Plastikblomster i det grønlandske landskab

Forskellen mellem bybørn og bygdebørn, mellem østkystbørn og vestkystbørn, mellem den bevidste grønlandske elites børn og fremmedgjorte børn fra indflyttede familier er så stor, at det er urimeligt at forvente, at enhedsskolen har kunnet nå dem alle på den bedste måde.

Torsdag d. 9. juli 1998
Sven Gudman
Emnekreds: Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Politisk optimisme
Uuddannede lærere
Flere veje
Den manglende helligånd
Den manglende pædagogiske ledelse
KIIP fungerer ikke
Pædagogisk ledelse
Som et hus
Et gustent forbehold og et godt ønske


I den megen debat, der har været om den grønlandske skole, har der været bred enighed om, at den ikke lever op til sin formålsparagraf.

Jeg vil gerne give mit bud på, hvad der, efter mit skøn, er galt med den grønlandske skole.

I 1960-erne og 70-erne blev det danske skolesystem brudt op og sat sammen igen på en ny måde. Den delte skole forsvandt, og enhedsskolen så dagens lys.

Enhedsskolen har som udgangspunkt, at ét skolesystem er nok til at nå og undervise alle børn hensigtsmæssigt. Tanken bag er smuk og rigtig og hører naturligt hjemme i den samfundsudvikling, der manifesterede sig på det tidspunkt i Danmark.

Forudsætningen for at enhedsskolen kan fungere er, at elevgrundlaget er temmelig ensartet. Der skal ikke være megen forskel på elevernes forudsætninger, referenseramme og øvrige baggrund.

Dernæst kræver enhedsskolen, at mange lærerressourcer placeres i klasserne, idet der i klassen skal vare overskud til også at undervise børn med vanskeligheder af den ene eller anden art.

Enhedsskolen har nu fungeret i Danmark i flere årtier, men er på det seneste begyndt at krakelere, og vi kan flere gang om året læse i aviserne, at nu er danske børn bagefter hvad læsning angår, hvad matematik angår, hvad brug af computere angår. Hele tiden bliver skolen målt, ikke som en helhed, men som et antal detaljer, som kan anskues hver for sig, måles og vurderes.

Politisk optimisme
På et tidspunkt kom enhedsskolens velsignelser til Grønland. Man overtog ukritisk enhedsskolens filosofi, indrettede fuld af politisk optimisme denne måde at skrue en skoleorganisation sammen på.

Jeg siger udtrykkelig "politisk" optimisme. Indførelsen af en enhedsskole i Grønland kan ikke have bygget på nogen saglig begrundelse, idet hovedforudsætningen - det ensartede elevgrundlag - vel næppe nogensinde har været til stede i Grønland. Forskellen mellem bybørn og bygdebørn, mellem østkystbørn og vestkystbørn, mellem den bevidste grønlandske elites børn og fremmedgjorte børn fra indflyttede familier er så stor, at det er urimeligt at forvente, at enhedsskolen har kunnet nå dem alle på den bedste måde.

Undersøgelser op igennem tiden og praktiske erfaringer har underbygget denne påstand. Den grønlandske skole leverer ikke varen.

Samtidig er forskellen imellem de store byers skoler og de små byers skoler blevet forstærket af, at uddannede grønlandske lærere ikke er vilde efter at søge ansættelse i bygder og i fjernere liggende byer. Alle søger imod de store byer, med de store skoler og med de mange tilbud. Med det resultat, at de små steder betjenes af nogle ganske få lærere og uuddannede timelærere.

Her er det vel på sin plads at give den meget omtalte tømrer, der ifølge KIIP’s idé-katalog skal til at arbejde i skolen, et ord med på vejen.

For det første har jeg aldrig mødt nogen uddannet tømrer, der underviser i skolen. Lønnen er simpelthen for lav. Jeg har derimod mødt arbejdsløse kvinder fra fiskeindustrien, arbejdsløse kassedamer og kontorassistenter.

Om de uuddannede timelærere er der at sige, at de allerfleste af dem kæmper en brav kamp for at gøre et godt stykke arbejde. Men har man ikke anden baggrund for at undervise, end den man har fået ved selv at gå i skole, bliver undervisningen let meget tynd, specielt hvis den pædagogiske vejledning, man mødes med, er sparsom. Og i et land, hvor udvikling af skolen og uddannelse af befolkningen er et hovedanliggende, - meget mere end i Danmark, Europa og USA for eksempel, hvor befolkningens uddannelsesniveau for år siden er blevet bragt på et højt niveau - er det temmelig skæbnesvangert.

Uuddannede lærere
Og endelig er det vel kun i skolen man kan forestille sig at være tilfreds med uuddannet arbejdskraft. Hvis man bruger den samme model på sundhedsvæsenet bliver idéens svagheder synlig med det samme.

Mon ikke et blindtarmsoperationsteam består af en narkoselæge/sygeplejerske, en operationssygeplejerske og en læge. Ret beset er det unødvendig flothed at benytte så megen ekspertise på en så relativ banal operation. Man kunne uden problemer og uden øjeblikkelig kvalitetsfald godt udskifte den ene ekspert for eksempel med en arbejdsløs kvinde fra fiskeindustrien. Fik hun et kursus på nogen uger, ville hun kunne gøre god fyldest i en sådan sammenhæng. Hun ville være billig, og der vil være ekspertise tilovers, som kan bruges til andre presserende opgaver.

Naturligvis vil intet menneske lægge sit barns blindtarm, endsige sin egen i hænderne på et ufuldstændigt operationsteam. Men forældre er helt ukritiske, når det drejer sig om deres børns skolegang. I skolen accepterer man uden de store indsigelser uuddannede vikarer og timelærere i stort tal.

Alt i alt kan man sige, at formålet med skolen er at udvikle hvert enkelt barns evner og anlæg bedst muligt, at give det gode kundskaber og gøre det til et nyttigt medlem af samfundet - det plejer at være den tredeling en skolemålsætning er hængt op på.

Flere veje
Men det er ikke givet, at alle børn skal gå den samme vej for at nå det fælles mål. For nogle børn med bestemte forudsætninger vil én given skole være den bedste, for andre med andre forudsætninger vil det vare bedre med en anden slags skole.

Ihvertfald er det helt nødvendigt, at man besinder sig og gør sig nogle tanker om, hvorvidt det måske er den danske skolemodel, som laver problemer for den grønlandske skole, i højere grad end de danske lærere, der er at ligne med "plastikblomster i det grønlandske landskab". Måske har man i virkeligheden for år siden valgt en forkert skolemodel uden at opdage det før nu, hvor mange ting synes at være på vej til at bryde sammen.

For cirka tre år siden viste en undersøgelse, at grønlandske børn ikke længere læste og skrev grønlandsk på tilfredsstillende niveau. Det kan vel næppe være på grund af de danske læreres tilstedeværelse.

Og så må man altså -jeg ved godt jeg gentager mig selv- i dette land med en af verdens mest avancerede telekommunikationsvirksomheder i gang med at bruge de mange muligheder telenettet byder på. Adskillige steder på jorden har man allerede gjort erfaringerne og udviklet metoderne. Man behøver kun at beslutte og investere - og styre udviklingen naturligvis. Det er ikke nok at fylde skolerne med computere uden at beslutte sig for, hvad de skal bruges til, og beslutte hvem der skal lave programmer og tilpasse programmerne til det børnene i øvrigt skal lære.

Den manglende helligånd
Jeg har i mit liv arbejdet på mange forskellige skoler, og på mange forskellige slags skoler. Jeg har arbejdet i Danmark og i udlandet. Jeg har arbejdet i rige skoler og i fattige skoler. Jeg har arbejdet med at undervise børn og voksne. Jeg har lavet almindelig undervisning og specialundervisning.

Jeg har aldrig mødt så mat en skole som den i Grønland. Jeg har aldrig været ude for så mange beskidte, slidte og bumsede skoler som her. Jeg har aldrig mødt så lidt begejstring og så lidt galskab. Jeg har aldrig arbejdet i en skole, hvor der var så lidt enighed om en fælles holdning og et fælles ansvar for skolens virksomhed.

Jeg mener, at engagement og brænden for sagen er et nøglekrav til alle lærere. Jeg ved godt, at man ikke kan brænde lige meget hele tiden. Men det er en nødvendighed, for at børnene kan opleve vigtigheden og glæden ved at gå i skole, at de bare engang imellem sammen med deres lærere brænder for sagen og udviser begejstring og entusiasme.

Det er muligt, at der er en forskel i den grønlandske og den danske kultur, når det gælder om at vise børn, at det her er vigtigt og nødvendigt. I så fald må man enten skifte sin grønlandske måde at vise begejstring på ud med en dansk, eller også må man lave skolesystemet om, så det afspejler og giver børnene grønlandske værdier.

Den manglende pædagogiske ledelse
Hvis man kun havde muligheden for at sætte fingeren på et problem i det grønlandske skolesystem, må den manglende styring og udvikling nok være det nærmeste man kan komme på centrum i problemerne.

Som i så mange andre forhold i Grønland er man godt tilfreds med at kunne sige: vi har et seminarium, et universitet, et byorkester, mange rockorkestre og sangkor etc. Listen er uendelig. Problemet i mange af disse initiativer er, at interessen først og fremmest koncenterer sig om rammerne, om navnet, om manererne. Meget få interesserer sig lige så meget for indholdet.

Seminariet for eksempel. På seminariet dimitteres hvert år lærere, som er ude af stand til at lave et undervisningsforløb, holde styr på en klasse og sætte sig ind i et nyt stof. Af en eller anden årsag sorteres disse studerende ikke fra, og når man hen mod slutningen af uddannelsen konstaterer, at det her vist ikke er så godt, bærer man eleven igennem, eller vedkommende får lov til at gå et fag eller en klasse om. Men problemet er, at vedkommende aldrig skulle være optaget på seminariet, og kun er blevet det, for at der kunne blive studerende nok til at starte endnu en l. klasse.

Hvis man her og nu vil optage 400 elever på Ilinniarfissuaq, vil alt ende i kaos. Der er simpelthen ikke mennesker nok med de fornødne kvalifikationer til at levere studerende i det antal. Specielt ikke hvis der også skal være studerende til sygeplejeskolen, til socialrådgiveruddannelsen, handelsskolen, socialpædagoguddannelsen og mange andre uddannelser. Der er simpelthen ikke så mange mennesker i Grønland.

Den styring af skolen der ligger i uddannelsen af lærere er ude af kurs.

KIIP fungerer ikke
Et andet styringsorgan, der ikke fungerer, er KIIP. I årevis har KIIP været vidende om, at kursen på skolens udvikling blev mere og mere forkert. Som sagt er et ikke mere end tre år siden, man opdagede at grønlandske børn ikke læste grønlandsk på tilfredsstillende niveau. Et virkelig alarmerende signal. Hvis først det skrevne og læste sprog forsvinder ud af samfundet som en kulturteknik, alle behersker, er der ikke langt til at lave et virkelig klassedelt samfund. Men tilsyneladende har KIIP ikke foretaget sig noget.

Jo, papir, kurser og seminarer for de få, men hvor er indsprøjtningen til os allesammen. Hvorfor har ingen sørget for at Anders And bliver oversat og udgivet på grønlandsk.

Atuakkiortik laver fine, noble og dyre bøger på glittet papir og i uhyrlige, urealistiske oplag. Bøgerne bliver da også læst.
  • Men hvorfor udgiver man ikke også noget på billigere papir, noget som alle børn ville være vilde med: Anders And som sagt, eller en løbende professionel grønlandsk tegneserie.
  • Hvorfor laver man ikke teksthæfter til de utallige CD-ere, som udgives på grønlandsk, suppleret med opgaver i grønlandsk til dem.
  • Hvorfor laver man ikke regelmæssige landsdækkende prisopgaver på alle klassetrin og i forskellige fag, hvor børn og klasser kan samles om noget spændende.
  • Hvorfor investerer man i fjernsynet ikke i en Carnaby Street/Sesam Strasse udsendelsesrække på grønlandsk.
En række sprogudsendelser, der leger sprog ind i børnene, i stedet for at bruge tid og penge på de åndløse, tumpede danske quizudsendelser, man plager os alle med.

Hvorfor gør man ikke?

Hvorfor gør man ikke?

Hvorfor gør man ikke?

Man kan blive ved med at spørge i det uendelige.

I stedet udtrykker KIIP sig i administrative bestemmelser. Det skal naturligvis også passes, men administrative bestemmelser i en død skole bliver temmelig ligegyldige.

Pædagogisk ledelse
I et skolevæsen som det grønlandske med så ekstreme geografiske forhold, er det nødvendigt - hvis man ønsker at holde skolen levende og i bevægelse - at have en pædagogisk ledelse. Et menneske/en afdeling som interesser sig for indhold, kurs og hastighed. Nu vil mange sige, at det har man. leg vil påstå, at det har man ikke.

Med så mange og så spredte skoler er det nødvendigt at have et rejsende team af mennesker, der besøger skoler, holder pædagogiske dage, temauger for børn og lærere, kurser for personalet på en skole o.s.v.

Den danske kursusmodel, hvor man tager lærerne væk fra deres skole og underviser dem, er naturligvis meget god, men den er kostbar, den er ikke særlig effektiv, og den tilgodeser meget få mennesker i forhold til et rejsende kursushold, der rejser rundt, "oplyser og opliver".

Mange vil nu korse sig og fortælle, at det her smager af centralisme og overordnet styring.

Naturligvis er det overordnet central styring. Det har det grønlandske skolevæsen manglet i årevis. Overordnet, engageret pædagogisk ledelse og styring.

Central styring er faktisk et fortræffeligt redskab, hvis man vil udvikle og accelerere et system.

Samtidig er sådan et centralt organ i stand til meget hurtigt at skifte kurs og hastighed og at rette opmærksomheden mod et bestemt aktuelt problem.

Som et hus
En skole er en levende organisme, der bevæger sig hele tiden. At drive skole er ligesom at have et hus. Hvis man ikke hvert år enten får malet et rum, tjæret taget, malet facaden, udskiftet køkkenet eller lavet noget andet, forfalder huset i løbet af kort tid om ørerne på en. Skolen forfalder også, hvis man ikke hele tiden - aktivt og engageret - sørger for udvikling, for korrektioner, og for at have sig sit mål for øje.

Hvis Hjemmestyret og KIIP nu virkelig ønsker at revidere det grønlandske skolesystem, skal man nok - før man konkluderer, at al begrædeligheden stammer fra de danske lærere, der forlader landet efter tre år - prøve at analysere sig frem til, hvor hovedproblemerne egentlig ligger.

Man må nok sørge for at skille den øjeblikkelige noget trange situation, skolevæsenet er bragt i, fra en langsigtet plan om at sanere og accelerere den grønlandske skole.

Man er nødt til at få en heltidsarbejdende gruppe af kompetente mennesker med erfaring i et sådant arbejde til at lave analyse af problemerne.

Man er nødt til at få en anden gruppe med erfarne og kompetente mennesker til at lave forslag til den ny model for skole i Grønland.

Og så skal man lave en økonomisk konsekvens af en sådan plan. Derefter kan politikerne beslutte, og man kan sætte i gang.

At forsøge at lave en ny skole i Grønland på baggrund af KIIP’s "Med børn skal land bygges" er på forhånd dømt til at mislykkes. I det hele taget er fremkomsten og produktionen af denne rapport så beklagelig grønlandsk, at man bliver ganske svedt af det: Vi har problemer i skolevæsenet. Vi laver på 10 dage et katalog, der på må og få, og på én gang klarlægger og viser vej ud af problemerne. Gerne lidt fantasifuldt, og med rigeligt brug af moderne slagord.

Et gustent forbehold og et godt ønske
Naturligvis kan man se på det grønlandske skolesystem på mange andre måder end den jeg har brugt. Naturligvis kan man hefte sig ved flere forhold end dem jeg har beskæftiget mig med. Naturligvis kan man finde andre veje ud af de problemer, væsenet befinder sig i. Men der er en ting, der er stensikker. Der er ingen smutveje. Der er ingen nemme løsninger. Det er ikke muligt fra den ene dag til den anden - ved hjælp af en genial mirakelkur - at forbedre kvaliteten og ændre kurs og hastighed. Lottomodellen duer ikke i virkeligheden.

De sidste års debat om, at man vil gøre sig uafhængig af Danmark, og at man derfor ikke længere har brug for dansk arbejdskraft i Grønland i almindelighed, i skolevæsenet i særdeleshed, er dum og urealistisk.

Naturligvis kan man vælge den radikale løsning og sige farvel til dansk ekspertise for at få fred og ro til at finde sin egen vej. Hvis man samtidig ønsker at fortsætte med at se fjernsyn hver dag, at holde flytrafikken flyvende, skibene sejlende, skolen og sundhedsvæsenet kørende, og fattigdommen fra døren, er man nødt til at acceptere, at der er danskere i Grønland.

Hvis jeg var grønlænder og formand for hjemmestyret, ville jeg - før noget andet - begynde at beskæftige mig med at få skolen til at fungere. En god, fremadskuende skole er forudsætningen for, at Grønland i løbet af en årrække vil have veluddannede unge, der er i stand til at videreuddanne sig i Grønland og i udlandet, og som kan overtage det politiske ansvar fra de gamle, garvede pionerer, der kæmpede for og fik gennemført hjemmestyret. Det er forudsætningen for et fungerende embedsværk. Det er forudsætningen for et dynamisk grønlandsk erhvervsliv.

Men det kræver systematik, vedholdenhed, entusiasme, optimisme, glæde og - lang tid.

Jeg er en af de famøse danske lærere, der rejser tilbage til Danmark efter tre år i Grønland. Jeg har andetsteds forklaret hvorfor.

Mine tre år i Grønland er ikke desto mindre de mest spændende, jeg har haft i meget lang tid i mit liv. Det er med vemod, jeg rejser tilbage, og det er helt sikkert, at Grønland vil efterlade et stort hul inden i mig. Dette smukke, storslåede og modsætningsfyldte land.