælp.