Telemedicin og penge
Patienterne i yderdistrikterne kan med hjælp fra sundhedspersonalet det pågældende sted komme i kontakt med læger og specialister i Nuuk. Telekonsultationer gør det muligt at stille diagnoser, ordinere behandling eller træffe afgørelse om overflytning til et (andet) sygehus
Tirsdag d. 20. februar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Bygder
,
Infrastruktur
,
Politik
,
Sundhedsvæsenet
,
Telemedicin
.
I DANMARK saver man den gren over, man sidder på. I Grønland skyder vi os selv i foden, og vi gør det så ofte og så eftertrykkeligt, at masser af gode initiativer bliver opgivet.
Nu er det telemedicinen. For en måneds tid siden var det flytrafikken. Dengang besluttede landsstyret at finansiere servicekontrakterne om flyvning til yderdistrikterne med afgifter på ruterne til og fra de såkaldte vækstområder. På den måde bevarede landsstyret den krydssubsidiering, det ellers var hensigten at afskaffe.
I dag sparer vi på telemedicinen og hæmmer derved udviklingen af et medicinsk værktøj, der er skræddersyet til det spredte bosætningsmønster og de knappe ressourcer. Det er for dumt!
I EN ARTIKEL på side 7 fortæller de to pionerer på området, lægerne Karl Karlsen og Thomas Stensgaard, at de ikke fortsat kan deltage i et projekt, der udhules af svigtende bevillinger. De siger, at det går ud over patienterne, og det hverken kan eller vil de bidrage til. Så hellere melde fra og nøjes med at udføre den telemedicin, der er penge til.
De to læger har begge arbejdet med telemedicin siden 1996, og erfaringerne er gode. Patienterne i yderdistrikterne kan med hjælp fra sundhedspersonalet det pågældende sted komme i kontakt med læger og specialister i Nuuk. Telekonsultationer gør det muligt at stille diagnoser, ordinere behandling eller træffe afgørelse om overflytning til et (andet) sygehus.
Fordelene ved denne service er så indlysende, at man overalt i tyndt befolkede egne enten har et udbygget system eller er i fuld gang med at etablere det.
Her i landet startede vi flot og planlagde at udvide systemet til hele landet. Og nu, hvor vi har set succesen, skærer vi ned på personalet og prøver at presse mere produktion ind med dem, der var tilbage.
Det er for dumt!
TELEMEDICIN bør tvært imod forceres, fordi vi derved har mulighed for at forbedre sundhedstilstanden og desuden mindske risikoen for at blive alvorligt syg eller måske dø af noget, en læge kunne have forhindret.
//////
Læs mere om Telemedicin i Grønland