Stop hundehængning i Grønland ...

For nogle år siden var der en voldsom demonstration i Sverige. En gruppe - sikkert velmenende, men - meget vrede ældre damer gik frem og tilbage foran den danske ambassade med nogle store skilte, hvor der stod malet "STOP HUNDEHÆNGNING I GRØNLAND" - det var også det de gik og råbte.

Søndag d. 31. december 1995
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

For nogle år siden var der en voldsom demonstration i Sverige. En gruppe - sikkert velmenende, men - meget vrede ældre damer gik frem og tilbage foran den danske ambassade med nogle store skilte, hvor der stod malet "STOP HUNDEHÆNGNING I GRØNLAND" - det var også det de gik og råbte. Det var den episode jeg kom til at tænke på, da jeg læste indledningen på Marianne Jensens pressemeddelelse: "Stop den offentlige hetz på Landsstyreområdet for sundhed og miljø og Forskning og på direktør Torben Cordtz personligt". Jeg vidste ikke at der blev hængt hunde i Grønland, og jeg vidste heller ikke at der foregår nogen offentlig hetz mod Sundhedsdirektoratet og direktør Torben Cordtz personligt. Derimod kan jeg huske, at jeg i sidste uge i en kronik i Atuagalliutit/Grønlandsposten pegede på fire forskellige situationer under den netop overståede landstingssamling, som hver på sin måde er stærkt betænkelige. Selv om jeg helt åbenbart som "lommeregnerpolitikeren" må være delvis mål for pressemeddelelsen, så kommer der ikke bare antydning af svar på de spørgsmål, jeg har rejst. Det var ellers efter min opfattelse ganske alvorlige problemer, som kræver et svar. Et enkelt - meget alvorligt - klagepunkt vil jeg gerne her gentage og banke det ud på stavepladen, så det kan forstås af alle: Det var mit lommeregneri, der førte til at et samlet finansudvalg rejste spørgsmålet i betænkningen til anden behandling af finansloven, og det var Marianne Jensen, der fra Landstingets talerstol sagde, at en forklaring ikke ville blive givet her og nu i salen, men ville blive givet i Finansudvalget. Da vi efterfølgende i Finansudvalget rykkede for forklaringen, fik vi oplyst, at forklaringen alligevel ville blive givet i landstingssalen, men først om fredagen på Landstingets sidste arbejdsdag. Der kom ingen forklaring, og vi måtte vedtage finansloven uden den ønskede redegørelse for de åbenbare fejl i materialet fra Sundhedsdirektoratet. Og vi har stadig ikke fået en forklaring. Jeg ved ikke hvad læserne vil kalde sådan en fremgansmåde. Marianne Jensen vender skytset mod kritikken og kalder det i sin pressemeddelelse at "køre debatten om Sundhedsvæsenet på vildspor ved at agere som "lommeregnerpolitikere" i forhold til den Finanslov, som de selv for nylig har været med til at vedtage". Men i øvrigt er pressemeddelelsen fuld af oplysninger - først og fremmest om sundhedsdirektør Torben Cordtzs herlige kvaliteter og det resultatrige samarbejde, der har blomstret i direktoratet gennem de sidste 7 måned. Begejstringen for Torben Cordtz er så stor, at de (Marianne og Torben) i givet fald vil følges ad ud af døren, hvis det skulle komme til en fyring af sundhedsdirektøren. Tillykke med det! Men skulle vi ikke holde os til sagen? - Og sagen - eller rettere opgaven - er at få etableret et sundhedsvæsen som folk kan være tilfredse med, og i løsning af denne opgave er vi alle sammen kun brikker i et puslespil. Puslespillet er på 1200 brikker og koster godt 600 millioner kroner og handler om vores adgang til hjælp, når vi bliver syge. Og hvis det virkelig kun skulle være et snævert personspørgsmål for at få sundhedsvæsenet til at fungere bedre - hvad så? Når man sidder der ved bordet foran puslespillet og det hele næsten er samlet, og der til sidst kun er en enkelt brik der absolut ikke passer. Hvad gør man så? - Skifter den ene brik ud og skaffer en anden der passer? - eller smider vi 1199 brikker ud og finder 1199 andre der passer? Så vidt jeg kan se skifter vi i disse tider livligt ud på de 1199 andre brikker. Jeg vil stadig gerne have svar på de fire spørgsmål jeg har rejst.