Signal-forvirring
Måske er det på tide at skæve til miraklet på Island. Hvis vi derimod fortsat ønsker et fattigt fisker- og fangersamfund, der lever på subsidier og får sværere og sværere ved at følge med udviklingen, så skal vi bare fortsætte i Jess G. Berthelsens fodspor og bilde befolkningen ind, at det er vigtigere at lære grønlandsk end at lære et fag.
Fredag d. 14. maj 1999
Sermitsiaq
Emnekreds:
Erhverv
,
Politik
,
Uddannelse
,
Økonomi
.
Vi vil gerne have udenlandske investorer, men de skal bestemt ikke have for stor indflydelse - slet ikke på de penge, de selv kommer med.
Grønlandsk arbejdskraft skal bygge, men der skal være fri konkurrence i byggeriet, og der skal ikke tages specielle hensyn til grønlandsk arbejdskraft og grønlandske virksomheder.
Vi skal privatisere, men vi må have kontrol med udviklingen.
Politikere og embedsmænd skal ud af bestyrelserne, men ikke fra alle bestyrelser, og vi skal lige sikre et bestyrelsesjob til hr. aap, suu, ilaana, som har arbejdet så mange år for det grønlandske samfund.
Signalforvirringen er total. Jonathan og alle I andre må udstikke den politik, der skal gælde. Og så må landsstyret og alle i systemet rette sig derefter.
I øjeblikket siger det ene landsstyremedlem et, og det andet siger det stik modsatte. I sidste uges avis var forvirringen total: Tuusi og Steffen sagde, at vi skal bruge udenlandske virksomheder i byggeriet. Mens Mikael og Jess sagde, at vi skal uddanne og sikre herværende arbejdskraft.
Alle snakker om udenlandske investorer, fordi vi ikke selv magter det hele. Men når en dansk virksomhed vil slå sig ned her i landet - og endda sikre en eksport - så siger vi nej, fordi han ikke må bestemme noget. Jævnfør formanden for erhvervsudviklingsselskabet Sulisa, SIK-boss Jess G. Berthelsen, som mere og mere åbenlyst demonstrerer, at han er en katastrofe for både Sulisa, SIK og det grønlandske samfund.
Nu har vi haft hjemmestyre i 20 år, og vi er ikke kommet et skridt nærmere øget selvstændighed, som er det højeste politiske mål.
Årsagen er økonomien. Vi har ikke har evnet at skabe en selvstændig produktion. På uddannelsesområdet mener vi tilsyneladende, at det er vigtigere at lære de unge grønlandsk, end at forberede dem på at kunne klare en uddannelse på danske præmisser.
Politikerne må nu tage stilling til, hvad vi vil. Skal vi i al fremtid være et lille, fattigt fisker- og fangersamfund, eller ønsker vi økonomisk vækst, så vi kan skabe vor egen udvikling?
Måske er det på tide at skæve til miraklet på Island. Hvis vi derimod fortsat ønsker et fattigt fisker- og fangersamfund, der lever på subsidier og får sværere og sværere ved at følge med udviklingen, så skal vi bare fortsætte i Jess G. Berthelsens fodspor og bilde befolkningen ind, at det er vigtigere at lære grønlandsk end at lære et fag.
I landstingssalen hører vi de samme forvirrede udmeldinger, især når vi taler om uddannelse. Fra den ene side indrømmer man, at vi ikke har nok grønlandsksprogede undervisere, men fra den anden side vil man have, vi skal investere i grønlandsksproget undervisningsmateriale.
Spørgsmålet er, hvor mange flere unge mennesker, vi skal tabe på gulvet, før politikerne erkender, at over et vist uddannelsesniveau er det nødvendigt, at undervisningen foregår på dansk i mange år endnu. Hvis vi altså ønsker, at den grønlandske arbejdskraft skal have en uddannelse.
Selvfølgelig - hvis politikerne mener, vi fortsat skal være et fattigt fisker- og fangersamfund, der skal have hjælp udefra, når hjemmestyret fylder 40 år, så skal vi bare køre videre, smide investorerne ud og forhindre ungdommen i at få en uddannelse.
Det er en politik med perspektiver i.
Den dugfriske OECD-rapport taler sit tydelige sprog og anbefaler, hvilken vej samfundet skal gå, hvis vi virkelig ønsker øget politisk selvstændighed og økonomisk uafhængighed.
Retningen er øget privatisering, et åbent samfundet for udenlandske firmaer - og meget, meget bedre uddannelser.
Politikerne må nu sende de klare signaler om, hvilken vej vi skal: Udvikling eller fortsat stagnation.