De nye integrerede klasser forhindrer integration
Min påstand er, at danske klasser alt andet lige giver nogle mere harmoniske danske børn, der i højere grad vil blive integreret i det grønlandske samfund. Omvendt, giver integrerede klasser i værste fald nogle meget ulykkelige danske børn, der kan risikere varige skrammer på sjælen
Fredag d. 26. januar 2001
Jesper Birk Berger
Emnekreds:
Etik
,
Love og konventioner
,
Politik
,
Sociale spørgsmål
,
Sprog
,
Uddannelse
.
Formålet med at indføre de integrerede klasser i Nuuk skulle være at sikre integrationen af de danske børn i den grønlandske kultur.
Begge mine døtre er kun dansksprogede. Jeg har en datter i en modtagelsesklasse og en datter i en integreret klasse.
Min oplevelse er, at netop modtagelsesklasserne stimulerer det selvværd, der er en forudsætning for integration, og at danskere i de integrerede klasser ikke bliver integreret, fordi de er udenfor det sociale fællesskab og får en negativ oplevelse af grønlandsk og grønlandsk kultur.
Min yngste datter på seks år går i første klasse i en integreret klasse i Nuuk. Vi ønskede at få hende på en skole i nærheden af vores bolig bl.a. af hensyn til nærheden til skolekammerater. Hun havde god kontakt til andre piger fra børnehaven, men de er nu spredt rundt på skolerne i Nuuk.
Vores datter blev placeret på en anden skole som eneste dansktalende pige på klassetrinet. Der går også to dansktalende drenge i klassen, men i denne alder leger drenge og piger på meget forskellige måder og er på mange måder i to meget forskellige verdener.
Hun glædede sig meget til at starte i skole og har været optaget af det i de sidste par år. Hun har altid været en meget nysgerrig pige, har altid spurgt meget og har aldrig haft svært ved at komme i kontakt med andre børn.
I det år, hun har gået i børnehave i Nuuk, har hun lært nogle børnesange på Grønlandsk, og hun har haft en ægte og levende interesse i det nye og spændende sprog, de nye lyde og også i den nye kultur.
I starten af skoleåret snakkede hun meget om de grønlandske ord, og vi opmuntrede hende og sagde, at hun bare skulle spørge, hvis der var noget, hun ikke forstod.
Nu er der gået et halvt års tid med integration i en klasse med to faste dobbeltsprogede førskolelærere.
Min datter snakker sjældent om det, der sker henne i klassen. Senest fortalte hun, at de havde fået historie, men kun på grønlandsk. Da hun fortalte det hjemme, var hun ikke sur over det, men konstaterede, at man ikke lærer grønlandsk ved bare at høre det. Hun tager jo ikke skade af at gå glip af en historie, men hun har ikke en oplevelse, hun deler med de andre, og når andre i klassen i fremtiden refererer til noget i den historie, så er hun ikke med i det fællesskab.
Hun ville ikke have nogle af børnene fra klassen med til sin fødselsdag, og hun spørger aldrig til de andre børn i fritiden. Når vi afleverer hende i klassen er der ingen af de andre børn, der kommer hende i møde, hilser på hende eller overhovedet lader sig mærke med, at hun kommer ind. Hun hilser heller ikke selv på nogle af børnene. Hun har aldrig været glad for frikvartererne. Legen i skolegården er jo bygget op om et samvær og et fællesskab med de andre børn. Er det mon derfor, min datter ikke synes om frikvartererne? Fordi hun ikke er en del af fællesskabet og derfor føler sig isoleret?
Jeg besøgte for nyligt klassen. Her overværede jeg bl.a. en situation, hvor hver enkelt elev fortalte læreren og de andre børn, hvad de havde oplevet dagen før, da de kom hjem fra skole. Dette er utvivlsomt en god måde at lære hinanden at kende på og giver nogle fælles referencer, som børnene kan bygge videre på i andre situationer.
Min datter fortæller selvfølgelig på dansk, men hun kan ikke grine af de sjove oplevelse sammen med de andre, hun hører ikke, hvem der har fået en hundehvalp eller hvem, der har fået nye ski, fordi de snart skal begynde på skiskolen. Sådan en situation er i høj grad med til at forstærke den sociale isolation.
Hvordan påvirker det et lille barn at være lukket inde i en "klokke" i fire timer hver dag? Jeg har da sjældent følt mig mere ensom end de gange, jeg har været i fremmede kulturer i længere tid, hvor jeg ikke har kunnet forstå sproget. I de situationer, hvor der har været mange fremmede folk og meget liv omkring mig er ensomheden og alt, hvad der følger med, allerværst.
Hvordan påvirker det et barn at skulle prøve sig frem og gøre, hvad de andre gør, uden at være sikker på at forstå, hvad det handler om.
Bliver oplevelsen ikke præget af stor usikkerhed?
Kan man helt afvise, at et barn vil resignere, blive passiv og blot lade tiden passere?
Hvordan påvirker det et barn at være udenfor det sociale fællesskab og hele tiden blive udsat for de ubevidste signaler, der ligger i, at det, der nu er hendes sprog, ikke er det rigtige og ikke kan bruges til at kommunikere med?
Min frygt er, at denne form for integration med størst mulig spredning af de danske elever skaber børn med lavt selvværd. Disse børn føler sig ikke ligeværdige og bliver dårligere til at indgå i sociale sammenhænge. Dette er vel ikke ligefrem den bedste baggrund for at indgå i en integrationsproces?
Min ældste datter går i anden klasse, som er en dansk klasse. Her oplever jeg en klasse, som har en stor grad af fællesskab og jo ikke mindst i kraft af, at de alle er fremmede i en kultur, der ikke er deres egen.
Klassen kan forholde sig til denne situation og inddrage den i dagligdagen. Jeg oplevede allerede i første klasse, at vores ældste datter havde en stor interesse for den nye kultur, og hun gik allerede dengang meget op i at øve sig på de grønlandske ord.
Jeg oplever, at hun har det selvværd og den ro, der skal til for at kunne tage imod den grønlandske kultur.
Min påstand er, at danske klasser alt andet lige giver nogle mere harmoniske danske børn, der i højere grad vil blive integreret i det grønlandske samfund. Omvendt, giver integrerede klasser i værste fald nogle meget ulykkelige danske børn, der kan risikere varige skrammer på sjælen.
De integrerede klasser risikerer herudover at skabe en modstand imod grønlandsk og grønlandsk kultur i de danske børn.
Men er jeg ikke bare en forkælet dansker, som er vant til at få det hele på dansk - også selv om vi er i Grønland?
Joh, det kan man da godt sige, men der er uro i min mave over at min lille datter føler sig udenfor fællesskabet, og at hun kæmper med nogle frustrationer, som jo slet ikke behøvede være der. Der er jo børn nok i Nuuk til at danne mindst en dansk klasse på dette klassetrin.
Nedlæggelsen af de danske klasser er politisk og beslutningen er truffet af Landsstyret.
Finder landsstyremedlemmet, at det er en værdig skolestart, vi giver de danske børn?
Kan landsstyremedlemmet påstå, at der er erfaringer for, at den nuvarende integrationsordning fungerer?
Finder landsstyremedlemmet, at der er så store ulemper ved at opretholde de danske klasser, at det kan opveje de menneskelige konsekvenser, der kan være ved de integrerede klasser?