Forskellen på Anni-der-kigger-ud-vinduet og kvikke Lise

At skride til blokade og dermed eksklusion af medlemmer, der trodser blokaden, det er umyndiggørelse af det enkelte medlem, og det er utidig indblanding i det fremmede lands økonomi og lønstruktur

Tirsdag d. 28. april 1998
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Love og konventioner, Uddannelse.

Med betydelig fare for at blive misforstået vil jeg gerne indlede dette svar på forrige nummers læserbreve om lærerblokaden med en beretning fra det virkelige liv: For nogle år siden, da vores børn endnu havde den blandede fornøjelse at frekventere folkeskolen, kom vores yngste hjem med en meddelelsesbog i april måned, hvor læreren skrev at knægten var kommet for sent tre gange siden jul. Jeg skrev tilbage, at han var kommet for sent hver eneste dag siden jul - vi havde indpasset hans mødetid efter lærerens, så nu kunne vi slutte, at det var lykkedes læreren at møde til tiden tre gange i løbet af de forgangne tre måneder. Hvorfor bringer jeg bærer jeg brænde til bålet med denne historie? - Af to grunde. For det første for at fortælle, at alle de mange lærere i folkeskolen, der passer deres arbejde, på trods af elendige arbejdsvilkår (og de er elendige!), gennem årene har fået påsmurt et meget dårligt rygte af nogle få ustabile kolleger. Det er en urimelig, men meget udbredt opfattelse, at lærerne i folkeskolen har alt for lange ferier, alt for mange kurser og alt for meget fravær. Denne fordomsfulde opfattelse - ikke mindst i forældrekredse - gør det meget svært at skabe en bred forståelse for at der skal flere penge til løn til lærerne. Alt er relativt. Når en lærer - tilkaldt fra Danmark - skal vurdere sin løn, så går sammenligningen med, hvad man kan tjene i Danmark. Når en almindelig borger i Grønland skal vurdere lærerens løn og ansættelsesvilkår, så går sammenligningen på egne erhvervsbetingelser. Hvis man er SIK-arbejder, jollefisker eller fanger, så fejler lærerens løn og ansættelsesbetingelser bestemt ingenting, og utilfredsheden kan være svær at forstå. De folkevalgte er udmærket klare over problemerne i folkeskolen og i sundhedsvæsenet, for bare at nævne de to hårdest ramte områder. Vi slider efter bedste evne for at løse dem. Men dels skal vi anlægge et helhedssyn, som man ikke føler sig bundet af i de enkelte fagforbund, dels skal vi handle i overensstemmelse med vort bagland. Hvis ellers vælgerne tænkte sig godt nok om, da der blev stemt, så er Landstingets politikere repræsentative for befolkningens vilje og måde at prioritere på. Jeg hilser lærernes protester mod lønnen velkommen. Ikke så meget fordi jeg har forståelse for at de skulle være en speciel lavtlønsgruppe, men fordi det er åbenbart, at skolen ikke kommer til at fungere tilfredsstillende, før man ved en højere løn og andre forbedringer gør skolen til en mere attraktiv arbejdsplads. Det skrev jeg vist også ganske tydeligt i mit indlæg "Rendyrket Fagforeningsimperialisme". Og det er den anden grund til at jeg indledte med en anekdote fra vores børns folkeskolebarndom. Det er parallelliteten til reaktionen på mit indlæg: Når kun tre lærere reagerer på mit indlæg, så tager jeg det som udtryk for at alle de andre godt kan forstå, hvad jeg mener. At rejse til Grønland som dansk skolelærer, det sker efter en personlig beslutning. Og vi er glade for at så mange tager denne beslutning på trods af løngabet mellem dansk og grønlandsk aflønning. Det er også helt i orden, hvis Danmarks Lærerforening råder sine medlemmer til ikke at rejse herop. Det er fagforeningens pligt. Ligesom den skal rådgive lærere, der vil rejse til Afrika, om risikoen for AIDS og andre dårligdomme, så skal der også oplyses om kritisable forhold i Grønland, enten det er lav løn eller månedlange ophold i vakantboliger. Det springende punkt er blokaden. Hvis en lærer ønsker at rejse til Afrika eller til Grønland eller til et andet sted uden for Danmark, så kan man fraråde. At skride til blokade og dermed eksklusion af medlemmer, der trodser blokaden, det er umyndiggørelse af det enkelte medlem, og det er utidig indblanding i det fremmede lands økonomi og lønstruktur. For Afrika ville det nok være ligegyldigt, de kan få lærere alle andre steder fra, men for Grønland er det katastrofalt, fordi vi sprogligt er knyttet tæt til Danmark.. Det erimperialismei gammeldags forstand: en stormagt går ind og påtvinger et lille land en overenskomst på sine egne betingelser ved at rejse en blokade. Danmarks Lærerforening er i forhold til Grønland en udenforstående økonomisk stormagt. Udgifterne til blokaden er minimale for Danmarks Lærerforening. Virkningen er lammende for Grønland. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anni Herfort Andersen, skriver i sin replik til mig, at Hjemmestyret har overenskomst med adskillige danske organisationer. Nu er jeg ikke lærer i samfundsfag - og det er Anni Herfort åbenbart heller ikke. Men hvis jeg var, så ville jeg på dette sted i teksten rette blikket ud over klassen og spørge: "Hvad er i denne sag forskellen på Danmarks Lærerforening og for eksempel Jurist- og Økonomforbundet?" Lille Anni på forreste række kigger beskæmmet ud af vinduet, mens kvikke Lise på tredje række stikker fingeren i vejret og fortæller, at Jurist- og Økonomforbundet ikke har en søsterorganisation i Grønland. Det har Danmarks Lærerforening - oven i købet to: Ilinniartitsisut Katuffiat og Grønlands Lærerforening. Det er disse to organisationer Landsstyret skal forhandle med. Danmarks Lærerforening bør kun rådgive. Og det står foreningen frit for at råde sine medlemmer fra at rejse til Grønland, så længe de finder arbejdsvilkårene utilfredsstillende. Rådgivning ja. Blokade nej. (1): I Atuagalliutit/Grønlandsposten den 27. april 1998.