Rendyrket populisme
At forsøge at score politisk plat på en helt overfladisk og udygtig argumentation, nærmer sig det usmagelige.
Mandag d. 27. april 1998
Thomas Krogh Petersen
Emnekreds:
Løn og overenskomster
,
Uddannelse
.
Kommentar til Anders Nilssons brev med overskriften "Rendyrket fagforeningsimperialisme", bragt i AG nr. 30/21. april 1998.
Jeg skal indledningsvis understrege at nedenstående er udtryk for min egen, helt private holdning, og ikke er taget i ed, hverken hos min fagforening, Grønlands Lærerforening(GLF), eller arbejdsgiver.
Jeg opsummerer kort de af Anders Nilssons påstande, der falder mig mest for brystet, punktvis:
Foreningen (Danmarks Lærerforening, DLF) har ingen vitale interesser i Grønland.
Hvis de enkelte medlem ikke er tilfreds med arbejdsbetingelserne, så er det gratis at fortryde og "flytte hjem".
DLF arbejder på at skabe ulige løn- og arbejdsvilkår mellem hjemmehørende og tilkaldte.
Både indenfor skole- og sundhedsvæsenet er der katastrofal mangel på arbejdskraft.
Ad 1:
At DLF ingen vitale interesser har i Grønland, er noget nonsens. Enhver fagforenings vigtigste arbejdsopgave er at sikre sine medlemmer de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår. Hidtil har DLF accepteret at medlemmerne søgte til Grønland og har sågar været endog særdeles behjælpelig med praktiske foranstaltninger omkring udrejse m.v. Når foreningen nu siger stop, er det kun i erkendelse at forholdene omkring tjenestemandsansættelserne i Grønland er så problematiske som tilfældet er, for de lærere, der kommer fra en overenskomstansættelse i Danmark, og som senere vender tilbage til en sådan. Den mellemliggende tjenestemandsansættelse i Grønland kan nemlig medføre særdeles betydelige komplikationer for den enkelte lærer, hovedsageligt i forbindelse med pensionsopsparing m.v. Det er det, der har fået DLF til at ønske mulighed for, at lærere
i stedet for tjenestemandsansættelsen
kunne
overenskomstansættes
i Grønland. Og det er landsstyrets afvisning af dette ønske, der nu er mundet ud i den sørgelige, men ifølge DLFs mening nødvendige blokade. Mig bekendt har DLF ikke ønsket på nogen måde at blande sig i indre, grønlandske anliggender, men kun at varetage sine egne medlemmers interesser, i erkendelse af at mange medlemmer erfaringsvis er kommet alvorligt i klemme.
Ad 2:
At det er gratis at rejse "hjem", hvis man ikke kan lide lugten i bageriet er ligeså forvrøvlet som Hr. Nilssons påstand under punkt 1. Når man som lærer får ansættelse i Grønland, binder man sig kontraktligt for 3 år. Og hvis man efter 1 eller 2 år af en eller anden grund flytter tilbage, bliver det for egen regning! Dette er faktisk nogen der gør. Forholdene i den grønlandske folkeskole er åbenbart så horrible, at folk er parate til at ofre et seks-cifret beløb på at "fortryde og flytte hjem", som Hr. Nilsson udtrykker det. Men gratis er det altså ikke. (Det er iøvrigt disse lærere, der også kommer i klemme med hensyn til pensionen, idet deres tjenestemandspension bortfalder når de rejser inden de 3 år er gået, hvis de vel og mærke kommer fra en overenskoms-tansættelse i Danmark og vender tilbage til en.)
Ad 3:
DLF arbejder kun på at egne medlemmer kan overenskomstansættes
for at få harmoniseret pensionsordningen med den ordning, de kommer fra.
Dette vil ikke koste landskassen en øre, da landskassen allerede indbetaler pensioner til alle lærere under tjenestemansordningen. Men da denne pension i nogle tilfælde for tilkaldte lærere bortfalder ved hjemrejse, skal landskassen refundere det tilbageholdte pensionsbeløb til
den danske statskasse.
Denne situation - som altså er hele ondets rod har to tabere: Landskassen, som har brugt administrative ressourcer og den lærer, der er rejst tilbage til Danmark i "utide" og har mistet sin pension. DLF har hverken ønsker eller tanker om at skabe ulige forhold mellem hjemmehørende og tilkaldte lærere. Den tankegang hører en fjern fortid til, hvor den iøvrigt som oftest var repræsenterert af danske politikere af Hr. Nilssons politiske kulør.
Ad 4:
Det er rigtigt, at sundhedssektoren også lider under voldsom personalemangel. Men det har landsstyret i det mindste forsøgt at gøre noget ved, ved de just overståede overenskomstforhandlinger. Her blev sundhedspersonalets løn- og arbejdsvilkår forbedret i en helt utrolig grad. Men hvad var det, man tilbød lærerne, Hr. Nilsson??? Det var det, der medførte situationen omkring GLFs eksklusion fra NAK. Men det er jo en helt anden diskussion, som intet har at gøre med tvisten mellem DLF og landsstyret.
Kære Anders Nilsson. Jeg har ingen grund til at ringeagte dit politiske arbejde eller din person. Men i den her sag, er der altså et par ting, du ikke har sat dig ordentligt ind i. Og det er mildest talt uheldigt, når det drejer sig om landets vigtigste ressource: Uddannelsen af vore børn og unge. Hele landets fremtid afhænger ai denne diskussion. At forsøge at score politisk plat på en helt overfladisk og udygtig argumentation, nærmer sig det usmagelige. Og lige en ting mere: I andre sammenhænge ville du nok kalde DLF for en rød/venstreorienteret fagforening. I vestlig politisk forstand kan du vel ikke seriøst kæde det sam men med imperialisme eller undertrykkelse af oprindelige folk?