Stop den offentlige hetz

Landsstyreområdet for Sundhed, Miljø og Forskning er omorganiseret og under opbygning til en SAMLET og HANDLEKRAFTIG organisation

Mandag d. 13. november 1995
Marianne Jensen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Landstingspolitikere har aktivt medvirket til at køre debatten om Sundhedsvæsenet på vildspor ved at agere som "lommeregnerpolitikere" i forhold til den Finanslov, som de selv fornylig har været med til at vedtage.

Ud fra de bemyndigelser, som samme Finanslov giver, har jeg som det ansvarlige Landsstyremedlem taget skridt til at nedsætte en arbejdsgruppe, som bl.a. skal -
  • kulegrave hele normeringsproblematikken inden for det store personaleområde med over 1200 ansatte inden for Sundhedsvæsenet med henblik på at udarbejde forslag til fremtidige normeringsprincipper til godkendelse hos Landsstyret ud fra, hvad Grønland har BEHOV FOR og RÅD TIL
  • udarbejde forslag til fordeling af ansvar og kompetence i driften af Sundhedsvæsenet i de enkelte Sundhedsdistrikter og den centrale administration
  • vurdere inddragelse af de lokale Sundhedsnævn i sundhedsplanlægningen
Før denne arbejdsgruppe har fremlagt deres vurderinger, er det svært, ja umuligt for mig, for andre ansvarlige politikere og for offentligheden at vurdere, om der retteligt bør vare 78, 77, 72 eller for den sags skyld et andet antal læger i Grønland ud fra de givne forudsætninger - et antal læger, som det desværre i mange år har været umuligt at rekruttere til Grønland.

Jeg skal ikke udelukke, at der kan være begået regnefejl i det hektiske finanslovsarbejde. Dette undersøges grundigt for øjeblikket, MEN DET ER HORRIBELT AT KØRE HETZ MED HENBLIK PÅ AT FÅ FYRET EN DIREKTØR PÅ BAGGRUND AF EVENTUELLE REGNEFEJL, SOM IKKE HAR AFGØRENDE BETYDNING FOR DET ANTAL LÆGER, VI KAN REKRUTTERE TIL GRØNLAND I DISSE TIDER!

Jeg har igennem 7 måneds samarbejde lært min direktør Torben Cordtz at kende som en hårdtarbejdende, dygtig og inspirerende medspiller og leder med en stor ydmyghed og samvittighedsfuldhed over for det samfund, han arbejder for.

I al ubeskedenhed mener jeg, at vi sammen i denne korte periode har opnået betydelige resultater inden for mit ansvarsområde:
  • Gennem et radikalt gennembrud i samarbejdet med Sundhedsstyrelsen, aftalerne med den danske sundhedsminister og afsættelse af ekstra midler til rekrutteringsformål i Finansloven er der skabt betydeligt bedre muligheder for en meget mere intensiveret rekrutteringsindsats fremover.
  • Landsstyreområdet for Sundhed, Miljø og Forskning er omorganiseret og under opbygning til en SAMLET og HANDLEKRAFTIG organisation
  • Alkoholbehandlingscentret "Qaqiffik" er etableret og kører allerede, over al forventning.
  • På miljøområdet er indgået aftaler, som vil revolutionere miljøforhold i Grønland.
  • På forskningsområdet er indgået aftaler til styrkelse af det grønlandske forskningsmiljø.
Disse er blot eksempler på resultater af mit gode samarbejde med direktør Torben Cordtz og direktoratets personale.

Jeg tager det fulde ansvar for mit landsstyreområde. Hvis direktør Torben Cordtz i yderste konsekvens skal fyres på et urimeligt grundlag, vil jeg personlig tage konsekvensen af dette.