Redegørelse for turismen - en håbløs udgivelse...

Redegørelsen er et stort blændværk, som prøver at efterlade det indtryk, at turismen er et langt bedre erhverv, end vi hidtil har anet. Ved hjælp af forskellige definitioner på, hvad en turist er, forsøger Peter Grønvold Samuelsen at få det til at se ud, som om turismen er et af de bærende erhverv. Hvis han får samlet en tilpas stor kreds af troende, der ser frem til et evigt turismeliv med en halv milliard i valutaindtægt om året, så kan han gøre skeptikerne til skamme. Og så vil endnu flere begynde at tro, at turismen er en bæredygtig erhvervssøjle.

Tirsdag d. 6. oktober 1998
Jens Brønden
Emnekreds: Erhverv, Politik, Turisme, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Knold og Tot
Et gennemført blændværk
Cirka 10.000 kroner fra hver turist
Sæsonarbejde


DET VAR FREM for alt underholdende at læse den 25 sider lange turismeredegørelse, som landsstyremedlem Peter Grønvold Samuelsen skal fremlægge for Landstinget i denne samling. Men det er også det eneste positive, der er at sige om den.

Redegørelsen er blevet til på grundlag af en rapport, der er udarbejdet af en arbejdsgruppe, direktoratet har nedsat. Den er fra ende til anden et urealistisk sammensurium af påstande, drømme og forventninger om et erhverv, der aldrig nogensinde bliver andet end en niche i den grønlandske erhvervsstruktur. En søjle bliver det ikke, og intet i den foreliggende redegørelse modsiger dette.

Der har været noget latterligt over turismeplanlægningen fra begyndelsen. Noget bagvendt. I rapporten opregnes et handlingsforløb, der får den muntre læser til grinende at ryste på hovedet og den mere realistiske til at fortvivle:

Knold og Tot
I begyndelsen af 1990'erne betalte vi en masse penge for en rapport fra Hoff & Overgaard, og heri blev der opstillet nogle økonomiske turistmål, som man banede sig vej til på en regnemaskine.

Først sagde man, at målet var en valutaindtjening på en halv milliard kroner. Det var ganske vist mange penge, men hvorfor være karrig, når man nu sad der med en regnemaskine og i sin drømmeverden bestemte alting. Drømmerne i direktoratet og i Greenland Tourism regnede med, at hver turist giver landet en valutaindtjening på sådan cirka 14.000 kroner, og når vi gerne vil have fem hundrede millioner ind, ja så må vi skaffe 35.000 turister til landet om året.

Det var i begyndelsen af 90'erne, og i de følgende år slog vi dørene op for alle de turister, der havde råd til den lange rejse. De begyndte endog at blive synlige i bybilledet, men snart viste det sig, at de ikke brugte nær så mange penge, som planlæggerne havde regnet med. Skal sandheden frem, så holdt turisterne faktisk sparepengene tæt ind til kroppen, og derfor blev Greenland Tourism i 1996 nødt til at gøre status og lave regnestykket om:
For at nå det oprindelige mål med en valutaindtjening på en halv milliard kroner kunne vi ikke mere nøjes med 35.000 turister om året. Nu skulle der 61.000 til, og da der i de år kun kom nogle få tusinde hver sæson, fandt drømmerne i direktoratet og Greenland Tourism det rigtigst at udskyde deadline fra 2002 til 2005.
Nu er der så atter status. Peter Grønvold Samuelsen synes stadig, at målet på en halv milliard er realistisk, men finder det alligevel bedst at udskyde forventningerne til 2008 - i tilfælde af, at det skulle blive nødvendigt med 100.000 turister for at nå en halv milliard om året.

At vi i dag officielt kun er oppe på 16.000, - at tallet er både usikkert og stagnerende, - og at begrebet turister er upræcist, synes ikke at forvirre planlæggerne.


Et gennemført blændværk
Redegørelsen er et stort blændværk, som prøver at efterlade det indtryk, at turismen er et langt bedre erhverv, end vi hidtil har anet. Ved hjælp af forskellige definitioner på, hvad en turist er, forsøger Peter Grønvold Samuelsen at få det til at se ud, som om turismen er et af de bærende erhverv. Hvis han får samlet en tilpas stor kreds af troende, der ser frem til et evigt turismeliv med en halv milliard i valutaindtægt om året, så kan han gøre skeptikerne til skamme. Og så vil endnu flere begynde at tro, at turismen er en bæredygtig erhvervssøjle.

Men det vil være dumt af Peter Grønvold at glæde sig for tidligt, for der er langt fra realiteternes håndører til drømmenes og luftkastellernes gigantindtægter.

Og så ved vi i virkeligheden ikke en pind om alt det her. Der er jo ingen, der tæller de penge, turisterne kommer med. Vi ved ikke, hvor mange de bruger. Vi har ingen som helst sikker og dokumenteret indikation for, hvad turismen betyder for Grønland. Hverken økonomisk eller beskæftigelsesmæssigt.

Derimod har vi en eller anden regnemetode, der afhængigt af, hvilke definitioner, man anvender - giver et eller andet teoretisk indtægtsresultat for Grønland.

Men turisterhvervet har ikke noget regnskab. Ingen sikker viden.

Kun formodninger

Og formodningerne bygger på nogle markedsundersøgelser, der er udarbejdet af Greenland Tourism, som af gode grunde er stærkt interesseret i, at subsidierne til selskabet fortsætter fremover.

Cirka 10.000 kroner fra hver turist
Men pyt nu med, om Greenland Tourism måske har irreelle hensigter. Selskabet hævder, at hver turist lægger 9.508 kroner i Grønland. 30 procent af denne indtægt dækker importomkostningerne på samme turist, og valutaindtjeningen pr. snude er altså 5.786 kroner.

Selvom der ikke er grund til uden videre at stole på dette tal, så lad os foreløbig gå ud fra, at det er rigtigt.

Med den grønlandske definition på en turist, kommer der 16.000 turister til landet hvert år, og hvis vi accepterer, at de slipper 9.500 kroner hver, så bliver det en valutaindtægt på 92,5 millioner kroner.

Det synes arbejdsgruppen lyder af for lidt, og derfor mener den, vi bør bruge en definition fra World Tourist Organisation, som medregner flere rejsende til turistkategorien. Efter denne definition er de 16.000 turister blevet til 25.000 medbringende en valutaindtægt på 143,1 millioner kroner.

Det giver 50 millioner mere i kassen, og vi har ikke rørt en finger ud over den, der har tastet de nye tal ind på regnemaskinen.

Det ville være en smart fidus, hvis vi kunne finde ud af at bruge disse erfaringer fra turistområdet på de øvrige erhvervssøjler.

Vi kan for eksempel definere en reje som en lyserød en, der svømmer rundt i havet (dem er der mange af - rødfisk, småfisk, lyskrebs, krabber, gopler og flere andre) og dermed hæve rejekvoten og skaffe større valutaindtjening til landet.

Genialt (indtil rejerne forsvinder!).

Det er sådan turismeredegørelsen skaber værdier, men det er næppe sådan Landstinget overbevises.

Sæsonarbejde
For at få redegørelsen til at se overbevisende ud behandles en række selvfølgelige emner som for eksempel turismens miljø-, kultur- og strukturpåvirkning af samfundet. Men redegørelsen beskæftiger sig ikke med problemer.

En enkelt undtagelse er tre linier, hvor man helt rigtigt gør opmærksom på turismens afhængighed af sæsonsvingninger, og redegørelsen konkluderer, at erhvervet koncentrerer sig om få måneder i højsæsonen.

Hvis vi skal være rigtig flinke her på redaktionen, siger vi tre måneder med fuld beskæftigelse til turistarbejderne. Og da redegørelsen i sit næste afsnit påstår, at turismen afleder mere end 1.500 såkaldte årsværk (omregnet til helårsbeskæftigelse), betyder det, at der i højsæsonen beskæftiges 6.000 mennesker fuldtids med turisme.

Den hopper vi ikke på her på redaktionen, og det råder vi heller ikke Landstinget til.
  • På trods af sæson-afhængigheden hævder rapporten, at en vækst i turismen har en relativt stor beskæftigelsesmæssig effekt.
  • redegørelsen hævder, at der rejser cirka 25.000 turister til Grønland om året. I 1997 kom der 95.000 flyrejsende til Grønland. En undersøgelse, der tidligere er omtalt i AG, viser, at kun 13 procent af de flyrejsende betaler deres egen billet. Det er derfor svært at forstå, hvordan godt 26 procent af de rejsende skulle være turister.
  • Vi må gå ud fra, at en meget stor del af de tilrejsende turister kommer fra Island - i alt 13.054 flyrejsende (Statistisk Årbog 98) - og at de næppe i løbet af et par dage på Østkysten når at aflevere de påståede 9.508 kroner.
  • Et større antal turister kommer med krydstogtskib, og det er naivt at tro, at de hver lægger små titusinde kroner i land. Dertil er det for komfortabelt at bruge penge ombord.
  • Redegørelsen hævder i en enkelt linie, at al udvikling har været kendt ved stedse faldende priser og stærkt stigende volumen. Det er ikke sandt. I nogle brancher giver væksten øgede omkostninger, hvilket i perioder har været meget synligt i Grønland - for eksempel indenfor byggeriet. I typiske ferie/turist-områder i udlandet er omkostningsniveauet - til gene for den lokale befolkning - betydeligt højere end andre steder. Hvis turismeredegørelsen imidlertid prøver at sige, at lave omkostninger giver øget vækst, så er det rigtigt.
  • Flere steder lægger redegørelsen op til en fortsat subsidiering af turisterhvervet med begrundelse i påstanden om, at der er et kolossalt vækstpotentiale indenfor turistmarkedet. Med udgangspunkt i den tyndbenede rapport, og de slørede konklusioner, den fremlægger, vil det være betænkeligt at fortsætte bevillingerne. Turismen er naturligvis ikke ligegyldig. Den kan blive et kærkomment bidrag til den samlede årsindtægt, men det er på tide at plante begge ben solidt på det gamle grundfjeld og vurdere turisterhvervet med den målestok, det fortjener. Og meget tyder på, at de hidtidige forventninger hører hjemme i drømmeland.