Moral og dobbeltmoral

I stedet for at komme med konstruktive og langsigtede planer for at forbedre disse forhold, så forsøger IA at bidrage til et pladderromantisk billede, der blot har som konsekvens at denne befolkningsgruppe fastholdes under forhold de kun vanskeligt selv kan ændre. Det er dobbeltmoralsk

Søndag d. 31. maj 2009
Bent Olsvig Olsen, Landstingskandidat for Demokraterne
Emnekreds: Bosætning, Bygder, Landstingvalg juni 2009, Socialt ansvar.

Fra IA lyder det stadigvæk som om de ønsker forandringer. Der skal ske noget. Der skal nye kræfter til. Der skal satses på de områder, hvor befolkningen efterlyser tryghed. Der skal tænkes langsigtet og befolkningen skal have sandheden at vide.

Hvis ikke man vidste bedre skulle man tro, at IA havde taget de opfordringer Demokraterne har fremført hele denne og sidste valgperiode og brugt disse til deres valgkamp. En valgperiode, hvor man i øvrigt ikke har hørt så mange konstruktive forslag fra IA.

At det nu kommer frem, at Siumuts landstingspolitikere har en mildest talt tvivlsom moral er ikke uventet for Demokraterne. Et gammelt udtryk siger, at magt korrumperer.

Men at IA forsætter med at fremføre forslag, der mere har tendens af floskler og pladderromantik er dobbeltmoralsk så det basker.

Hvorfor?
Når IA prædiker solidaritet med bygderne, så forsøger de at fremmane et romantisk billede af bygdelivet.

De glemmer blot at nævne, at mens eliten af partiet har deres på det tørre med boliger i byerne med havudsigt, bil og lystbåd, adgang til et bedre fungerende sundhedsvæsen, et bedre fungerende skolevæsen, bedre adgang til daginstitutionspladser, friske varer til halv pris (og derunder) i forhold til bygdepriserne, bedre adgang til borgerservice og med en indkomst, der svarer til den livsstil de fører, og bygdelivet er noget man engagerer sig i, under korte ophold – som en aktivferie ...

© an

– så sidder de, som er udgangspunkt for denne romantisering ude i bygderne, hvor boligmassen er nedslidt og mangelfuld. Ofte bor flere generationer under samme tag under meget trange forhold. Toilettet er stadigvæk en tønde med pose. Vandet hentes i dunke og varmen kommer fra en gammel skibsovn, mens fugten driver ned langs vægge og vinduer. For sådan ser der også ud for nogle i bygderne.

I stedet for at komme med konstruktive og langsigtede planer for at forbedre disse forhold, så forsøger IA at bidrage til et pladderromantisk billede, der blot har som konsekvens at denne befolkningsgruppe fastholdes under forhold de kun vanskeligt selv kan ændre. Det er dobbeltmoralsk.

Der er intet nyt i det IA nu ligger for dagen, som de ikke tidligere har kunnet støtte Demokraterne i under deres ufrivillige eksklusion fra koalitionen. Faktisk kunne de også have arbejdet for dette i koalitionen, men der skete det heller ikke. Nu er der valg, og så er der pludselig ingen grænser for IA’s ædle motiver. Se det er dobbeltmoralsk, så det batter.