Flere aktører - større gennemslagskraft

Grønland vil med fordel kunne skele til Danmark og Island ved tilrettelægning af fremtidens markedsføring. Skal Grønland opnå en større gennemslagskraft, er det tvingende nødvendigt, at erhvervet i højere grad finansierer de kampagneaktiviteter, som iværksættes i samarbejde med Greenland Tourism

Fredag d. 5. juli 2002
Stig Rømer Winther
Emnekreds: Turisme.

Turismen i Grønland oplever fremgang. Skal tendensen fortsætte, kræver det imidlertid flere aktører, der er parate til at involvere sig aktivt og økonomisk i markedsføringen.

Gennem de seneste 10 år har turismen i Grønland gjort betydelige landvindinger og høstet vigtige erfaringer. Vi har blandt andet erfaret, at markedsføring med effekt kræver samarbejde mellem mange aktive aktører inden for turismen i Grønland. Det er kampagneindsatsen på det danske marked et tydeligt eksempel på.

Ved at samle kræfterne øger vi gennemslagskraften, og samtidig får Greenland Tourism mulighed for i højere grad at koncentrere sig om de mere fremtidsrettede opgaver. Der er for så vidt intet overraskende i denne samarbejdsstrategi. Mange andre lande går ad de samme veje og har succes med det.

I Danmark står turisterhvervet økonomisk for langt størstedelen af alle de markedsføringsaktiviteter i ind- og udland, som Danmarks Turistråd gennemfører. Til gengæld er Danmarks Turistråd primus motor i en række udviklingsaktiviteter og ved aktiviteter, hvor en særlig indsats er påkrævet.

På Island bidrager Rådet for turismemarketing med cirka 11,5 millioner kroner til markedsføring af Island som rejsemål, mens Iceland-air tegner sig for et større beløb. Her og nu har Kommunikationsministeriet ekstraordinært bevilget 15 millioner kroner, der skal afhjælpe følgevirkningerne af tragedien den 11. september i fjor.

Grønland vil med fordel kunne skele til Danmark og Island ved tilrettelægning af fremtidens markedsføring. Skal Grønland opnå en større gennemslagskraft, er det tvingende nødvendigt, at erhvervet i højere grad finansierer de kampagneaktiviteter, som iværksættes i samarbejde med Greenland Tourism.

De overordnede mål er oplagte: Antallet af turister skal øges, og andelen af turister fra markeder uden for Danmark skal øges. Det skal ske gennem målrettede markedsførings- og udviklingsaktiviteter karakteriseret ved tre tendenser:
  1. Samarbejdet mellem Greenland Tourism og de forskellige interessenter og aktører inden for turisme skal intensiveres med henblik på at opnå betydelig gennemslagskraft på de vigtigste markeder.
  2. Det grønlandske turisterhverv skal i højere grad være medfinansierende i fælles kampagneaktiviteter på de traditionelle markeder, mens Greenland Tourism til gengæld koncentrerer kræfterne om udviklingsområder og nye markeder.
  3. I kommunikationen med markedet får internettet afgørende betydning, og markedsføringsmæssigt bliver nettet derfor det vigtigste enkeltstående satsningsområde.
Evner Grønland at realisere disse strategier, er meget nået i forhold til at fastholde og videreudvikle turismen som et af landets vigtigste erhverv.

Der er andre udfordringer i vente for turismen, men kommunikationen med de kommende turister er og bliver den løftestang, der skal bringe den grønlandske turisme videre. Derfor er det nødvendigt at satse på samarbejde.


Sådan kan slutningen af marts måned se ud i en fjord i det sydligste Grønland