Folkeskolen år 2005

Hjemmestyretiden fra 1979, med folkeskolelærere som dominerende politikere i landsting, landsstyre og administration kombineret med et stærkt håndhævet - og med fagforeningerne delt - monopol på alle meninger om børneskolen, blev bragt til ophør i løbet af 90'erne.

Onsdag d. 6. maj 1998
Laurits Bloch
Emnekreds: Uddannelse.

Børneskolen er i lokalsamfundene blevet den mest folkelige virksomhed alle samles om og føler ansvar for. Alle lever med i virksomheden, og skolens virke debatteres stedse blandt elever, lærere, forældre, administratorer, politikere, socialarbejdere, virksomshedsledere og ansvarlige for de videregående uddannelser.

Personer fra disse kredse varetager en meget væsentlig del af skolestyringen gennem de valgte eller udpegede skolebestyrelser, hvis eneste fællesnævnere iøvrigt er, at der altid er et par forældrerepræsentanter heri, og at de refererer direkte til kommunalbestyrelserne.

Der er konstateret langt bedre kvalifikationer hos de elever, der forlader skolen, end tilfældet var 10 år tidligere. Alle videreuddannelser har rigelig søgning af kvalificerede unge. Den tidligere kendte frasortering af børn fra socialt belastede hjem er elimineret gennem det effektive samarbejde mellem socialmyndighederne, hjemmene og skolen. Der er blevet gennemført særlige undervisningsformer for bygdebørn og andre i svage skolestrukturer eller i svage sociale miljøer, og den almene specialundervisningsaktivitet er steget betydeligt. De, der ikke indgår i det videre skole- og uddannelsessystem, består udelukkende af unge, der bevidst - enten frivilligt eller i sand accept af utilstrækkelige evner - har valgt et livsforløb uden videre skolegang og større uddannelse.

Efter nogle år og enkelte svigt er alle overbevist om, at det var rigtigt at give kommunalbestyrelserne ansvar for økonomien og friere rammer til i den enkelte kommune at koordinere undervisningen. Det har vist sig, at samspillet mellem kommunalpolitikerne - der står direkte overfor skatteyderne, skolens brugere og deres forældre - og den centrale styrkede skolesty- relse har medført en større kontinuitet i virksomheden end den tidligere fjernstyrede skole.

Hjemmestyretiden fra 1979, med folkeskolelærere som dominerende politikere i landsting, landsstyre og administration kombineret med et stærkt håndhævet - og med fagforeningerne delt - monopol på alle meninger om børneskolen, blev bragt til ophør i løbet af 90'erne, der endte i en flerårig udviklende dialog. Flere ikke-lærere dukkede op i de centrale politiske hverv, og der blev gjort plads til mere nuancerede holdninger til skolevirksomheden. Der bredte sig en folkelig ansvarlighed for vore børns fremtid, der sikrede virksomheden de ressourcer, der aldrig tidligere havde været politisk accept for. Der bredte sig en enighed om, at det ikke var tilstrækkeligt, at sikre alle børn i landet den samme undervisning. Alle skulle derimod sikres samme minimale færdighedsniveau.

Fra at være en lærerstyret skole har børneskolen i år 2005 udviklet sig til en reel folkeskole.

Der blev gjort op med princippet om undervisernes ansvarlighed for egen undervisning - "metodefriheden" - som kun 1/3 af underviserne varetog. Idet lønsystemet også var afpasset dette princip, blev der hermed frigjort en række lønmidler, der kunne anvendes til et forøget kvalificeret pædagogisk planlægningsarbejde både i klassen, på skolen, i kommunen og i landsstyrelsen. Det bedrede også en effektiviseret ressourceanvendelse, at fagforeningerne med de mere nuancerede aflønningsvilkår blev nødsaget til at opprioritere interessevaretagelsen og overlade de faglige drøftelser til lærernes fagrådsorganisation.

Skolelederne i kommunerne skiftede profil. De løsere rammer medførte langt større planlægnings- og kontrolopgaver, der nødvendiggjorde en kraftig opkvalificering. Til gengæld blev lederne frigjort fra andre opgaver, og ud over en årlig plan-uge, blev den praktiske økonomiske administration varetaget af kommunernes økonomiafdelinger.

Den centrale skolestyrelse udvidedes også kraftigt, idet det erkendtes, at vejlednings- og kontrolopgaverne blev langt mere ressourcekrævende end forventet. Regionaliseringstankerne blev opgivet til fordel for en stærk central styrelse, der til gengæld var kvalificeret til og havde kapacitet til at bistå alle kommuner i alle typer problemløsninger.