Indsigt: Historisk udredning om de 22 grønlandske børn

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 1. Indledning

Indholdsfortegnelse:
1 Indledning: 1.1 Baggrunden for udredningen; 1.2 Undersøgelsens opbygning og grundlag; 1.3 Overblik: Kort over børnenes hjemsted og tidslinje

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951

1 Indledning

1.1 Baggrunden for udredningen

I 1998 udkom Tine Brylds bog I den bedste mening om 22 grønlandske børn, der i 1951 blev sendt til Danmark. Hovedparten af børnene vendte efter knap halvandet år tilbage til Grønland og blev anbragt på det ny-opførte børnehjem i Godthåb, mens seks af børnene blev i Danmark og blev adopteret af danske familier. Bogen beretter om børnenes oplevelser, og hvordan deres liv senere formede sig.

Brylds bog skabte opmærksomhed om en begivenhed fra den dansk-grønlandske historie, der var så godt som ukendt i offentligheden, og som blev kontroversiel. Det gav i de følgende år anledning til diskussioner på politisk niveau af sagens indhold og konsekvenser og skabte megen omtale specielt i de danske og grønlandske medier, men sagen blev også genstand for interesse i internationale medier.

Kort tid efter bogens udgivelse stillede folketingsmedlem Ellen Kristensen fra Atassut følgende §20-spørgsmål til statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S):

”Vil statsministeren redegøre for, hvad regeringen kan gøre for at kompensere for den svie og smerte, som eksperimentet med grønlandske børns ophold hos danske familier fra 1951 har påført disse mennesker før, under og efter opholdet i Danmark?”

Statsministeren anerkendte, at der i tidens løb havde været beslutninger, hvis følger var modsat det, man ønskede sig for det grønlandske samfund, og de 22 børns historie var et eksempel på dette, men han mente, at der med bogen var sat et værdigt punktum. Også for den danske regering var det ”et historisk og afsluttet kapitel”, og regeringen så derfor ikke noget grundlag for at foretage sig yderligere i sagen.
(1)

I 2009 spurgte folketingsmedlem Juliane Henningsen (IA) statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvorvidt han på vegne af den danske stat ville give børnene og deres familier en officiel undskyldning og en kompensation, fordi de i sin tid som en del af daniseringspolitikken var blevet fjernet fra deres familier. Statsministeren anerkendte, at børnenes ophold i Danmark i starten af 1950’erne var en ulykkelig del af den fælles dansk-grønlandske historie, men at begivenheden måtte forstås ud fra datidens tankegang, og at intentionerne blandt de involverede parter havde været gode. Historien stod ikke til at ændre, og man måtte glæde sig over, at tiden nu var en anden. Der kunne således ikke blive tale om undskyldning og kompensation.
(2)

Kort tid efter blev endnu et spørgsmål fremsat i Folketinget af Doris Jakobsen (Siumut), denne gang i lyset af igangsættelsen af en undersøgelse af statens rolle i forbindelse med anbringelse af danske børn på børnehjem i 1950’erne og 1960’erne. Medlemmet bad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) redegøre for, hvilke politiske og etniske begrundelser” der var for, at regeringen ikke ville iværksætte en undersøgelse af de forhold, der lå bag myndighedernes beslutninger omkring de 22 grønlandske børn i 1951. Statsministeren henviste til socialminister Karen Ellemann (V), der på sin side afviste, at der var tale om politiske og etniske begrundelser, og med henvisning til statsministerens svar på den tidligere forespørgsel gav udtryk for, at sagen med de 22 børn var en ulykkelig begivenhed, men også skulle ses som en sag, der hørte til ”et afsluttet kapitel i vores fælles historie”.
(3)

I 2010 stillede folketingsmedlem Lars Emil Johansen (Siumut) endnu et § 20-spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), denne gang om statsministeren overvejede at ændre sin
holdning med hensyn til at give en undskyldning til de grønlandske børn, der i 1951 var sendt til Danmark. Begrundelsen for spørgsmålet var, at den canadiske statsminister i mellemtiden på den canadiske regerings vegne havde givet en undskyldning til de oprindelige folk i Canada for den assimilationspolitik, der var blevet ført, og at denne undskyldning af repræsentanter for Inuit i Canada blev set som værende af afgørende betydning for alle canadiere og som et vigtigt led i en forsoningsproces. Lars Emil Johansen mente derfor, at statsministeren i lyset af den internationale udvikling burde ”ændre den forældede danske afvisning af en officiel undskyldning for fortidens fejl på dette område”. Statsministeren havde imidlertid ikke ændret holdning og henviste i sit svar blot til sin tidligere besvarelse af spørgsmålet fra det foregående år.
(4)

I 2010 præsenteredes spillefilmen Eksperimentet, der bygger på Tine Brylds bog om de 22 børn. Filmen omhandler de tilbagevendte børns tilværelse på det nyopførte børnehjem i Godthåb, hvor de beskrives som ulykkelige og splittede mellem den grønlandske og den danske kultur.
(5)

I 2010 undskyldte Red Barnet for organisationens rolle i forløbet. Red Barnets daværende generalsekretær Mimi Jakobsen fremsatte sin undskyldning i en dansk radioavis. Organisationen udsendte efterfølgende en pressemeddelelse, hvor man refererede til en igangværende intern undersøgelse, og hvor Mimi Jakobsen udtalte, at ”uanset hvad, så vil jeg gerne på min organisations vegne sige uforbeholdent undskyld til de grønlandske mænd og kvinder, der på så barsk og ulykkelig vis blev tvangsflyttet som børn”
(6). Senere fandt Red Barnet, at den udsendte undskyldning var for indirekte og upersonlig, og besluttede i 2015 at give en officiel undskyldning ansigt til ansigt med nogle af de berørte personer. I den anledning udtalte Red Barnet, at ”Børnene burde aldrig have været taget væk fra deres familier, og Red Barnet beklager at have deltaget i arrangementet”.
(7)

I årene derefter udgav to af de berørte personer selvbiografier, hvori de beskrev deres oplevelser og følelser omkring opholdet i Danmark og på børnehjemmet i Godthåb og de konsekvenser, det havde fået for deres liv. I 2011 udkom Helene Thiesens bog For flid og god opførsel – vidnesbyrd fra et eksperiment og året efter Et godt liv – trods alt! Tvangsflyttet fra Grønland til Danmark af Carla Lucia Knakkergaard. Førstnævnte var i 1952 vendt tilbage til Grønland og sammen med hovedparten af de øvrige børn placeret på børnehjemmet i Godthåb, mens den anden blev adopteret af sin danske plejemor og således fortsatte med at bo i Danmark.

I 2014 nedsatte Naalakkersuisut Grønlands Forsoningskommission, der ud fra en bred synsvinkel og i dialog med befolkningen skulle definere emner og problemstillinger, der har rod i kolonitiden, og hvor der er et behov for at finde metoder til at ændre dem. I 2015, i forbindelse med Red Barnets officielle undskyldning, udtalte medlemmer af kommissionen, at myndighederne burde iværksætte en grundig undersøgelse for at få en forståelse af, hvorfor man sendte børnene til Danmark. I 2017 kom kommissionen i sin endelige betænkning blandt andet ind på efterveer af kolonitiden, der stadig præger et flertal af befolkningen. Et af afsnittene har overskriften ”Eksperimenter med børn”, og blandt eksemplerne nævnes de 22 børn, der i 1951 blev sendt på et års ophold i Danmark og ikke kom tilbage til deres familier.
(8)

I 2019 blev sagen igen behandlet i Folketinget, denne gang som et egentligt beslutningsforslag fremsat af Aaja Chemnitz Larsen (IA). I bemærkningerne til forslaget henviste forslagsstilleren bl.a. til Red Barnets officielle undskyldning i 2015 til de berørte personer og til Canada og Australiens undskyldninger i 2008 til de oprindelige folk, der i de to lande var blevet tvangsfjernet fra deres familier og sendt på institutioner og kostskoler eller anbragt i pleje. På baggrund af disse eksempler, som efter forslagsstillerens mening på flere punkter kunne sammenlignes med situationen for de 22
grønlandske børn i 1951, ønskede forslagsstilleren, at Folketinget skulle pålægge regeringen ”at give en officiel undskyldning på vegne af staten til de personer, der i 1951 blev fjernet fra deres familier i Grønland og sendt til Danmark som led i et socialt eksperiment”.

Beslutningsforslaget blev behandlet i Folketinget 26. april 2019, og her redegjorde daværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) for regeringens holdning. Eksperimentet blev sat i værk ud fra gode intentioner og i en tid, hvor synet på børn og børns rettigheder var helt anderledes end det, vi har i dag, men historien står ikke til at ændre. Spørgsmålet om undskyldning var principielt, og regeringen mente ikke – i lighed med tidligere regeringer – at man kunne dømme fortidens handlinger ud fra nutidens værdier. Regeringen kunne derfor ikke støtte beslutningsforslaget, og da der ikke fra anden side var et flertal for forslaget, blev det afvist.
(9)

I mellemtiden havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen (Siumut) i forbindelse med et rigsmøde indgået en aftale om at iværksætte en historisk udredning om de 22 børn, der blev sendt til Danmark i 1951, med henblik på at beskrive og give indsigt i ”den historiske kontekst og nuancerne i datidens udfordringer, dilemmaer og beslutninger”. Opgaven med at udarbejde et kommissorium blev uddelegeret til socialminister Mai Mercado (K) og naalakkersuisoq for sociale anliggender Martha Abelsen (Siumut).
(10)

Kommissoriet ønsker som den ene del af opgaven en redegørelse for den historiske kontekst, der lå til grund for initiativet, samt de overvejelser, beslutninger og handlinger fra myndigheder, institutioner og organisationer, der fandt sted i tilknytning hertil. I den andel del af opgaven ønskes en afdækning af børnenes ophold og livsforhold under opholdet i Danmark og efterfølgende i Grønland, samt de oplevelser og konsekvenser, det fik for de berørte børn.

Det fulde kommissorium kan læses på dansk her og på grønlandsk her.

1 Folketingstidende 1997-98 (2. samling), Forhandlingerne, s. 3127, S1133: Om eksperimentet med grønlandske børns ophold hos danske familier fra 1951.

2 Folketingstidende 2008-09, S2770: Om bortadoption af grønlandske børn.

3 Folketingstidende 2009-10, S96 og S167: Om tvangsflytning af grønlandske børn i 1951.

Folketingstidende 2009-10, S2505: Om assimilationspolitik.

5 Eksperimentet 2010.

6 Red Barnet pressemeddelelse 4. september 2010.

7 Ritzau 22. oktober 2015; Sørensen 2015.

8 Betænkning 2017, s. 38; Hansen og Dam; Heinrich 2014.

9 Folketingstidende 2018-19 (1. samling): B93: Forslag til folketingsbeslutning om at give en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn, der var en del af eksperimentet i 1951.

10 Naalakkersuisut, 27. februar 2019.

1.2 Undersøgelsens opbygning og grundlag

Rapportens opbygning følger i det store og hele kommissoriet for den opgave, udredningsgruppen er blevet stillet. Oversigt over alt anvendt materiale findes bagerst i rapporten, og fodnoterne henviser i kort form til denne oversigt.

Anvendt materiale

Undersøgelsen har skullet dække en række meget forskelligartede aspekter af historien om de 22 nedsendte børn. Grundlaget for undersøgelsen består derfor af et bredt sammensat og til tider noget uhomogent materiale. Nedenfor følger en kort præsentation af de anvendte kildegrupper, hvortil de er anvendt samt eventuelle udfordringer i arbejdet med dem. Forholdet mellem samtidige kilder og efterfølgende erindringer behandles i et selvstændigt afsnit derefter.

Publiceret materiale

Det trykte materiale er mangeartet. Relevant forskningslitteratur og trykte kilder som fx lovtekster, betænkninger samt materiale fra landsrådene og folketinget/rigsdagen har dannet det primære grundlag for kapitel 2, der behandler den historiske kontekst for forsøget med børnene, og kapitel 3, der behandler beslutningsprocessen. Udvalgte avisartikler er inddraget især i kapitel 5 om børnenes ophold i Danmark, hvortil kilderne ellers er sparsomme. Endelig trækker særligt kapitlerne 8 og 9 i vidt omfang på erindringsbaserede udgivelser fra eller om børnene, herunder en dokumentarudsendelse. Vores anvendelse af dette materiale vil blive diskuteret nedenfor.

Arkivmateriale

Relevant materiale er blevet indhentet i to arkiver i Grønland, nemlig Nunatta Allagaateqarfia/Grønlands Nationalarkiv og Rigsombudsmandens arkiv. Materialet er centralt til belysning af udvælgelsen af børnene og planlægningen af deres rejse, der er behandlet i kapitel 4.

Fra Rigsarkivet er først og fremmest indhentet materiale fra Grønlands Styrelse, senere Grønlandsdepartementet, som er centralt for belysningen af beslutningsproces og forhandlinger om forsøget. Endvidere er herfra anvendt materiale fra relevante myndigheder involveret i de seks adoptionssager behandlet i kapitel 6.

Fra Dansk Røde Kors’ arkiv i Rigsarkivet er dokumenter som fx breve og referater anvendt primært i kapitel 3 om beslutningsprocessen, mens et omfattende materiale fra børnehjemmet i Godthåb i form af dagbøger, månedsbreve, rapporter mv. udgør hovedgrundlaget for kapitel 7 om børnenes opvækst der.

Red Barnets arkiv er indgivet til Furesø Lokalhistoriske Arkiv. Herfra er bl.a. mødereferater fra Red Barnets arbejdsudvalg samt en række af organisationens fællesbreve til medlemmerne benyttet primært i kapitel 3 om beslutningsprocessen og kapitel 5 om opholdet i Danmark.

Benyttelsen af arkiverne gav nogle problemer af repræsentativ art. I Grønlandsdepartementets sag om forsøget, som nu befinder sig på Rigsarkivet, er materialet meget spredt og efterlader det indtryk, at datidens sagsbehandling og beslutningstagning i en vis udstrækning har bygget på mundtlige samtaler og aftaler, der efterfølgende ikke er skrevet ned og arkiveret. I andre arkiver er visse arkivgrupper decideret bortkommet, fx materiale fra Red Barnets centrale organisation og lokalkomiteen i Grønland fra den berørte periode, samt dele af skoledirektørens arkivalier i Rigsombudsmandens arkiv, herunder referater fra skoledirektionsmøder. Uden disse mangler kunne der muligvis visse steder været tegnet et tydeligere billede af forløb og beslutninger.

Interviews og samtaler – og anonymisering

Vi har kontaktet de seks nulevende børn fra forsøget, hvoraf fire venligt har sagt ja til at lade os interviewe dem, mens én ikke ønskede at deltage, og en anden ikke er vendt tilbage på vores henvendelser. Interviewene blev ikke gennemført efter interviewguide, men var tematisk fokuserede, idet vi særligt søgte at kaste yderligere lys over fremtrædende temaer i det allerede eksisterende interview- og erindringsmateriale vedrørende sprog, relationer til familie og omgivelser, og identitet. Interviewene blev optaget og efterfølgende fuldt transskriberet. De danner sammen med det publicerede erindringsmateriale grundlaget for kapitel 8 og 9, der behandler forsøgets konsekvenser og betydning for børnene.

Vi har bestræbt os på så vidt muligt at anonymisere børnene og deres pårørende. Da gruppen var relativt lille og allerede er identificeret i tidligere publikationer mv., kan der imidlertid være passager, hvor den eller det beskrevne ville kunne genkendes ved at sammenholde med tilgængelige oplysninger andetsteds. For at mindske muligheden for identifikation refererer vi ikke til vore fire interviews separat, men blot til fællesbetegnelsen ’personligt interview’. I kapitel 8, som bl.a. omhandler sociale problemer, angiver vi ikke, hvorfra hver enkelt oplysning er indhentet, men beskriver kun indledningsvis grundlaget for kapitlet.

Vi har ført samtaler med en række personer med særlig viden – altså ikke aktører i historien – som uden at indgå i rapporten på forskellig vis har bidraget til vores indsigt. Det drejer sig om rektor for Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet Gitte Adler Reimer, der har forsket i grønlandske slægtskabsrelationer; daværende arkivleder ved Nunatta Allagaateqarfia/Grønlands Nationalarkiv Inge Seiding; samt tidligere borgmester og landsstyremedlem Marianne Jensen, der beskæftiger sig med grønlandske børns historie, herunder børnehjemsbørnene. I forbindelse med undersøgelsen har fire tidligere skolekammerater fra den danske skole i Godthåb udfyldt et mindre spørgeskema, som er indgået som baggrundsmateriale.

Forholdet mellem samtidige skriftlige kilder og senere erindringer

Der anvendes to typer kildemateriale i redegørelsen, nemlig dels samtidige skriftlige kilder, dels senere erindringsmateriale i form af interviews og biografiske udgivelser mv. Vi benytter disse to kategorier af kildemateriale til at besvare to forskellige typer af spørgsmål i udredningen: Behandlingen af historiske forløb angående beslutningsprocessen og børnenes opvækst, altså kapitlerne 3 til 7, bygger i alt overvejende grad på samtidige skriftlige kilder. Kapitlerne 8 og 9, der behandler forsøgets og betydning for børnene, bygger derimod på primært på erindringsmateriale fra de implicerede børn og pårørende, herunder vore interviews.

Begge kildegrupper giver anledning til kildekritiske overvejelser: Eksempelvis giver det omfangsrige arkivmateriale fra børnehjemmet i Godthåb adgang til at komme tæt på børnenes opvækstforhold; men samtidig er det et produkt af, hvad skiftende forstanderinder fandt det væsentligt at notere og rapportere. Mens vi med rimelighed kan gå ud fra, at fx det noterede i dagbøgerne er sket, er der ingen sikkerhed for, at alt, som er sket, også er noteret. Og, nok så væsentligt, kan man ikke læse børnenes oplevelser af deres opvækst ud af disse kilder.

Det kan man i erindringerne, der i andre sammenhænge er blevet anset for en svag kilde til historien, da de iagttager den på afstand og fra et subjektivt synspunkt. Erindringsmaterialet giver desuden blot sporadiske oplysninger om børnenes opvækst. Netop afstanden og børnenes personlige fortællinger er imidlertid en styrke, når det gælder de vigtige spørgsmål i kommissoriet om forsøgets efterfølgende konsekvenser og betydning for børnene. Dels giver de ellers ikke tilgængelige oplysninger om børnenes videre liv. Dels, og vigtigst, får børnene her en stemme til at fortælle om, hvilke forhold i deres opvækst, der står som mest betydningsfuldt for dem. Spørgsmål, vi ikke ville kunne besvare ud fra noget andet grundlag.

Det skarpe skel mellem kapitler (primært) baseret på samtidige skriftlige kilder og kapitler (primært) baseret på erindringer ville i sig selv være problematisk, hvis de to kildegrupper gav anledning til stærkt modstridende historier. Det er imidlertid ikke tilfældet. Der optræder mindre uoverensstemmelser på detaljeniveau, fx hvad angår antal besøg hos familien, årstal og specifikke begivenheder eller forhold. Men grundlæggende er der ikke noget i erindringerne, der anfægter den historie, vi kan basere på de samtidige kilder; og omvendt er der heller intet fra arkiverne, som er i egentlig modstrid med, hvad børnene senere har fortalt. De peger i samme retning, rummer de samme historier, men set fra forskellige steder. Sigtet er derfor ikke at afprøve dem mod hinanden, men at bruge dem til at belyse forskellige aspekter af historien.

Terminologi og navne

I dag ville man nok kalde den sag eller begivenhed, som denne undersøgelse omhandler, for et projekt. I datiden anvendte man imidlertid begreber som ”forsøget”, ”eksperimentet” og ”initiativet”, og vi har valgt i denne undersøgelse at holde os til et af disse begreber, nemlig ”forsøget”, bl.a. fordi man i samtiden fra flere sider netop så nedsendelsen af de 22 børn til Danmark og deres videre ophold og skolegang som et forsøg.

Ved beskrivelsen af forhold og begivenheder, der fandt sted den gang, blev og bliver de 22 børn naturligt nok betegnet ”børnene”. Der er imidlertid ikke nogen neutral eller alternativ betegnelse for dem, efter at de er blevet voksne. Derfor anvendes ofte betegnelsen ”børnene”, når deres forhold senere i livet behandles, eller der anvendes omskrivninger, der virker mest naturligt i sammenhænget, fx de ”implicerede” eller ”efter at de voksede op”.

Vi har i redegørelsen – også uden for citat – valgt at anvende datidens danske navne for lokaliteter i Grønland, fx Godthåb for Nuuk, Frederikshåb for Paamiut osv. De danske navne går som en del af datidens koloniale og administrative sprogbrug igen i alt samtidigt kildemateriale og afspejler således den historiske kontekst for forsøget. Desuden undgås på denne måde en stadig skiften mellem nutidens og datidens navne i teksten. På kortet nedenfor ses de lokaliteter, hvorfra de
udvalgte børn kom, med både de grønlandske navne og datidens danske navne, hvor sådanne blev anvendt.

Mens de 22 børn er anonymiseret, nævnes myndighedspersoner og andre, der aktivt har medvirket i forsøget, fx politikere, embedsmænd i den danske grønlandsadministration, ledende personer i de deltagende organisationer ved navn og funktion, hvor dette har været naturligt.