NunaMed konferencen 2010
I 1990’erne fandt børnelæge Inge Merete Nielsen under besøg på Østkysten flere børn med dårlig trivsel, gulsot, hudkløe og som havde besvær med at omsætte visse fødemidler. Børnene blev allerede syge i 1. levemåned og alle var døde, inden de nåede voksenalderen.
Onsdag d. 8. september 2010
Agathe Fontain
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Forskning
,
Sundhedsvæsenet
,
Telemedicin
.
Åbningstale af landsstyremedlem for Sundhed Agathe Fontain af den grønlandskmedicinske konference NUNA MED d. 4. september 2010.
Det er med stor glæde, jeg står her i dag som landsstyremedlem for Sundhed og byder jer alle sammen velkommen til NunaMed konferencen 2010. Tak til jer, der er kommet for at lære og for at bringe det lærte med tilbage til jeres arbejdspladser – til gavn for jeres patienter og for Sundhedsvæsenet i Grønland. Tak til de mange foredragsholdere, der deler deres spændende indlæg og store viden med os. Og ikke mindst hjertelig tak til arrangementskomiteen, hvis arbejde har gjort denne konference mulig.
Det er nu sjette gang, NunaMed konferencen afholdes som en speciel grønlandsk konference. Den første NunaMed konference i 1991 er blevet kaldt ”starten på den nyere tid inden for den sundhedsfaglige grønlandsforskning” – og det er jeg helt enig i. NunaMed er en lokal sværvægter indenfor sundhedsforskning.
Ideen til den første konference kom fra Formanden for Grønlandsmedicinsk Selskab, som havde fået den dristige idé at arrangere en sundhedsvidenskabelig konference i Nuuk. Arrangørerne var blevet enige om, at med 40 deltagere kunne konferencen kaldes en succes – der kom 165. NunaMed konferencen havde dermed allerede fra starten en overvældende tilslutning.
Ved åbningen af konferencen i 1994 kunne det daværende landsstyremedlem for Sundhed og Miljø, Ove Rosing Olsen så konstatere, at NunaMed var blevet en tilbagevendende begivenhed.
NunaMed er vores helt egen konference. Det sted, hvor de specielle grønlandske vinkler på sundhedsforskningen kommer frem og der, hvor udfordringerne på området bliver set igennem vores egne øjne – det er vigtigt, at vi også i fremtiden har sådan et sted, sådan en konference.
Her mødes grundforskning, forskning i enkeltsygdomme og forskning indenfor folkesundhed til gensidig inspiration, for det handler alt sammen om sundhed og sygdom i den grønlandske befolkning.
Landsstyrets mål på folkesundhedsområdet er beskrevet i vores folkesundhedsprogram ”Inuuneritta – lad os få et godt liv”. For mig står sundhedsfremme indenfor programmets fokusområder som en meget vigtig målsætning. Derfor er jeg glad for at kunne være initiativtager til arbejdet omkring ”livsstilsværksteder”. Livsstilsværkstederne skal blive et landsdækkende initiativ, der skal hjælpe og inspirere befolkningen til at undgå livsstilsrelaterede sygdomme. Mange at konferencens workshops omhandler Inuuneritta’s fokusområder. Det er dejligt. Mere viden styrker vores mulighed for at yde den effektive sundhedsfremmende indsats, der er behov for.
I 1991 handlede kun meget få indlæg om børn og unges sundhed. Børn er fremtidens byggesten. Vi har stadig en stor andel af børn under 18 år. De udgør 30 % af befolkningen. Netop denne gruppe fylder meget på årets konference, hvilket er fuldt i tråd med landsstyrets ønske om at sætte særlig fokus på indsatsen over for børn og unge. Demografisk vil vi også i Grønland se en voksende andel af ældre. Jeg håber, at vi ved fremtidige NunaMed konferencer vil kunne høre meget mere om forskning omkring denne gruppes sundhed og behov.
Vi har i Grønland altid haft tradition for et tæt samarbejde mellem forskere, administratorer og det lokale sundhedsvæsen. Grønland er afhængig af den viden, I genererer og er både glade for og ydmyge overfor den viden, I kommer med. Det er mit ønske, at sundhedsforskningen bliver styrket, og at mere af forskningen vil blive initieret ud fra lokalt behov og kommer til at foregå i samarbejde med lokale institutioner. Det gælder ikke mindst den forskning, der kommer til at foregå på det nye Institut for Sygepleje og Sundhedsforskning på Ilimmarfik og på GIHR, Greenland Institute of Health Research. Mere lokal forskning vil nødvendiggøre et endnu mere intensivt samarbejde mellem forskerne og Sundhedsvæsenet om at få den indsamlede viden omsat til praksis.
Flere af jer har været med hele vejen fra 1991 som forskere og som arbejdende i Sundhedsvæsenet. Det er ikke muligt at pege på alle projekter, der har haft betydelig indflydelse på vores dagligdag, men jeg vil alligevel pege på et enkelt projekt, som jeg selv har glædet mig specielt over.
I 1990’erne fandt børnelæge Inge Merete Nielsen under besøg på Østkysten flere børn med dårlig trivsel, gulsot, hudkløe og som havde besvær med at omsætte visse fødemidler. Børnene blev allerede syge i 1. levemåned og alle var døde, inden de nåede voksenalderen. Inge Merete begyndte at undersøge deres baggrund, og ud fra stamtræer kunne hun se, at det drejede sig om en arvelig tilstand, nedarvet på et enkelt gen. Ud fra klinikken kunne hun se, at det drejede sig om en sygdom i galdevejene. Denne nye sygdom fik navnet ”Cholestasis Groenlandica”.
Gennem det årelange videre arbejde med sygdommen i samarbejde med genetiker blev sygdomsgenet lokaliseret på kromosom nummer 18. Nu kunne man begynde at undersøge sygdommen i befolkningen. Man fandt en høj andel af sygdomsbærere specielt i Østgrønland.
Med basis i denne forskning kunne Grønlands Sundhedsvæsen den 1. januar 2006 starte et screeningsprogram af gravide for sygdommen og for en anden sjælden arvelig sygdom. - Og udover at forebygge menneskelig lidelse, så var indsatsen også omkostningseffektiv.
Når vi løfter sammen, kan vi nå langt. Dialogen mellem forskere og politikere er vigtig også i fremtiden.
Jeg ønsker jer alle en god konference.