Vi har brug for en bedre skole for både grønlandske og danske børn

Såvel i debatten som i arbejdet med integrationstanken for folkeskolen ser man en langt højere bevågenhed for nødvendigheden af, at dansksprogede børn tilegner sig grønlandsk end det langt mere afgørende for dette lands fremtid, at grønlandsksprogede børn får tilegnet sig det danske sprog

Fredag d. 25. august 2000
Susanne Wistoft
Emnekreds: Politik, Uddannelse.

Hvor går man hen i dette land som borger, borgergruppe eller forældregruppe, når man ved henvendelse til embedsmænd, kommunal- og landspolitikere alene bliver mødt med henvisninger til love, forordninger og cirkulærer og ikke med dialog og argumentation af den substans, der ligger i og bag love og regelsæt?

Som forældre til hovedsagelig dansksprogede børn er det let, såvel i den løbende debat, som ved henvendelse til de offentlige myndigheder, at blive mødt med megen fordomsfuldhed. Der er desværre en udbredt opfattelse af, at vi som gruppe, ikke har interesse i problemerne i den grønlandske skole og kun snæversynet ønsker at tilgodese vores dansksprogede børns muligheder.

Det finder vi af flere grunde både urigtigt og sårende, da vi ret beset ikke fremviser anden omsorg for vores børns skoleforløb og uddannelsesforberedelse, end grønlandsksprogede forældre, i bedste fald, udviser overfor deres børns fremtidige uddannelsesmæssige muligheder.

Vi finder faktisk samlet, at det grønlandske samfund og de grønlandske politikere som helhed burde vise den grønlandske skole større opmærksomhed, arbejde for at højne kvaliteten af såvel undervisere som undervisningen og herunder, ikke mindst, hæve niveauet for fremmedsprogsundervisningen i primært dansk, men også engelsk.

Vi ser med stor bekymring på udviklingen i skolen og det efterfølgende uddannelsesforløb. Det er tydeligt for enhver, at den grønlandske ungdom efter endt skoleforløb har indlæringsvanskeligheder i et bredt felt af studieforløb både i Danmark og her i landet, som bl.a. kan føres tilbage til mangelfulde danskkundskaber.

Frafaldsprocenterne er store og den procentvise uddannelsesgrad på mellemlange og lange uddannelser uendelig lille sammenlignet med Island, Færøerne og det øvrige Skandinavien.

Alt dette er velkendt og belyst i OECD rapporten, Rådet vedr. økonomisk rådgivning og sagt af skolefolk og politikere i dette land.

Hvordan skal man ellers tolke de senere års beredvillige accept af, at flere og flere unge efter endt afgangseksamen fra folkeskolen sendes på efterskoleophold i Danmark et år, samt at der intensivt arbejdes på en ny skoleforordning under navnet "Atuarfitsialak"?

Hvordan kan det da være, at der med alle disse blinkende advarselslamper, ufortrødent arbejdes videre med den integrationsmodel for skolen, som fra 1994 har været under implementering i landets skoler og nu sidst ønskes gennemført i sin fulde udstrækning i Nuuk fra l. klasse i det kommende skoleår?

Det kunne synes som om at dette, idealistisk set smukke mål, helt har fået lov at overskygge det egentlige, nødvendige og langsigtede mål for ethvert skoleforløb, nemlig at bibringe unge arbejdsredskaberne, viden og sprog, i et sådant omfang og på sådant et niveau, at det bliver muligt efterfølgende at gennemføre en uddannelse.

Der synes i den forbindelse med udvikling af den grønlandske skole, især i 1990'erne, med integrationstanken at have indsneget sig en proportionsforvrængning, som ingen rigtig siden har haft lyst eller mod til at dementere.

Såvel i debatten som i arbejdet med integrationstanken for folkeskolen ser man en langt højere bevågenhed for nødvendigheden af, at dansksprogede børn tilegner sig grønlandsk end det langt mere afgørende for dette lands fremtid, at grønlandsksprogede børn får tilegnet sig det danske sprog.

Men den kendsgerning har det længe ikke været populært at have som holdning i grønlandsk politik.

Når man beder om dokumentation for, at den integrerede skole nu også kan kaste noget positivt af sig bliver, man altid henvist til en forskningsrapport som blev udarbejdet i årene 1994-97.

Den siger god for modellen, er det generelle svar man får, når man spørger til konklusionerne.

Men kigger man lidt nøjere efter i præmisserne, sammenfatningen og konklusionerne viser det sig, at undersøgelsen vedrørende den integrerede skole er foretaget på I-klasser, der er samlet til lejligheden af i forvejen interesserede forældre.

Eksemplerne er ganske enkelt ikke repræsentative for de evt. fremtidige integrerede klasser, som den kommende grønlandske skole vil komme til at rumme.

Sandsynligheden for at resultatet af undersøgelsen er alt for positivt er derfor indlysende.

På trods heraf er tendensen i konklusionerne alt andet end entydigt positive, og samtlige involverede lærere udtrykker et stærkt behov for efteruddannelse og faglig opkvalificering, ligesom vejledningsmaterialer og relevant undervisningsmateriale er en mangelvare.

Indtrykket man sidder tilbage med ved læsning af rapportens konklusioner er ikke overbevisende grobund for, at den integrerede skole er svaret på vores skolemæssige efterslæb og mangelfulde fremmedsprogsniveau.

Og flere af de dengang etablerede I-klasser fungerer ikke mere efter hensigten. Hvorfor?

En integreret skole må i sagens natur skulle arbejde med flere forskellige sproglige niveauer indenfor samme klasse.

Sund fornuft peger ikke blot på et behov for flere lærerressourcer til en sådan differentieret undervisning, men også behov for stor spændvidde hos underviserne og et nuanceret undervisningsmateriale.

Forhold der ikke er dækning for i dagens grønlandske skole, som tilmed slås med en lærermangel på mellem 3- 400 og udstrakt anvendelse af ufaglærte timelærere.

I denne betrængte skole har man nu til hensigt at indføre en ressourcekrævende integration, som kun kan efterlade mindre egentlig undervisningstid til begge de sammenførte sproggrupper.

I tilgift hertil vil man også komme til at skulle bruge mange undervisningsmæssige ressourcer i faget grønlandsk på de mange "flyfriske" danske børn, hvoraf en stor del erfaringsmæssigt, kun opholder sig omkring 2 år her i landet.

Et unødigt ressourcespild, som i ligeså høj grad går ud over de rent grønlandsksprogede som de to-sprogede børns undervisning.

Jo, vi finder der er grund til bekymring. Bekymring for de grønlandsksprogede elevers behov for et især fremmedsprogligt løft, som vejen til bedre uddannelsesmuligheder og bekymring for de rent dansksprogede elevers behov for fortsat at få en modersmålsundervisning i et bredt spektrum af skolefag.

Vores bøn og opfordring til dig må derfor, i dette børnenes år, være en appel om besindighed.

Tid til eftertanke
Har Grønland i det lange løb råd til det alt for lave uddannelsesniveau og de mange studiemæssige drop out’s?

Har vi virkelig råd til at kaste ekstra lærerressourcer ind i et integrationsprojekt, som ser smukt ud på papiret, men som vi ikke har nogen kendt gevinst af?

Bør man ikke lade de grønlandske klasser være uforstyrret af dansksprogede børns tilstedeværelse og samle disse sidste i rent dansksprogede klasser med et kvalificeret tilbud om grønlandskundervisning som tilvalg.

Vi mener du vil gavne de fremtidige uddannelsesmuligheder i dette land ved at bløde op for den meget bastante og urokkelige holdning til den skolemæssige integrationspolitik, ved at lade tanker som disse indgå i arbejdet med "Atuarfitsialak ".