15. Skole/hjem-samarbejde
I interviewene kom det frem, at der generelt er stor forskel på, hvorledes de danske forældre forholder sig til skolen i forhold til de grønlandske forældre. De danske forældre stiller ofte store krav til skolen, mens de grønlandske forældre er mere tilbageholdende
Lørdag d. 4. maj 2002
Flemming Østergaard Hansen
KL's Børne- og Kulturkontor
Søren Christiansen
Emnekreds:
Kultur og samfund
,
Politik
,
Sociale spørgsmål
,
Sprog
,
Uddannelse
.
Indholdsfortegnelse:
15.1 Forældre
15.2 Medarbejdere
15.3 Interviews
I spørgeskemaet er der spurgt til skolens samarbejde med forældrene vedrørende elevernes undervisning. Dette emne er relevant, blandt andet fordi en del af elevens skolearbejde, der skal understøtte integrationsordningen, sker i hjemmet i form af lektier og anden forberedelse.
15.1 Forældre
I spørgeskemaet stilles fire spørgsmål til forældrene. De tre første spørgsmål er stillet for at afdække forskellen mellem: Om de finder det vigtigt, at barnets undervisning tilrettelægges i samarbejde med forældrene Hvordan de opfatter, at situationen er i Nuuk på dette punkt Om deres barns undervisning tilrettelægges i samarbejde med dem. Svarene på spørgsmålene fordeler sig som det fremgår af nedenstående diagram.
Svarene viser tydeligt, at langt de fleste af de adspurgte forældre finder, at det er vigtigt, at deres barns skolegang tilrettelægges i samarbejde med dem. Svarene er blevet krydschecket med forældrenes tilhørsforhold. Heraf fremgår det, at forældre, der føler sig grønlandske, vægter vigtigheden af forældresamarbejdet lidt højere, end det er tilfældet hos de forældre, der føler sig danske.
Som kontrast til, hvor vigtigt forældrene finder samarbejdet med skolen, svarer forældrene, at der i Nuuk kun er begrænset eller slet ikke noget samarbejde mellem skole og hjem om elevernes skolegang. Omkring deres egne børn udtrykker forældrene, at det står endnu sløjere til med samarbejdet i forhold til deres generelle opfattelse af situationen i Nuuk.
Hvem skal gøre noget ?
I spørgeskemaet er forældrene blevet spurgt, hvem der skal gøre noget for, at elevernes undervisning bliver tilrettelagt i et samarbejde med dem. Besvarelserne har givet følgende resultat: Aktør "Ja" svar ud af 355 mulige svar Skolen 294 Jeg/vi 159 Kommune 129 Det er tydeligt, at forældrene mener, at det først og fremmest er skolen, der skal gøre en indsats for, at samarbejdet mellem skole og hjem bliver udbygget. En del af forældrene giver udtryk for, at de også selv har et ansvar, hvilket også gælder Nuup Kommunea.
15.2 Medarbejdere
I spørgeskemaet stilles ligeledes fire spørgsmål til medarbejderne. De tre første spørgsmål er stillet for at få afdækket forskellen mellem: Om de finder det vigtigt, at elevernes undervisning tilrettelægges i samarbejde med forældrene Hvordan de opfatter, at situationen er generelt i Nuuk på dette punkt Om deres elevers undervisning tilrettelægges i samarbejde med forældrene. Svarene på spørgsmålene fordeler sig som det fremgår af nedenstående diagram.
Som det ses, er medarbejderne på dette punkt generelt enige med forældrene. Medarbejderne finder samarbejdet med forældrene vigtigt, men de oplever ikke, at det praktiseres i vid udstrækning, hverken i kommunen som helhed, eller i forhold til deres egne elever. Medarbejderne lægger dog ikke helt så meget vægt på skole/hjemsamarbejdet som forældrene. Der er da også flere medarbejdere, som i forbindelse med deres besvarelse af spørgeskemaerne har skrevet, at de ikke mener, at forældrene skal indblandes i forhold til undervisningen.
Hvem skal gøre noget ?
Medarbejderne er på samme måde som forældrene blevet spurgt, hvem der skal gøre noget for, at elevernes undervisning bliver tilrettelagt i et samarbejde med forældrene. Det har givet følgende svar: Aktør "Ja" svar ud af 51 mulige svar Skolen 28 Jeg 27 Kommune 16 Som det ses, deler medarbejderne ikke forældrenes syn på, at det helt overvejende er skolen, der skal gøre mere for at forbedre samarbejdet med forældrene. Mange giver imidlertid udtryk for, at de selv har et ansvar, hvilket også gæl-der Nuup Kommunea, dog i mindre udstrækning. En del medarbejdere har i deres besvarelser af spørgeskemaerne skrevet, at forældrene har et stor ansvar for, at samarbejdet bliver forbedret.
15.3 Interviews
I interviewene med både forældre, skoleledelser og medarbejdere kom det også frem, at skole/hjemsamarbejdet i Nuuk er begrænset.
Flere forældre tilkendegav, at der helt generelt mangler en dialog mellem skolen og forældrene om, hvorledes de to parter kan arbejde sammen i forbindelse med børnenes skolegang. Det er ikke mindst et problem i forbindelse med integrationsordningen, hvor mange forældre udtalte, at de mangler gode råd om, hvorledes de kan være med til at understøtte ordningen.
Alle tre grupper oplever, at mange forældre ikke interesserer sig for skolens dagligdag. Eksempelvis er det yderst begrænset, hvor mange der ønsker at engagere sig i skolebestyrelsesarbejdet. Samtidig er fremmødet til møder indkaldt af skolen lavt.
I interviewene kom det frem, at der generelt er stor forskel på, hvorledes de danske forældre forholder sig til skolen i forhold til de grønlandske forældre. De danske forældre stiller ofte store krav til skolen, mens de grønlandske forældre er mere tilbageholdende.
Det manglende samarbejde mellem skole og hjem opleves som et problem, da forældrenes opbakning betragtes som afgørende, hvis integrationsordningen skal blive en succes.