Ingen smålig skelen

Det, som vi kan føle, er ikke så meget, at den unge generation grønlændere har problemer med dansk, som at de danskere, der er her, har problemer med grønlandsk

Fredag d. 2. november 2001
Lise Lennert
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sprog, Uddannelse.

Den danske avis Berlingske Tidende havde d. 6. oktober 2001 en artikel baseret på en undersøgelse af to studerende, Naaja Nathanielsen og Naja A. Lund. Jeg sendte en kommentar til denne artikel. Atuagagdliutit kom med en artikel om nøjagtig samme undersøgelse d. 16. oktober 2001. Jeg har fundet det nødvendigt at komme med samme kommentar til artiklen i AG dels fordi undersøgelsen kommer til at virke misvisende, når svarprocenten som artiklen påstår kun er på 47% af de adspurgte, og dels fordi sprogdebatten for en stor del sætter fokus på forhold omkring grønlandsk -og dansksprogethed.

Artiklens budskab var kort fortalt, at Hjemmestyret vil afskaffe dansk i Grønland - men kun hver fjerde grønlandske studerende kan tale grønlandsk, viser undersøgelsen. Nu frygter unge grønlændere at blive andenrangsborgere.

De to studerende har dybt bekymrede foretaget en undersøgelse, der delvis baserer sig på et sprogligt udgangspunkt, hvori der ledes efter en syndebuk for det forhold, at et flertal af de grønlandske uddannelsessøgende ikke har lært grønlandsk.

Lad det til en begyndelse være præciseret, at i henhold til Hjemmestyrelovens §9 har det grønlandske sprog en entydig status som hovedsproget i Grønland. Der står kort og godt, at sproget i Grønland er grønlandsk, og samtidig, at der skal undervises godt og grundigt i dansk.

De unge fra 70-erne har et ganske andet udgangspunkt end det, der gælder i dag, idet den lovgivning, der var gældende fra 53 til 79, sigtede mod en undtagelsesløs ligestilling med danskerne.

Der er ingen tvivl om at en del unge fra bestemte fag, der nu i stigende tal er ved at afslutte deres uddannelser i Danmark, i en række henseender kan have problemer med deres grønlandske, fordi der på den tid, da de var børn, var en del forældre, der ikke havde tillid til grønlandsk og derfor valgte dansk i stedet.

I konsekvens af ånden fra Hjemmestyrets indførelse i 1979 er første etape af enhver videregående uddannelse gymnasiet, hvoraf der nu er fire i vort tyndtbefolkede land. Her er den faglige standard præcis den samme som på danske gymnasier samtidig med at der stilles krav om grønlandsk endog på et ganske højt niveau. Men selvfølgelig undervises der da i dansk og engelsk og andre fremmedsprog i den udstrækning behovene eksisterer.

Det skal i denne forbindelse også nævnes, at Hjemmestyrets uddannelsesstøtteordning er særdeles attraktiv.

For det andet er det tankevækkende, at de holdninger, vi præsenteres for i medierne, peger i så forskellige retninger, som de gør, men at det som oftest er den grønlandske ungdoms utilstrækkelige danskkundskaber, der påkalder sig bekymret opmærksomhed.

Selvfølgelig er det vigtigt, at aviserne skriver om disse ting, men undertiden er tendensen til at takke ja til hvad som helst rigeligt tydelig. De tal, der refereres fra de studerendes undersøgelse burde først have været sammenholdt med den statistiske årbog, idet det fremgår klart af den, at den ikke-grønlandskfødte del af befolkningen i efterhånden en hel del år stille og roligt er mindsket.

Det, som vi kan føle, er ikke så meget, at den unge generation grønlændere har problemer med dansk, som at de danskere, der er her, har problemer med grønlandsk.

Fordi fremmedsprog tilegnes let i barndommen, fungerer nu en vellykket integration af børn med forskellige sprog i børneinstitutionerne, og også i folkeskolen findes kravet om integration. Dette er ikke kun fordi de grønlandske børn skal have lejlighed til at lære dansk, men også fordi de danske børn skal kunne lære grønlandsk. Frugterne af denne etnisk grænseløse måde at klare tingene på høster vi nu, når vi lytter til vore tvekulturelle børnebørn, og det er vi stolte af.

Til de grønlændere, der nu er under uddannelse i Danmark skal det understreges, at den egentlige bekymring, som undersøgelsen har afdækket, ligger et helt andet sted:
- eftersom vi nu studerer uden grønlandsk vil vi næppe kunne klare os, når vi skal til at arbejde blandt grønlændere - er ikke en holdning, det er værd at gå i stå på. Skynd Jer i stedet hjem, når I er færdige med Jeres uddannelse, og vær selv med til at præge samfundsudviklingen heroppe - også i sproglig henseende.

I får et arbejde, der ikke alene er spændende, men som også giver Jer mange glæder, og skulle I ikke helt magte det grønlandske, så har I valgmuligheden i begyndelsen at arbejde i en by uden alt for mange danskere.
Grønland har brug for alle de veluddannede unge, som har rod her uden smålig skelen til om de taler dansk eller grønlandsk.

Det gælder utvivlsomt for mennesker lige så vel som for de små terner og for gæssene at man søger tilbage til det land, man er klækket i. Derfor er der al mulig grund til også at inddrage forældregenerationen, der jo var dem der styrede børnenes sprogtilegnelse, i vurderingen af hvor børnene helst skal være nu, hvor de er blevet voksne.