Vi kan ikke løse ét problem ad gangen

Mange gode intentioner bliver ved snakken, mens landet skranter, og borgerne vånder sig

Tirsdag d. 11. juli 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Uddannelse.

ERHVERVSRÅDET barslede for nylig med en betænkning, som AG omtalte i forrige nummer. Betænkningen peger på en række forhold, som kan hjælpe med til at få sat skub i erhvervslivet. Både grønlandske, danske og internationale eksperter er enige.

Det handler om for eksempel om ensprissystemet, om hjemmestyrets engagement i erhvervslivet, om konkurrenceforhold, om folkeskole og uddannelse og flere andre ineffektive led i erhvervslivet. Det er forhold, der har været drøftet i mange år, uden at de er blevet til virkelighed. Udviklingen er alene gået i retning af, at både politikere og erhvervsfolk er enige om erhvervspolitikken.

Alligevel bliver det ved snakken. Erhvervsrådet har været et godt forum for den diskussion, der skal til, før forandringer gennemføres. Men der skal ske noget. Og der sker ikke noget, hvis det politiske initiativ udebliver.

På side 8 bringer vi et udpluk af en samtale med erhvervsrådets formand, direktør for Grønlands Arbejdsgiverforening, Ole Rud, der har et bud på, hvordan politikerne skal komme videre. Det er nemlig dem, vi venter på. Det er dem, der skal bane vejen for de forandringer, der skal give erhvervslivet vind i sejlene.

OLE RUD SIGER, at det er nødvendigt at centralisere strukturen af hjemmestyrets administration. Alting her i samfundet hænger nemlig sammen, og landsstyreområdet for erhverv kan ikke alene skabe gode, grundlæggende, erhvervsmæssige forudsætninger. De skal nemlig - sådan som hjemmestyreadministrationen er bygget op i øjeblikket - hentes fra alle fagdirektorater.

Det er derfor, der ikke sker noget. For hvem skal tage det første skridt. Hvem skal tage sig af den overordnede styring. Det er der ingen, der kan, og det er derfor Ole Rud siger, at hjemmestyrestrukturen skal centraliseres. Han mener, at en gruppe eksperter - erhvervsfolk, jurister, økonomer og lignende - skal forsynes med kompetence til at sætte skred i tingene.

Det lyder rigtigt. I alt fald er den rådvildhed, der præger hjemmestyret på erhvervsområdet, ikke i stand til at bære politikerne over den stejle mur, som Ole Rud taler om på side 8.

EFTER AT HAVE skrevet artiklen med erhvervsrådets formand ærgrede det den gamle redaktør, at idéen om en samlende arbejds- og udviklingsgruppe på højt niveau i hjemmestyret i første omgang kun handler om erhvervslivet. Ikke fordi det er uvæsentligt, men netop i erkendelse af, at alting hænger sammen, burde avisen også have prøvet Ole Ruds idé af på andre samfundsområder.

Redaktionen har tidligere mange gange slået til lyd for, at ingenting i Grønland kan løses isoleret. Sagt på en anden måde, så kan vi ikke ændre på noget som helst, uden at det griber ind i andre forhold.

Det er altså helt nødvendigt, at alt ses i en større sammenhæng. Det er for eksempel ikke muligt at lave Verdens Bedste Skole uden samtidig at forbedre boligforholdene og hjemmemiljøet for børnene og deres familier. Vi kan heller ikke løse alkoholproblemer, uden at sikre de fordrukne en meningsfyldt tilværelse (er det overhovedet muligt?). Og vi kan ikke skabe flere arbejdspladser uden at uddanne ungdommen til selv at skaffe sig de nødvendige aktiver til igangsættelse af nye erhverv med nye arbejdspladser og nye indtægter til landet.

Alting hænger sammen.

DERFOR ER et samlende/tværfagligt organ på højt niveau i hjemmestyret ikke kun nødvendigt med henblik på udviklingen af erhvervslivet. Det er nødvendigt for at komme videre med Grønlandspolitikken som sådan. Den ligger nemlig underdrejet, præcis som erhvervspolitikken. Mange gode intentioner bliver ved snakken, mens landet skranter, og borgerne vånder sig.

Det bliver en vanskelig opgave, for ligeså indlysende det er, at en central styringsgruppe kan udvikle et enkelt område som erhvervslivet, ligeså vanskeligt bliver det at løse alle samfundsproblemer på én gang.

Men det er ikke desto mindre nødvendigt at finde en metode. Den kunne være, at der prioriteres skævt - altså at et eller flere områder får de fleste ressourcer i forventning om, at det vil styrke helheden.

Også det har erhvervsrådets formand et forslag om. Han og arbejdsgiverforeningen mener, at folkeskolen skal have alt, hvad den behøver for at blive en god skole, der giver ungerne gode forudsætninger for at få gode uddannelser. Og han foreslår, at bygge- og anlægsbranchen i den samme periode bliver lokomotivet, der skal holdene hjulene i gang, indtil effekten af den gode skole slår igennem. I mellemtiden skal det være slut med luksusprojekter som unødvendige lufthavne, forskningsparker og andre ambitiøse, men dyre fornøjelser.

Den idé er handling værd.