Heksejagt
Det er ikke engang danskerne, sådan nogle som mig, der er de farlige, nej det er nogle helt andre, nemlig dem, som påstår de er grønlændere, og nu vil de have opmærksomhed på bekostning af landets rigtige befolkning
Torsdag d. 14. november 2002
Lars Mosgaard
Emnekreds:
Danskere i Grønland
,
Etik
,
Kultur og samfund
,
Politik
,
Sprog
.
.
Når hyklerne forsamles, bliver jeg nervøs og bange.
Tag nu den sprogdebat, som er i gang og tag det møde, som GLDK afholdt i Katuaq forleden.
Jeg hørte den i går i radioen. Kun een person kunne - eller turde? - ligesom se, hvad det i grunden drejede sig om: Fatuma Ali.
Per Berthelsen kan rumme problemet.
De dansksprogede grønlændere blev igen gjort tavse.
Alle de andre, jeg hørte, stillede op i hyklernes parade.
Jeg er bange.
Her kommer der nogle grønlændere og beder pænt om at blive lagt mærke til som rigtige grønlændere.
De er godt nok ikke ret gode til at tale grønlandsk.
Straks skal man anmode om, at følelserne lades udenfor.
Fandentamig: det er jo en følelsesmæssig sag:
Jeg er dansker, men jeg føler mig som jyde.
I er danskere, men I føler jer som grønlændere, mange endda i så høj grad, at det er utilladeligt at nævne det undtagen ved højtidelige lejligheder, når folkeretten og menneskerettighederne skal bringes på banen, for så er det nemlig helt OK.
I øvrigt blev det for nylig klart, at der findes flere grønlandske etniciteter.
Der er også flere grønlandske sprog.
Hvorfor kan I ikke indse, at her er der nogle mennesker, som føler sig som grønlændere, og hvorfor vil I ikke acceptere, at de pænt beder om sat blive agtet på som sådan?
Nej, de skal straks skældes ud: "I skulle skamme jer, tænk på alle de grønlændere, som kun kan grønlandsk. Og nu vil I have særlig opmærksomhed på deres bekostning".
Det drejer sig slet ikke om dét.
Næ, det drejer sig om skjulte fjendebilleder, og det er det, der gør mig bange.
Et ellers meget fint og følsomt menneske som Asii Chemnitz Narup siger så i debatten - temmelig følelsesladet i øvrigt - at man må respektere, at "vi vil kæmpe for vort sprog og vor kultur".
OK - det er altså dét, det drejer sig om: en kamp for noget.
Jamen, man kan kun kæmpe for noget, hvis der er nogen eller noget at kæmpe imod.
Man kæmper for det gode imod det onde.
Man kæmper for de rigtige imod de forkerte.
Betyder det virkelig, at man - mange? - opfatter disse dansksprogede grønlændere som farlige, farlige for sproget og dets bevarelse, farlige for kulturen og dens bevarelse, nogen som skal bekæmpes!?
Ole Aggu Marcussen holdt en udadtil flot tale, men han gik, som han skulle, langt udenom følelserne og undgik derfor problemets kerne. Det forblev snak.
Ordstyreren Aqqaluk Lynge var neutral langt hen ad vejen, men han kunne desværre ikke se, hvad der i virkeligheden var oppe til debat.
Jeg er bange: de rigtige grønlændere imod de ikke helt rigtige grønlændere.
De sidste beder om anerkendelse, ikke folkeretlig, men bare så at man lægger mærke til dem og respekterer dem som grønlændere.
De første synes, de er farlige.
Det er ikke engang danskerne, sådan nogle som mig, der er de farlige, nej det er nogle helt andre, nemlig dem, som påstår de er grønlændere, og nu vil de have opmærksomhed på bekostning af landets rigtige befolkning.
Fatuma Ali kunne se det.
Jeg håber, der er andre, der kan se det eller i hvert fald kan rumme det.
I gamle dage foranstaltede hyklerne heksejagter.
Når man skulle afsløre heksen, kunne man kaste hende i vandet:
Sank hun og druknede, ja, så var hun ikke nogen heks.
Flød hun imidlertid ovenpå, så var hun en heks og så skulle hun brændes.
Er I virkelig parat til at ofre en veldefineret gruppe af befolkningen til fordel for, ja, for hvad?
Se, det er det virkeligt skræmmende: en veldefineret befolkningsgruppe bliver udstillet.
Hvad bliver det næste?
Jeg synes, at jagten på hyklerne er langt vigtigere end jagten på de indbildte hekse.
Vi må turde gå til kamp mod tabuerne, blandt hvis forkæmpere hyklerne er de stærkeste.
Lad os afsløre hyklerne og lad os indse, at der ingen hekse er.
Lad os leve i fred med hinanden.
Men jeg er stadigvæk bange.