Egne fejl er dyre, men nødvendige lærepenge

Det er langt under en procent af grønlænderne, der har en højere uddannelse, mens de sammenlignelige tal i lande, vi normalt gerne sammenligner os med, er 35-40 procent

Tirsdag d. 25. januar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Uddannelse, Økonomi.

HVIS MAN VIL have en flerstrenget eksportindustri er det uomgængelig nødvendigt med en igangsætterkultur. Den har vi ikke i Grønland, og vi får den heller ikke, før et epokegørende politisk snuptag inden for uddannelsesområdet begynder at slå igennem. Der går altså nogle år endnu. Det er ikke en påstand, redaktionen selv fremsætter. Vi har den fra Jens Kaalhauge Nielsen, Ilisimatusarfik, der i et interview i dagens avis forklarer, at iværksætterkultur ikke opstår af det bare ingenting. Og den består ikke kun af enkeltpersoner, men af en hel struktur og af en politik, der virkelig vil noget. Men uden uddannelse, heller ingen iværksættere til at sætte kvalificeret handling bag de nye erhvervsidéer. EGENTLIG er vi allerede nået ganske langt. Vi har politikere, der er indstillet på at støtte igangsættere. Hjulene skal til at snurre, og samfundet vil godt hjælpe i begyndelsen. Vi har også erhvervsudviklingsselskabet Sulisa, der med sit ressource og sin ekspertise kan støtte igangsætterne med at komme igennem de vanskelige faser i de første år. Desuden har vi skam nogle igangsættere, som undertiden præsenterer de mest fantastiske ideer, som i alt fald teoretisk ser strålende ud. Når vi alligevel ikke har en velfungerende, nuanceret, flerstrenget industrieksport, så skyldes det, at vi alligevel ikke gør tingene rigtigt. FOR DET FØRSTE er de fleste af vore igangsættere ikke "rigtige" igangsættere. De mangler både uddannelsesmæssig og holdningsmæssig baggrund og har ikke den kvalitative kapacitet, der skal til for at føre deres ideer ud i livet. Det bliver helt anderledes, hvis vi kan øge uddannelsesniveauet væsentligt. Og det er virkelig påkrævet. Jens Kaalhauge siger, at det er langt under en procent af grønlænderne, der har en højere uddannelse, mens de sammenlignelige tal i lande, vi normalt gerne sammenligner os med, er 35-40 procent. En tidligere opgørelse viste, at der var to-tre procent højtuddannede i Grønland, men den passer ikke. SELVOM vi når lige så langt som andre lande, må vi være indstillet på, at det vil koste mange penge at erhvervsudvikle. Risikoen i igangsætterbranchen er stor - også der, hvor de har mange højt uddannede mennesker. Der er ingen garanti for guldrandede succeser. Men der er garanti for fremskridt, hvis man griber det rigtigt an. Vi skal lære af vore fejl. Jens Kaalhauge bruger et godt eksempel, omend det forekommer noget voldeligt. De krigeriske tyskere under anden verdenskrig mente at have fat i noget, da de skød den ene raket afsted efter den anden. Det var imidlertid fiasko på fiasko. De faldt hele tiden ned, men tyskerne blev ved, og hver gang pillede de lidt ved raketten for at gøre den bedre. Den faldt ned alligevel, men fløj lidt længere hver gang, og endelig en dag kunne den holde sig i luften, indtil den faldt ned og slog en masse mennesker ihjel i London. Vores kommer også til at dratte ned i begyndelsen, og det kommer til at koste en masse penge. Men de er godt givet ud, hvis vi forstår at lære af det hver gang. Gennem hele hjemmestyrets historie har vi sendt en masse raketter op, som stort set alle er drattet ned igen. Ørredbrug i Qorlortorsuaq, nogle plasticfabrikker, en sælpølsefabrik i Nanortalik og mange, mange andre. Fejlen har bare været, at vi har brugt den samme bæreraket til alle opsendelser. Vi har kun skiftet lasten/ideen ud. Det ændrer sig først, når vi får hævet uddannelsesniveauet væsentligt og dermed sikrer os nogle gode affyringsramper, som til den tid skal støttes af et Sulisa med en helt anderledes volumen og ekspertise, end selskabet i dag råder over. Satsningen skal være meget, meget større, end vi i dag forestiller os.