Sprogbrug hos grønlandske studerende

I Grønland taler man om "rigtige", og dermed også om "forkerte" grønlændere. Og en af de afgørende faktorer i denne sammenhæng, er sproget. Dette bekræftes af flere af vore dansksprogede deltagere, der refererer til, at de ikke accepteres som "rigtige grønlændere", idet de ikke taler sproget

Onsdag d. 7. februar 2001
Naja A. Lund
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Kultur og samfund, Oprindelige folk, Politik, Sociale spørgsmål, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
1. Problemstilling
1.1. Begrebsafklaring
2. Metodeafsnit
2.1. Deltagerne
2.2. Spørgeskemaet
3. Et sprogpolitisk øjebliksbillede
4. Sprogets betydning
4.1. Sprogtilegnelse
4.2. Sprog og identitet
5. Resultater
5.1. Baggrundsdata
5.2. Sprogbrug
5.3. Undervisning
5.4. Fremtiden
5.5. Holdninger/emotioner
5.6. Test af hypoteser
6. Diskussion
6.1. Overvejelser omkring svarprocent
6.2. Den dansksprogede grønlænder
6.3. Sprogpolitiske tendenser
6.4. Overvejelser omkring undervisning
6.5. Fremtidsperspektiver
7. Opsummering


1. Problemstilling Den psykologiske vinkel - individniveau Den samfundsvidenskabelige vinkel - samfundsniveau 1.1. Begrebsafklaring 2. Metodeafsnit 2.1. Deltagerne 2.2. Spørgeskemaet 3. Et sprogpolitisk øjebliksbillede 4. Sprogets betydning 4.1. Sprogtilegnelse 4.2. Sprog og identitet 5. Resultater 5.1. Baggrundsdata Køn Alder Forældres oprindelse Primære opvækstland Antal år bosat i Danmark Identitet 5.2. Sprogbrug Grønlandsk sprogfærdighed Indbyrdes mor/barn sprog Indbyrdes far/barn sprog Sprog talt med forældre Sprog talt i hverdagen Sprogtilfredshed og planer om forbedring Sprogenes status Ændret sprogbrug under uddannelse 5.3. Undervisning Undervisning i grønlandsk Kvaliteten af undervisningen i grønlandsk   5. ...fortsat 5.4. Fremtiden Videreformidling af det grønlandske sprog Grønlandsk identitet Tilbagevenden til Grønland Det officielle sprog i Grønland 5.5. Holdninger/emotioner Generelle problemer med ikke at kunne tale grønlandsk Problematiske situationer foranlediget af, at man ikke taler grønlandsk Diskriminering i forbindelse med ikke at kunne tale grønlandsk Påvirket selvopfattelse af ikke at kunne tale grønlandsk Omgivelsernes reaktion på, at man ikke taler grønlandsk 5.6. Test af hypoteser 6. Diskussion 6.1. Overvejelser omkring svarprocent 6.2. Den dansksprogede grønlænder 6.3. Sprogpolitiske tendenser Hvorfor sprogpolitik Samfundsdebatten Den politiske dagsorden IA og sprogpolitik Siumut og sprogpolitik Atassut og sprogpolitik Aktuelle sprogpolitiske tiltag 6.4. Overvejelser omkring undervisning 6.5. Fremtidsperspektiver 7. Opsummering


1. Problemstilling
Vi har fulgt debatten om det grønlandske sprog og dobbeltsprogspolitikken i medierne og mener, at der mangler fakta på området.

Der gøres i samfundsdebatten og fra politisk hold til stadighed opmærksom på, at det er uddannelse af grønlandsk arbejdskraft der baner vejen for et mere selvstændigt Grønland. Det fremhæves ofte, at det grønlandske sprog har en fremtrædende plads i et sådant samfund.

Det er derfor interessant at undersøge i hvor høj grad det grønlandske sprog anvendes blandt de, der forventes at løfte denne opgave, nemlig blandt de der nu studerer.

De studerende bliver af politikerne og af medierne, tillagt stor værdi for Grønlands videre udvikling. Men stemmer politikernes visioner overens med virkeligheden? Med denne undersøgelse ønsker vi at afklare følgende; Hvor stor en andel af de grønlandske studerende, der kan tale og forstå det grønlandske sprog. Hvordan de dansksprogede grønlændere oplever deres situation. Hvilken betydning det har for samfundet, at ikke alle grønlandske studerende behersker det grønlandske sprog. Vores undersøgelse omfatter både grønlandske studerende i Danmark og i Grønland.

Vores baggrundsdata består af en spørgeskema-undersøgelse og enkelte interviews med grønlandske politikere.

Spørgeskemaet er udsendt til grønlandske uddannelsessøgende på en videregående uddannelse i Danmark, samt studerende på Ilisimatusarfik/universitetet i Nuuk.

Vi har to indfaldsvinkler, baseret på vores respektive studier, nemlig den psykologiske indfaldsvinkel og den samfundsvidenskabelige.

Den psykologiske vinkel - individniveau
Med udgangspunkt i undersøgelsens data, samt i relevant litteratur, ser vi på de personlige og/eller praktiske omkostninger ved ikke at kunne tale grønlandsk.

Vi har til denne del af undersøgelsen opstillet nogle hypoteser.

Hypoteserne er baseret på en formodning om, at det er et negativt træk ikke at kunne tale grønlandsk, når man bor i Grønland. Dette er en følge af den "grønlandiseringsproces" der er foregået i Grønland de seneste år. Hypotese nr. 1 En overvejende del af de dansksprogede grønlændere har haft generelle problemer med ikke at kunne tale grønlandsk. Hypotese nr. 2 De dansksprogede grønlændere oplever deres sprogmangel som problematisk. Det er en begrænsning i forhold til integrationen i det grønlandske samfund. Det kan være vanskeligt at kommunikere med grønlandsksprogede familiemedlemmer og at få grønlandsksprogede venner. Hypotese nr. 3 En overvejende del af de dansksprogede grønlændere oplever, at deres selvværd påvirkes i negativ retning, fordi de ikke taler grønlandsk. Det giver den enkelte dårlig samvittighed og skyldfølelse. De føler sig mindreværdige. Hypotese nr. 4 En overvejende del af de dansksprogede grønlændere har følt sig diskrimineret, fordi de ikke taler grønlandsk.Det kan være alt fra at blive råbt efter på gaden, blive mobbet i skolen eller føle, at der fra politisk hold er modvilje mod én. Hypotese nr. 5 En overvejende del af de dansksprogede grønlændere tror ikke, at de kan fungere tilfredsstillende i Grønland, uden at kunne tale grønlandsk. Hypotese nr. 6 En overvejende del af de ikke-grønlandsksprogede angiver, at de i fremtiden få problemer i forhold til sig selv, fordi de ikke behersker grønlandsk. Hypotese nr. 7 Grønlandsksprogede mener ikke, i samme grad som dansksprogede, at man kan kalde sig grønlænder, uden at kunne tale grønlandsk. Hypotese nr. 8 Dansksprogede grønlændere oplever usikkerhed omkring deres nationale identitet, og deres tilhørsforhold. De kan have en fornemmelse af at høre hjemme i Grønland, men ikke føle sig velkomne i landet. Hypotese nr. 9 Dansksprogede grønlændere har mulighed for et bedre uddannelsesforløb, på grund af deres bedre danskkundskaber. Det forventes derfor, at der er flest dansksprogede grønlændere med i undersøgelsen.

Den samfundsvidenskabelige vinkel - samfundsniveau
Denne vinkel beskæftiger sig især med de politiske målsætninger, trends og politiske tendenser sat af Det grønlandske Landsting, af medierne og samfundet, vedrørende sproget. Vi vil redegøre for de politiske mål og handlinger i forhold til sprogproblematikken.

Hvilke standpunkter har de forskellige politiske partier med hensyn til sprogpolitiken? Og stemmer disse overens med realiteterne?

Vi har opstillet en række mere generelle hypoteser, der forhåbentlig kan kaste lys over sprogsituationen i dagens Grønland. Hypotese nr. 10 De yngre studerende (under 20 år) er bedre til grønlandsk end de ældre studerende (over 20 år). Dette baserer vi på, at de ældre studerende er fra en tidsepoke, hvor det grønlandske sprog blev prioriteret lavere end det danske sprog. Hypotese nr. 11 Der tales primært dansk i blandede ægteskaber (ægteskaber med én grønlandsk part), hvorfor børn fra disse ægteskaber er dårligere til grønlandsk, end børn af to grønlandske forældre. Hypotese nr. 12 Studerende der taler grønlandsk på modersmålsniveau planlægger, i højere grad end dansksprogede grønlændere, at vende tilbage til Grønland. Hypotese nr. 13 De der har haft deres primære opvækst i Grønland, taler bedre grønlandsk, end de der er opvokset udenfor Grønland. Hypotese nr. 14 De der er vokset op i Nuuk, er dårligere til grønlandsk, end de der er vokset op andre steder i Grønland. Hypotese nr. 15 Deltagernes mening om fremmedsprogsundervisningen i grønlandsk, vil pege i retning af, at undervisningsniveauet i den grønlandske folkeskole er for dårligt.Derimod forventer vi, at undervisningsniveauet i grønlandsk på modersmålsniveau vurderes som højt blandt deltagerne. Hypotese nr. 16 Vi antager, at den studerendes grønlandske sprogbrug bliver dårligere under uddannelsesophold i udlandet. Dette gælder både for de der taler grønlandsk som modersmål, og de der taler mindre grønlandsk. Hypotese nr. 17 Vi antager, at man taler bedre grønlandsk, hvis man bruger sproget med begge forældre. Den næstbedste form for indlæring af grønlandsk må være, at tale grønlandsk med den ene forælder.De deltagere der ikke taler grønlandsk med nogle forældre, må antages at være dårligst til grønlandsk. Hypotese nr. 18 Deltagerne vil ikke lade deres modersmål afgøre deres etniske identitet. Hypotese nr. 19 Vi forventer, at en overvejende del af de dansksprogede grønlændere ønsker at lære grønlandsk.Det er vort håb, at det materiale vi skaber, kan danne grundlag for en debat der i højere grad er baseret på faktiske forhold, end på formodninger.

1.1. Begrebsafklaring
Når vi beskriver den "dansksprogede" eller "ikke-grønlandsksprogede" studerende, mener vi dem der ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau. Det vil sige, at de pågældende taler grønlandsk i varierende grad, men ikke på modersmålsniveau.

Gammatestet, undersøger hvorvidt vores data er statistisk holdbart. Signifikansniveauet siger noget om, hvad sandsynligheden er for, at det vi undersøger kunne ske ved et tilfælde. Er signifikansniveauet under 0,05, er vores udsagn/hypotese statistisk holdbar. Er signifikansniveauet under 0,01, er det højsignifikant, og er det over 0,01, men under 0,05 er det lavsignifikant. Rangkorrelationskoefficienten i gammatestet siger noget om styrken mellem to sammenhænge. Er værdien over 0,30, er der tale om en stærk korrelation. Vi definerer en grønlænder som en person, der opfatter sig selv som grønlænder (jvf. bilag 1, spørgsmål g).

2. Metodeafsnit
Vi udsendte i foråret 2000, et spørgeskema (bilag 1) til grønlandske studerende på videregående uddannelse i Danmark, samt til studerende på Ilisimatusarfik i Nuuk.

2.1. Deltagerne
Spørgeskemaet blev sendt til 343 grønlandske studerende i Danmark og udlandet, samt til 60 grønlandske studerende ved Ilisimatusarfik, ialt 403 studerende.

Undersøgelsen omfatter udelukkende studerende der er igang med en videregående uddannelse og som modtager uddannelsesstøtte fra Grønlands Hjemmestyre. 190 har svaret på spørgeskemaet, svarende til 47 % af samtlige grønlandske studerende på videregående uddannelse. Vi kan fastslå, at materialet er repæsentativt for gruppen af grønlandske studerende. 19 har svaret fra Grønland, mens 171 har svaret fra Danmark. I procent svarer det til, at 50 % af de, i Danmark boende studerende, har svaret og 32 % af de, i Grønland boende studerende, har svaret. Vi vil i afsnit 6.1. komme med overvejelser omkring svarprocenten.

2.2. Spørgeskemaet
I spørgeskemaet (bilag 1) stillede vi en række spørgsmål angående selvvurderet sprogniveau. Deltagerne havde fem udsagn de kunne vælge imellem, og de skulle vælge det, der passede bedst til deres situation. De var; "jeg taler grønlandsk på modersmålsniveau", "jeg forstår næsten alt, og kan føre en samtale på grønlandsk", "jeg forstår meget, men kan ikke føre en samtale på grønlandsk", "der er meget jeg ikke forstår, og jeg taler det sjældent", "jeg taler og forstår overhovedet ikke grønlandsk".

Derudover skulle deltagerne svare på spørgsmål om tidligere modtaget grønlandsk undervisning, aktuel undervisning samt forestillinger om fremtiden. Der var også spørgsmål om deltagernes baggrund, såsom alder, køn, fødested og forældres oprindelse.

Dertil kom en række spørgsmål til dem, der ikke behersker grønlandsk på modersmålsniveau. De omhandlede holdninger, oplevelser og emotioner.

Spørgeskemaet var formuleret på dansk, for at undgå misforståelser ved en oversættelse.

Deltagerne blev gjort opmærksom på, at alle besvarelser ville blive behandlet anonymt.

Vi fik under hele processen råd og vejledning fra psykologen Gorm Hetmar, der til dagligt beskæftiger sig med statistik som underviser ved Københavns Universitet, samt som forsker ved Center for Ældreforskning.

3. Et sprogpolitisk øjebliksbillede
Grønland er aktuelt tosproget, men dette giver ikke sig selv. Grønland er nemlig ikke konstitutionelt tosproget. Grønland er grønlandsksproget. Mindretallets sprog, dansk, er ikke sikret, og kan uden formelle problemer afskaffes, hvis det kan lade sig gøre i praksis (Langgård, 1992).

//////Hjemmestyreloven af 1978 (§9) siger;


//////Det grønlandske sprog er hovedsproget. Der skal undervises grundigt i det danske sprog.


//////Stk. 2 Begge sprog kan anvendes i offentlige forhold.
I praksis er det danske mindretals sprog ikke truet, da det i en række love og bestemmelser er formelt reguleret, at der ikke uden videre kan ses bort fra dansk (ibid).

Udover Hjemmestyrelovens § 9, har Grønland ingen egentlig sprogpolitik. Men dette har ikke forhindret stærke sprogpolitiske tendenser i, gennem tiden, at efterlade mærker i den grønlandske befolkning.

Med indførelsen af Hjemmestyreordningen i 1979, tog man afstand fra den danisering der havde præget landet siden starten af 1950’erne. Det nye begreb "grønlandisering", blev istedet fokusområde for politikerne.

På alle områder er der blevet arbejdet for at "grønlandisere". Et eksempel er den nye skolereform, som blev indført i 1994.

Integrationsskolen tager udgangspunkt i det grønlandske sprog, og underviser fra fjerde klasse i dansk som fremmedsprog. Dette har bl.a. betydet, at opdelingen af elever i dansksprogede og grønlandsksprogede klasser er ophørt. Istedet er der fælles undervisning for alle.

Indførelsen af den fælles undervisning, har til formål at afhjælpe den sociale opdeling mellem danskere og grønlændere og endvidere forbedre begge gruppers andetsprog (Skydsbjerg, 1999).

Et andet tiltag til yderligere grønlandisering er "Sprogsekretariatet" som blev oprettet i 1999. Sekretariatet er en selvstændig enhed under Landsstyreområdet for Kultur. I foråret 2000 fik den pålagt at udarbejde en sprogpolitisk redegørelse hvis formål er: At notere hvorledes det grønlandske sprogs position er i samfundsudviklingen, og hvordan dansk og grønlandsk står i forhold til hinanden i befolkningen. At udvikle sprogpolitik med udgangspunkt i lovgivernes retningslinier. At udarbejde forslag til hvorledes målsætningerne i sprogpolitikken kan indfries. Udpensle de økonomiske, administrative og ansættelsesmæssige krav for at opnå de sprogpolitiske målsætninger.

Det lader altså til, at Grønland efter 21 års hjemmestyre, får en egentlig sprogpolitik.

Vi mener, at man i den forbindelse skal huske på, at det er almindeligt at leve i et land, hvor flere sprog eksisterer side om side, hvad enten sprogene strides eller sameksisterer uden problemer.

At tilstræbe monokultur eller etsprogethed, er derfor ikke et udtryk for "normalisering".

Der er dog forskel på de flersprogede samfund. Dels er der forskel på, om der er konflikt eller fred mellem sproggrupperne, dels er forskel på sprogenes indbyrdes status/prestige, endvidere er der tale om forskellig talstyrke og om sproggrupperne er spredt eller samlet.

Sprogene kan også have forskellig historisk baggrund i samfundet. Nogle sprog er "oprindelige", mens andre sprog er "erobrenes sprog", atter andre er indvandrersprog (Holmen, 1995).

Eksempler på flersprogede lande er Canada, Indien, Finland, USA, Grønland, New Zealand, m.v.

4. Sprogets betydning
Der bliver talt og skrevet meget om begrebet "sprog" i Grønland. Både det danske sprog og det grønlandske sprog er genstand for megen debat.

Ofte bliver forholdet mellem det danske og det grønlandske sprog, beskrevet som en kamp, altså som en enten-eller situation.

Lad os slå fast, at ingen tager skade af, at lære grønlandsk, dansk eller et helt tredje sprog, ud over deres modersmål. Dette er ellers et indtryk man kan få, ud fra debatten i Grønland. Det bliver opstillet som en forhindring for sund sproglig udvikling, at lære enten dansk eller grønlandsk, afhængig af debatørens synsvinkel. Men tosprogsforskere er i dag enige om, at kontakten med to eller flere sprog/kulturer ikke betyder en svækkelse, men tværtimod ofte en styrkelse af modersmålet (Thorleifsen, 1995).

4.1. Sprogtilegnelse
Sprogundervisning kan hjælpe en person til, at skyde genveje i indlæringen, så tilegnelsesprocessen forløber hurtigere og, måske, mere effektivt.

Man kan inddele sprog i tre forskellige kategorier; modersmål andetsprog fremmedsprog Især forskellen på andetsprog og fremmedsprog er vigtig, idet den ofte bliver forvekslet. Meget forenklet kan man sige, at hvor fremmedsprog er et sprog man lærer af uddannelsesmæssige årsager, er andetsprog et sprog man lærer af nødvendighed, fordi det eksisterer i det samfund man bor i.

Modersmål læres først og fremmest gennem barnets kommunikation med forældrene og med andre, der har den tætte kontakt, i den tidlige socialisering (Holmen, 1995).

Senere udvides kontakten til jævnaldrende, andre voksne, institutioner og medier.

Andetsprog læres først og fremmest "på gaden", udenfor hjemmet og oftest lidt senere end modersmålet. Kontakten til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet spiller en vigtigt rolle. Herigennem udvikles sproget med kompetance i stadig flere situationer (Holmen i Skutnabb-Kangas, 1993).

Fælles for modersmål og andetsprog er, at de læres fordi sprogbrugeren for at kunne fungere i en given sammenhæng, har et aktuelt behov for dem.

Social integration og nødvendighed er de væsentligste drivkræfter (ibid).

Om der er tale om et modersmål, et fremmedsprog eller et andetsprog har metodiske og indholdsmæssige konsekvenser for evt. undervisning i sproget (Holmen, 1995).

4.2. Sprog og identitet
Sprog er en vigtig bestandel af vores nationale- og gruppemæssige identitet. Vort sprog er en fællesnævner, vi kan stå sammen om. Vi opfatter os som tilhørende en bestemt national eller social gruppe, fordi vi taler et bestemt sprog.

Fishman (Skutnabb-Kangas, 1993) skriver, at sproget symbolsk markerer gruppeidentitet, gruppemedlemskab og solidaritet. Sproget virker som et bindeled mellem menneske og kultur.

Der behøver dog ikke være nogen forbindelse mellem modersmål og identitet. Et eksempel er en person med dansk som modersmål, men med en grønlandsk identitet (Holmen, 1995).

Modersmål har en stor følelsesmæssig og identitetsmæssig betydning, da det er sproget man identificerer sig med. Andetsprog har ikke samme betydning for selvforståelsen, men det kan være stærkt frustrerende ikke at kunne komme igennem med sit budskab, eller at blive udelukket fra bestemte stillinger eller uddannelser, med sproget som argument. Og så kan andetsproget resultere i identitetsmæssige problemer (Holmen i Skutnabb-Kangas, 1993).

FN-pagten af 1945 fastslår, at mennesker ikke må diskrimineres på grund af sprog, race, køn eller religion.

Men når man taler om minoriteter er det, desværre, svært at komme uden om emnet diskrimination.

Diskriminationen er forankret i den in- og eksklusionspraktik der finder sted i ethvert samfund.

Sprog spiller en særlig rolle i denne in- og eksklusionspraksis. Det er især sproget der afgør om man kan deltage i samfundet, samt om man af andre, og sig selv, opfattes som tilhørende en bestemt gruppe (Kofoed, 1994).

Tajfel (Kofoed, 1994) taler om, at resultatet af en social kategorisering, hænger sammen med magtfordelingen i et samfund, og dette hænger igen sammen med de identiteter der dannes.

Overført til grønlandske forhold betyder det, at når magteliten, forstået som personer med høj status i samfundet, har bestemt, at det er et negativt træk, ikke at kunne tale grønlandsk, får det indflydelse på ikke-grønlandsksprogedes identitetsdannelse.

Lars Dencik (Kofoed, 1994) skriver, at en persons objektive identitet, ikke nødvendigvis er identisk med vedkommendes subjektive identitet.

Igen overført til grønlandske forhold betyder det, at en dansksproget person, født af danske forældre, bosat i Grønland, bliver kategoriseret som værende dansker, men kan føle sig som grønlænder.

Grønland kunne godt være det Smolicz kalder et sprog-centreret land (Skutnabb-Kangas, 1993).

Det hentyder til at landet oplever, at dets overlevelse afhænger af bevarelsen af befolkningens modersmål.

Sproget bliver mere end et middel for kommunikation og personlig udfoldelse. Det bliver symbolet for etnisk identitet, og en definerende værdi, der afgør hvem der er "autentisk" eller ej (ibid).

I Grønland taler man om "rigtige", og dermed også om "forkerte" grønlændere. Og en af de afgørende faktorer i denne sammenhæng, er sproget. Dette bekræftes af flere af vore dansksprogede deltagere, der refererer til, at de ikke accepteres som "rigtige grønlændere", idet de ikke taler sproget. Benævnelsen "rigtig grønlænder" er deres egen, og ikke én vi har refereret til i spørgeskemaet.

5. Resultater
Som sagt har 190 studerende svaret på spørgeskemaet. Dette afsnit fremstiller de resultater der umiddelbart fremkommer. Der er, i første omgang, blot tale om en opsummering af data.

Tallene i parentes angiver, hvor mange deltagere der er tale om.

5.1. Baggrundsdata


Køn
Der deltog 80 mænd og 110 kvinder i undersøgelsen. Det svarer til, at 58 % af deltagerne er kvinder, mens 42 % af deltagerne er mænd.

Alder
Deltagerne er i alderen 19-51 år. Gennemsnitalderen er 27 år. Det vil sige, at de fleste deltagere er født i midten af 1970’erne.

4 % er 20 år eller yngre (7). 76 % er mellem 21-30 år (144), mens 20 % er over 31 år (39).

Forældres oprindelse
Over halvdelen af deltagerne har en dansk far. Således har 57 % af deltagerne en dansk far (109), mens 36 % af deltagerne har en grønlandsk far (68). De resterende 7 % af deltagerne har fædre med en anden oprindelse end dansk eller grønlandsk (13).

44 % af vore deltagere har en dansk mor (83), mens 48 % af deltagerne har en grønlandsk mor (91).

8 % af deltagerne har en mor med en anden oprindelse end dansk eller grønlandsk (16).




36 % af forældreparrene er begge af anden oprindelse end grønlandsk (68), 20 % af forældreparrene er begge af grønlandsk oprindelse (39), mens de resterende 44 % af forældreparrene består af én grønlandsk forælder, og én forælder med anden baggrund end grønlandsk (83). Vores data siger ikke noget om, hvorvidt den studerende er vokset op med begge forældre i hjemmet.

Primære opvækstland
13 % af de adspurgte (25) er primært opvokset i Danmark eller et andet land, mens 87 % primært er opvokset i Grønland (163).

Af de, der er opvokset i Grønland, er 48 % primært opvokset i Nuuk (73), mens 52 % primært er opvokset et andet sted i Grønland (78).

Antal år bosat i Danmark
44 % af de adspurgte (83) har boet i Danmark i 5 år eller derunder. 26 % af deltagerne (49) har boet i Danmark mellem 6 og 10 år, mens 30 % har boet i Danmark i 11 år eller mere (58).

Der er tale om det sammenlagte antal år deltageren har boet i Danmark, og årene behøver således ikke være sammenhængende.

Identitet
Vi bad deltagerne definere deres nationale tilhørsforhold. 19 % af deltagerne definerede sig selv som "danskere" (33), 42 % af deltagerne karakteriserede sig selv som værende "både grønlændere og danskere" (74), mens 39 % af deltagerne definerede sig selv som "grønlændere" (68).




Vi har udeladt en lille gruppe, der enten ikke vidste hvad de ville kalde sig selv, eller som kaldte sig selv noget andet end de ovennævnte grupper. Der er ialt tale om 15 deltagere.

5.2. Sprogbrug


Grønlandsk sprogfærdighed
Deltagerne skulle vurdere deres egen grønlandsksproglige formåen. De kunne vælge mellem 5 forskellige niveauer. 5 % har vurderet, at de "hverken taler eller forstår grønlandsk" (9). 27 % har sat kryds ved, at der "er meget de ikke forstår, og at de sjældent taler grønlandsk" (51). 27 % mener, at de "forstår meget, men ikke kan føre en samtale på grønlandsk" (51). 14 % vurderer, at de "forstår næsten alt, og kan føre en samtale på grønlandsk" (27). Endeligt har 27 % af deltagerne sat kryds ved, at de taler grønlandsk på "modersmålsniveau" (52).


Der er mange måder at omskrive dette på, men én måde er at sige, at 111 af deltagerne ikke anvender det grønlandske sprog aktivt i deres hverdag. Det svarer til, at 58 % af det samlede deltagerantal ikke kan/vil/tør samtale med andre på grønlandsk.

En yderligere inddeling viser, at 27% af deltagerne taler grønlandsk på modersmålsniveau, mens 73% af deltagerne ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau.




Indbyrdes mor/barn sprog
106 af deltagerne svarer, at de aldrig taler grønlandsk med deres mor. 27 deltagere taler overvejende dansk med deres mor. 18 svarer, at de overvejende taler grønlandsk med deres mor, mens 37 deltagere altid taler grønlandsk med deres mor.




Sammenlagt taler 71 % af deltagerne primært dansk med deres mor, mens 29 % overvejende taler grønlandsk med deres mor.

Indbyrdes far/barn sprog
122 af deltagerne taler aldrig grønlandsk med deres far. Dertil kommer, at yderligere 26 deltagere overvejende taler dansk med deres far.

31 af de adspurgte taler altid grønlandsk med deres far, mens 8 deltagere overvejende taler grønlandsk med deres far.




Sammenlagt taler 79 % af de adspurgte studerende primært dansk med deres far, mens 21 % primært taler med ham på grønlandsk.

Sprog talt med forældre



70 % af deltagerne taler ikke grønlandsk med sine forældre (131), 9 % af deltagerne taler grønlandsk med én forælder (17), mens 21 % af deltagerne taler grønlandsk med begge sine forældre (38).

Sprog talt i hverdagen
Spørgsmålene rettede sig mod de studerendes "grønlandske miljø".

De fleste grønlandske studerende benytter ikke det grønlandske sprog aktivt i deres hverdag. 123 af deltagerne taler overvejende et andet sprog end grønlandsk, med deres familie (ikke forældre). Det svarer til 65 %. 106 af deltagerne taler overvejende et andet sprog end grønlandsk, med folk på gaden (ekspedienter og lign.). Det svarer til 56 % af deltagerne. 141 deltagere, altså 75 %, taler overvejende et andet sprog end grønlandsk med deres grønlandske medstuderende. Endeligt taler 135 af de adspurgte, det er 71 %, overvejende et andet sprog end grønlandsk med deres venner.

Sprogtilfredshed og planer om forbedring
68 % af deltagerne er utilfredse med deres grønlandske sprogfærdigheder (128).

Af disse 128 utilfredse deltagere ønsker 101 at forbedre deres sprogfærdigheder indenfor grønlandsk, svarende til 78 %.

Af samtlige deltagere, gør 36 % en aktiv indsats for at bibeholde deres aktuelle sprogniveau (67). Det kan være ved undervisning, ved at læse grønlandske tekster eller ved at tale grønlandsk når muligheden byder sig.

Sprogenes status
Deltagerne blev spurgt hvilken status det grønlandske sprog har, i forhold til dansk, i deres familier, blandt deres venner og blandt "folk på gaden".

I alle tre grupper blev det danske og det grønlandske sprog overvejende vurderet til at have samme status.

Ændret sprogbrug under uddannelse
Langt de fleste har enten oplevet, at deres danske sprogniveau er forblevet uændret under deres uddannelse eller er blevet forbedret. Således oplever 53 % af deltagerne (100), at deres danske sprog er forblevet uændret, mens 45 % finder, at deres danske sprogniveau er blevet forbedret (85).

Modsat gælder det, at 50 % af deltagerne finder, at deres grønlandske sprogniveau er blevet forværret (94), mens 42 % mener, at deres grønlandske sprogniveau er uændret (78), under deres uddannelse.

Man bør være opmærksom på, at disse tal både gælder de der studerer i Danmark, og de der studerer i Grønland.

En yderligere opdeling af deltagerne viser, at de der studerer i Danmark eller udlandet, sjældent forbedrer deres grønlandske sprogbrug.




Anderledes ser det ud for de der studerer i Grønland. Ifølge vores resultater forbedrer studerende i Grønland, i langt højere grad end de resterende studerende, deres grønlandske sprogbrug.




5.3. Undervisning


Undervisning i grønlandsk
95 % af de adspurgte (181) har, på et eller andet tidspunkt, modtaget undervisning i faget "grønlandsk".

Kun 5 % af de adspurgte (9) har aldrig modtaget grønlandskundervisning.

85 % af deltagerne (161) har svaret "ja" til, at have haft faget grønlandsk i folkeskolen, mens 65 % af deltagerne (122) har haft faget grønlandsk på gymnasiet eller på HF.

Kun en meget lille andel har modtaget grønlandskundervisning på universitetsniveau, på aftenskole, på kursus, eller andre steder, f.eks. privat.

Kvaliteten af undervisningen i grønlandsk
Her havde deltagerne mulighed for, at vurdere kvaliteten, af den grønlandskundervisning de har modtaget. 5 punkt skalaen spænder fra "helt utilfredsstillende", til "helt tilfredsstillende".

Adspurgt om kvaliteten af grønlandskundervisningen i folkeskolen, svarede 31 % (49), at undervisningen var "helt utilfredsstillende". 22 % (36) svarede, at undervisningen var "utilfredstillende". Sammenlagt giver det 53 % der finder undervisningskvaliteten i folkeskolen under middel. 18 % (29) fandt undervisningen "middel". 17 % (28) fandt undervisningen "tilfredsstillende", mens 12 % (19) fandt den "helt tilfredsstillende". Det giver 29 % der vurderer folkeskoleundervisningens kvalitet til at være over middel. Det omvendte billede tegner sig for deltagernes vurdering, af gymnasieundervisningens kvalitet. Her vurderer 63 % af de adspurgte (76), at undervisningen er over middel, mens 24 % af deltagerne (29) finder undervisningen middel. Kun 13 % af deltagerne (15) vurderer undervisningens kvalitet til under middel.

5.4. Fremtiden


Videreformidling af det grønlandske sprog
Deltagerne blev spurgt om deres børn skal lære grønlandsk. Det sagde 83 % "ja" til (143). 6 % svarede, at det afhang af, om de vendte tilbage til Grønland (10), mens 11 % sagde "nej" (20).

97 % af deltagerne (185) mente, at det grønlandske samfund bør holde fast i det grønlandske sprog. De resterende 5 deltagere, har hverken svaret "ja" eller "nej", og de har derfor afgivet ugyldige svar. Der er således ingen der har svaret "nej" til, at Grønland skal bibeholde det grønlandske sprog.

Grønlandsk identitet
95 % af de adspurgte (177) har svaret "ja" til, at man godt kan kalde sig grønlænder, uden at kunne tale grønlandsk. 5 % af de adspurgte, har svaret "nej" (9)

Tilbagevenden til Grønland



64 % af de adspurgte (122) svarer "ja" til, at vende tilbage til Grønland. 33 % af deltagerne (63) har svaret "måske", mens kun 3 % svarer "nej" (5).

Det officielle sprog i Grønland
Deltagerne skulle svare på, hvilke(t) sprog, de anså som de(t) officielle i Grønland. Med "officielle" mente vi det sprog, der lovgivningsmæssigt, er Grønlands hovedsprog.

30 % af de adspurgte (56) svarede, at grønlandsk er det officielle sprog. 68 % af deltagerne (126) mente, at det var både dansk og grønlandsk, mens 2 % mente at det var dansk (3).

5.5. Holdninger/emotioner
Denne del af spørgeskemaet er kun besvaret af studerende der ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau. Der er 138 der har svaret på denne del af spørgeskemaet. 52 har ikke svaret, da de behersker grønlandsk på modersmålsniveau.

Generelle problemer med ikke at kunne tale grønlandsk
81 rapporterer om generelle problemer i forbindelse med ikke, at tale grønlandsk på modersmålsniveau. Det svarer til 61 %.

Problematiske situationer foranlediget af, at man ikke taler grønlandsk
Deltagerne blev spurgt, om situationer hvor det er problematisk, ikke at tale grønlandsk på et højere niveau.

27 % svarede (36), at det var problematisk i familien, 46 % svarede (61), at det var problematisk i samfundet, 19 % af deltagerne (25) fandt det problematisk i skolesammenhænge, 36 % af deltagerne (48) fandt det problematisk i forhold til deres venner, 25 % nævnte andre (ikke specificerede) situationer, hvor det var et problem (34), mens 57 % fandt det problematisk i forbindelse med jobsituationer (76).

Det vil sige, at de adspurgte primært oplever problemer i deres dagligdag, i forbindelse med deres job og i forhold til det omgivende samfund.

Diskriminering i forbindelse med ikke at kunne tale grønlandsk
55 % rapporterer, at de har følt sig diskrimineret, fordi de ikke taler grønlandsk (74).

Påvirket selvopfattelse af ikke at kunne tale grønlandsk
Forskellige spørgsmål har skullet afdække, om nogle af de dansksprogede studerendes selvværd, påvirkes i en negativ retning af ikke at kunne tale grønlandsk.

42 % af de adspurgte (56) svarer "ja" til, at deres selvtillid påvirkes negativt, p.g.a. deres mangelfulde sprogfærdigheder.

Deltagerne skulle også svare på, om de har oplevet at føle sig nedtrykt og/eller føle ubehag over, at de ikke taler grønlandsk. Svarmulighederne spændte fra svaret "dagligt", til svaret "aldrig". 1 % af deltagerne oplever "dagligt" nedtrykthed (1) 26 % af deltagerne oplever "af og til, men ikke dagligt" nedtrykthed (35) 45 % oplever "sjældent" nedtrykthed (60), mens 29 % "aldrig" bliver nedtrykte (38). Man kan også sige, at 71 % af deltagerne i varierende grad oplever nedtrykthed over, ikke at tale grønlandsk på modersmålsniveau.

Hvad oplevelser af ubehag angår, fordeler det sig således; 2 % af deltagerne (2) føler "dagligt" ubehag 37 % af deltagerne (50) føler "af og til, men ikke dagligt" ubehag 34 % oplever "sjældent" ubehag (46), mens 27 % "aldrig" oplever ubehag (36). Man kan også sige, at 73 % af deltagerne i varierende grad oplever ubehag over, ikke at tale grønlandsk på modersmålsniveau.

Alligevel mener 75 %, at de kan fungere tilfredsstillende i dagens Grønland.

Omgivelsernes reaktion på, at man ikke taler grønlandsk
De studerende blev bedt om at svare på hvem, hvis nogen, der fortæller dem at det er nyttigt, at de lærer grønlandsk.

Vi fik følgende svar; 31 % af deltagerne (30) svarer, at deres venner fortæller dem, at det er nyttigt 40 % oplever, at skolen fortæller dem at det er nyttigt (36) 72 % oplever, at politikerne siger, at det er nyttigt (75) 42 % af deltagerne (41) svarer, at deres familier finder det nyttigt 35 % finder, at deres medstuderende finder det nyttigt (33). Deltagerne skulle også svare på, om de fremover vil få problemer med bestemte grupper, fordi deltagerne ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau. 40 % mener, at de fremover vil få problemer med deres kolleger (54) 29 % mener, at de fremover vil få problemer med sig selv (39) 61 % mener, at de fremover vil få problemer med det omgivende samfund (82).

5.6. Test af hypoteser


Hypotese nr. 1
En overvejende del af de dansksprogede grønlændere har haft generelle problemer med ikke at kunne tale grønlandsk.

Hypotesen kan bekræftes.

Næsten to-tredjedele oplever generelle problemer med ikke at kunne tale grønlandsk på modersmålsniveau, svarende til 61 % (jvf. afsnit 5.5.).

For at belyse denne hypotese yderligere, har vi sammenlignet oplysninger om forældrenes oprindelse, med deltagernes oplevelse af generelle problemer (bilag 2).

Gammatestet er ikke signifikant (,071), men der er en tendens i retning af, at jo mere grønlandsk familie man har, i jo højere grad vil man opleve generelle problemer med ikke at kunne tale grønlandsk.

41 børn fra blandede ægteskaber svarer "ja" til oplevelsen af generelle problemer (66 %), 35 børn af forældre med anden baggrund end grønlandsk svarer "ja" (54 %), mens 5 børn af grønlandske forældre svarer "ja" (83 %).

Vi så også på sammenhængen mellem "oplevet nedtrykthed" og "generelle problemer med ikke at kunne tale grønlandsk" (bilag 27). "Nedtrykthed" dækker over tre forskellige grader, fra "dagligt" til "sjældent" (bilag 1, nr. 22 og 23).

Gammatestet er højsignifikant (,000), og der er en stærk korrelation (,700). Der er altså en stærk sammenhæng mellem oplevelsen af nedtrykthed og oplevelsen af generelle problemer i.f.m. ikke at kunne tale grønlandsk.

Det samme gælder for sammenhængen mellem følelsen af ubehag og oplevelsen af generelle problemer (bilag 28).

Gammatestet er også her højsignifikant (,008), og korrelationen stærk (,492). Hvis man føler ubehag over ikke at tale grønlandsk bedre, er sandsynligheden stor for, at man også har generelle problemer med, ikke at tale sproget bedre.

Det fremgik af spørgeskemaerne, at de adspurgte især oplever det som et problem, ikke at kunne kommunikere ordentligt med deres grønlandsksprogede landsmænd. F.eks. på job, på gaden, i diskussioner og i forhold til grønlandsksproget familie. På det personlige plan blev der rapporteret om følelser af skam og identitetskvaler over ikke at kunne tale grønlandsk.

Hypotese nr. 2
De dansksprogede grønlændere oplever deres sprogmangel som problematisk. Det er en begrænsning i forhold til integrationen i det grønlandske samfund. Det kan være vanskeligt at kommunikere med grønlandsksprogede familiemedlemmer og at få grønlandsksprogede venner.

Vi kan ikke bekræfte, at de ikke-grønlandsksprogede har problemer i forhold til deres venner, ligesom de heller ikke har signifikante problemer i forhold til deres familie. Dette kan skyldes, at de taler dansk med deres familie og venner, og derfor ikke oplever det som et problem.

Men de deltagere der ikke taler grønlandsk som modersmål, oplever signifikante problemer, i forhold til arbejdsmarkedet og det omgivende samfund.

Vi undersøgte sammenhængen mellem sprogniveau og problemer på jobbet, p.g.a. sprogvanskeligheder (bilag 3).

Gammatestet er højsignifikant (,005), og korrelationen stærk (,375). Jo bedre man taler grønlandsk, uden dog at kunne det som modersmål, i jo højere grad oplever man problemer på jobbet.

Vi inddelte deltagerne der ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau i to grupper; de der kan føre en samtale på grønlandsk, og de der ikke kan. Disse to grupper blev sammenlignet med oplevelsen af problemer, i forhold til samfundet, p.g.a. sprogvanskeligheder (bilag 4).

Gammatestet er lavsignifikant (,019), og korrelationen stærk (-,500). Det vil sige, at de der ikke kan samtale med andre på grønlandsk, oftere oplever problemer end de der kan samtale med andre.

Rubrikken "ubesvaret" i bilag 3 og 4 fortolkes som et nej til spørgsmålet om oplevelsen af problemer (bilag 1, nr. 16).

Vi kan bekræfte, at deltagernes sprogmangel, vanskeliggør deres forhold til arbejdsmarkedet og til samfundet, men ikke til deres sociale sammenhænge. Sidstnævnte kan skyldes, at man selv vælger sin sociale omgangskreds, og derved undgår problematiske relationer.

Hypotese nr. 3
En overvejende del af de dansksprogede grønlændere oplever, at deres selvværd påvirkes i negativ retning, fordi de ikke taler grønlandsk. Det giver den enkelte dårlig samvittighed og skyldfølelse. De føler sig mindreværdige.

Vi kan kun bekræfte dele af hypotesen.

Det er ikke størstedelen af de ikke-grønlandsksprogede, hvis selvtillid påvirkes i negativ retning.

Lidt over en tredjedel, svarende til 42% af de adspurgte, oplever at deres selvtillid påvirkes i negativ retning, p.g.a., at de ikke taler bedre grønlandsk (jvf. afsnit 5.5.).

Men vi har fundet en stærk sammenhæng mellem deltagerens sprogfærdighed og påvirkning af dennes selvtillid i negativ retning (bilag 5). Gammatestet er højsignifikant (,006), og korrelationen stærk (-,363).

Igen gælder det, at i jo højere grad man taler grønlandsk, uden at kunne det helt, i jo højere grad påvirkes ens selvtillid i negativ retning.

Vi har operationaliseret hypotesen ved, at spørge til oplevelser af nedtrykthed og/eller ubehag ved ikke, at kunne tale grønlandsk på modersmålsniveau.

96 af de adspurgte oplever, i varierende grad, nedtrykthed over deres manglende grønlandske sprogfærdigheder, svarende til 72% (jvf. afsnit 5.5.).

Vi har undersøgt sammenhængen mellem oplevelsen af nedtrykthed og sprogfærdighed (bilag 6).

Der er en højsignifikant sammenhæng (,008), og en stærk korrelation (-,395). Det samme forhold gjorde sig gældende her som før. Jo bedre deltageren taler grønlandsk, uden at gøre det helt, i højere grad oplevede vedkommende nedtrykthed. Dog ses et lille dyk hos dem der kan samtale på grønlandsk, i forhold til dem der ikke kan samtale.

Endelig oplever 73 % af deltagerne ubehag i varierende grad, over ikke at kunne tale grønlandsk (jvf. afsnit 5.5.).

Hypotese nr. 4
En overvejende del af de dansksprogede grønlændere har følt sig diskrimineret, fordi de ikke taler grønlandsk.

Det kan være alt fra at blive råbt efter på gaden, blive mobbet i skolen til at føle, at der fra politisk hold er modvilje mod én.

Denne hypotese kan bekræftes.

Som tidligere nævnt har over halvdelen af de adspurgte svaret "ja" til, at de har følt sig diskrimineret, p.g.a. deres sprogvanskeligheder (jvf. afsnit 5.5.).

Oplevelsen af diskrimination er uafhængig af deltagerens grønlandske sprogniveau. Det betyder, at diskriminationen rammer alle i gruppen, og ikke kun dem der er dårligst til grønlandsk.

Vi fandt en lavsignifikant sammenhæng (,032) mellem sprogfærdighed, og oplevelsen af, at politikerne ønsker, at man taler bedre grønlandsk (bilag 7). Korrelationen er stærk (,372).

I jo højere grad man taler grønlandsk, uden at kunne det helt, jo større pres oplever man fra politisk hold, om at man burde lære at tale grønlandsk.

Vi har også fundet en lavsignifikant sammenhæng (,042) og en stærk korrelation (,343) mellem deltagerens oplevelse af diskrimination, og deltagerens selvtillid (bilag 25).

Hvis deltageren har følt sig diskrimineret, er der sandsynlighed for, at deltageren også har en oplevelse af negativt selvværd, forbundet med ikke at kunne tale grønlandsk.

Af svarene til spørgeskemaet fremgår det, at nedenstående situationer er typiske;

Tilråb på gaden, såsom "rejs hjem, dumme dansker", skældsord fra berusede folk, at blive naragtiggjort ved dårlig grønlandsk udtale, ikke at blive accepteret som grønlænder p.g.a. sproget, at opleve diskrimination fra politisk hold og af medierne, at blive udelukket fra politiske diskussioner, med henvisning til, at man ikke taler grønlandsk, og derfor ingen ret har til at blande sig.

Hypotese nr. 5
En overvejende del af de dansksprogede grønlændere tror ikke, at de kan fungere tilfredsstillende i Grønland, uden at kunne tale grønlandsk.

Denne hypotese må vi afvise.

Der er dog en tendens til, at jo bedre man er til grønlandsk, desto større er sandsynligheden for at man tror, at man kan fungere tilfredsstillende i Grønland (bilag 8). Men gammatestet er ikke signifikant (,158), korrelationen er 0,228.

Vi har fundet en højsignifikant sammenhæng (,002) mellem oplevelsen af ubehag, ved ikke at kunne tale grønlandsk, samt troen på, at man kan fungere tilfredsstillende i Grønland (bilag 26). Korrelationen er stærk (,649).

Troen på, at man kan fungere tilfredsstillende i Grønland falder i takt med, at oplevelsen af ubehag over ikke at beherske grønlandsk, stiger.

Hypotese nr. 6
En overvejende del af de ikke-grønlandsksprogede angiver, at de i fremtiden få problemer i forhold til sig selv, fordi de ikke behersker grønlandsk.

Denne hypotse kan vi bekræfte.

Der er en højsignifikant sammenhæng (,002) og en stærk korrelation (,438) mellem deltagerens grønlandske sprogniveau, og forventningen om, at man fremover vil få problemer i forhold til sig selv, p.g.a. denne sprogmangel (bilag 9).

Vi har her den samme tendens som tidligere. Jo bedre man taler grønlandsk, uden at gøre det helt, i jo højere grad forventer man, at man får problemer (i forhold til sig selv).

Vi har også fundet en højsignifikant sammenhæng (,003) mellem deltagerens nationale identitet og forventningen om fremtidige problemer, i forhold til sig selv (bilag 29). Korrelationen er stærk (,522).

Jo mere deltageren føler sig som grønlænder, desto større er sandsynligheden for, at vedkommende forventer at få problemer med sig selv, fordi han/hun ikke taler grønlandsk bedre.

Det samme gør sig gældende med sammenhængen mellem forældrenes oprindelse og forventningen om fremtidige problemer (bilag 30).

Gammatestet er lavsignifikant (,013) og korrelationen stærk (,423).

Jo flere grønlandske forældre du har, desto større er chancen for, at du forventer at få problemer med dig selv, p.g.a. dit sprogniveau i grønlandsk.

Det vil sige, at deltageren med én grønlandsk forælder, i højere grad forventer at få problemer, end deltageren uden grønlandske forældre. På samme vis har deltageren med to grønlandske forældre, større chance for at få problemer, end deltageren med én grønlandsk forælder.

For bilag 29 og 30 gælder det, at rubrikken "ubesvaret" tolkes som et nej (bilag 1, nr. 25).

Hypotese nr. 7
Grønlandsksprogede mener ikke, i samme grad som dansksprogede, at man kan kalde sig grønlænder, uden at kunne tale grønlandsk.

Denne hypotese må afvises.

Næsten samtlige deltagere mener, at man godt kan være "grønlænder", uden at kunne tale grønlandsk (jvf. afsnit 5.4.).

Hypotese nr. 8
Dansksprogede grønlændere oplever usikkerhed omkring deres nationale identitet og deres tilhørsforhold. De kan have en fornemmelse af at høre hjemme i Grønland, men ikke føle sig velkomne i landet.

Hypotesen må afvises.

Dansksprogede grønlændere lader til, at have en klar fornemmelse af deres tilhørsforhold. De lader ikke deres sprogvanskeligheder komme i vejen for, at føle sig som grønlændere eller "delvist" grønlændere, hvis det er dét de gør.

De må også antages, at føle sig tilpas velkomne i landet, da størstedelen af de studerende påregner at vende tilbage til / forblive i Grønland efter endt uddannelse (jvf. afsnit 5.4.).

Vi har valgt nogle forskellige variabler ud, for at belyse denne hypotese.

Først har vi kigget på sammenhængen mellem sprogniveau og deltagerens nationale identitet. Der er en højsignifikant sammenhæng (,000), og en stærk korrelation (,820).







Jo mere grønlandsk du taler, i jo højere grad kalder du dig for "grønlænder". En stor mellemgruppe der for de flestes vedkommende, ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau, kalder sig "både grønlænder og dansker", mens en lille gruppe der ikke taler særligt meget grønlandsk, kalder sig "danskere".

15 personer har sat kryds ved "andet" (end dansk, grønlandsk eller dansk/grønlandsk), eller også ved "ved ikke". Denne gruppe er dog så lille, at vi har valgt at udelukke den.

Det lader således til, at der ikke er tvivl om, hvilken national identitet man har, selvom man ikke taler grønlandsk.

Vi kiggede også på sammenhængen mellem grønlandsk sprogfærdighed og deltagerens planer om tilbagevenden til Grønland, efter endt uddannelse (bilag 10).

Også her var der en højsignifikant sammenhæng (,000), og en stærk korrelation (,524).

Jo bedre man er til grønlandsk, desto større er sandsynligheden for, at man vender tilbage til Grønland.

Endelig kiggede vi på sammenhængen mellem forældrenes oprindelse og deltagerens nationale identitet (bilag 11).

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen meget stærk (,980).

Sandsynligheden for, at deltageren definerer sig som "grønlænder", stiger i takt med, at deltageren har grønlandsk familie. Således kalder samtlige deltagere, der har grønlandske forældre sig for "grønlændere", mens størstedelen af deltagerne med danske forældre, kalder sig for "danskere". Bemærk at en stor del af de resterende kalder sig for "både grønlænder og dansker".

Blandt deltagerne der kommer fra blandede ægteskaber, kalder de fleste sig for "både grønlænder og dansker". Resten kalder sig for "grønlændere".

Hypotese nr. 9
Dansksprogede grønlændere har mulighed for et bedre uddannelsesforløb, på grund af deres bedre danskkundskaber. Det forventes derfor, at der er flest dansksprogede grønlændere med i undersøgelsen.

Det er ikke meget data vi har, der kan belyse denne hypotese. Men de data vi har, støtter hypotesen.

Vores materiale viser, at der er en overvægt af ikke-grønlandsksprogede studerende, på de videregående uddannelser.

Vi har tidligere vist fordelingen af deltagere der taler grønlandsk på modersmålsniveau, og de der ikke gør (jvf. afsnit 5.2., "grønlandsk sprogfærdighed").

Man ser, at der er en klar overvægt af studerende, der ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau (73%).

Samme sted kan man se sprogfordelingen mere tydeligt (afsnit 5.2., side 15). Der er tre lige store grupper. Den ene gruppe forstår ikke meget grønlandsk, og taler det sjældent (27%). Den anden gruppe forstår meget grønlandsk, men kan/tør/vil ikke føre en samtale på grønlandsk (27%). Den tredje gruppe taler grønlandsk på modersmålsniveau (27%).

Spørgsmål 18 i spørgeskemaet (bilag 1) bad deltagerne berette om situationer, hvor det er/var uproblematisk ikke at kunne tale grønlandsk. Mange berettede her om skolesituationen, som de fandt uproblematisk. Skolen har, for en stor del af deltagernes vedkommende, foregået primært på dansk, hvilket må formodes, at have givet dem en forspring for dem, der ikke behersker dansk i samme grad.

Hypotese nr. 10
De yngre studerende (under 20 år) er bedre til grønlandsk end de ældre studerende (over 20 år). Dette baserer vi på, at de ældre studerende er fra en tidsepoke hvor det grønlandske sprog blev prioriteret lavere end det danske sprog.

Denne hypotese må afvises.

Vi har inddelt deltagerne i tre grupper efter alder, og sammenlignet med oplysninger om deres grønlandske sprogfærdighed (bilag 12).

Det viser sig, at der er en højsignifikant sammenhæng (, 003) og en stærk korrelation (,518).

Jo ældre man er, jo større er sandsynligheden for, at man kan tale grønlandsk.

De studerende der er født i 1970’erne, er dårligere til grønlandsk, end de der er født før 1970.

Vi havde ventet, at generationen født i 1980’erne, ville være bedre til grønlandsk end vores materiale antyder, da de er født efter Hjemmestyrets indførelse, og i den såkaldte grønlandiseringsperiode. Men da der kun er 7 deltagere under 20 år med i vores undersøgelse, er det svært, at udlede noget af materialet.

En opringning til Margit Motzfeldt, Rektor ved Qeqqani Ilinniarnertuunngorniarfik / Midtgrønlands gymnasiale kursus viser, at pr. 16. september 2000, taler 172 ud af 255 elever grønlandsk på A-niveau (modersmålsniveau). Det vil sige, at mere end tre-fjerdedele af eleverne taler grønlandsk på modersmålsniveau. Så noget kan tyde på, at generationen født i 1980’erne ér bedre til grønlandsk, end den født i 1970’erne.

Hypotese nr. 11
Der tales primært dansk i blandede ægteskaber (ægteskaber med én grønlandsk part), hvorfor børn fra disse ægteskaber er dårligere til grønlandsk, end børn af to grønlandske forældre.

For at belyse denne hypotese, har vi først sammenlignet deltagernes grønlandske sprogfærdighed med forældrenes oprindelse.

Gammatestet viser en højsignifikant sammenhæng (,000) og en stærk korrelation (,880).




Jo flere forældre med grønlandsk oprindelse deltageren har, des bedre taler vedkommende grønlandsk.




Det er der intet overraskende i. Det interessante er, at kun en femtedel af børnene fra blandede ægteskaber, taler grønlandsk på modersmålsniveau (21 %). De resterende fire femtedele taler grønlandsk i varierende grad, men ikke på modersmålsniveau (79 %).

Bilag 13 viser samme fordeling, blot mere detaljeret.

Vi undersøgte også sammenhængen mellem forældrenes oprindelse, og det sprog, de primært har talt med deres børn (bilag 14 og 15).

Bilag 14 viser, at næsten samtlige mænd i blandede ægteskaber, primært taler dansk med deres børn (94%). Det er interessant fordi det betyder, at nogle grønlandske mænd vælger at tale dansk med deres børn.

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen stærk (,862).

Tre fjerdedele af kvinderne i blandede ægteskaber, taler primært dansk med deres børn, nemlig 76 % (bilag 15). Dette betyder, at nogle grønlandske mødre vælger, at tale dansk med deres børn.

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen meget stærk (,941).

Hypotesen kan bekræftes.

Der tales primært dansk i blandede ægteskaber, og børn fra blandede ægteskaber, er oftest primært dansksprogede.

En mulig forklaring kan være, at de danske forældre i blandede ægteskaber, som hovedregel ikke taler grønlandsk. Den grønlandske forælder i blandede ægteskaber vælger at tale det sprog alle i familien forstår, nemlig dansk. Dette er dog blot en formodning.

Hypotese nr. 12
Studerende der taler grønlandsk på modersmålsniveau planlægger, i højere grad end dansksprogede grønlændere, at vende tilbage til Grønland.

Vi har tidligere påvist, at i jo højere grad deltageren er grønlandsksproget, desto større er sandsynligheden for, at vedkommende vil tilbage til/forblive i Grønland efter endt uddannelse (jvf. bilag 10).

Bilag 16 viser samme sammenhæng. Her er deltagerne blot inddelt i de der taler grønlandsk på modersmålsniveau, og de der ikke gør.

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen stærk (,594).

Mens 57 % af de ikke-grønlandsksprogede deltagere svarer "ja" til at vende tilbage/forblive i Grønland efter endt uddannelse, svarer hele 85 % af de grønlandsksprogede deltagere "ja" til at vende tilbage.

Hypotesen kan bekræftes, idet der er en signifikant sammenhæng mellem grønlandsk sprogfærdighed og planer om at arbejde og bo i Grønland, efter endt uddannelse.

Man skal dog huske på, at langt størstedelen af de grønlandske studerende, uanset sprogfærdighed, planlægger at vende tilbage til/forblive i Grønland (jvf. afsnit 5.4.).

Hypotese nr. 13
De der har haft deres primære opvækst i Grønland, taler bedre grønlandsk, end de der er opvokset udenfor Grønland.

Denne hypotese kan bekræftes.

Vi har sammenlignet deltagernes grønlandske sprogfærdigheder med deres primære opvækstland (bilag 17).

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen stærk (,689).

Ingen af de deltagere, der primært er opvokset uden for Grønland, kan tale grønlandsk på modersmålsniveau, eller føre en samtale på grønlandsk.

Bilag 18 viser samme sammenhæng. Her er deltagerne blot inddelt i de der kan tale grønlandsk på modersmålsniveau, og de der ikke kan.

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen så stærk som den kan være (1,000).

Hypotese nr. 14
De der er vokset op i Nuuk, er dårligere til grønlandsk, end de der er vokset op andre steder i Grønland.

Denne hypotese kan bekræftes. Der er en klar overvægt af ikke-grønlandsksprogede studerende, opvokset i Nuuk.

Bilag 19 viser, at mens de deltagere der er opvokset i Nuuk, oftest ikke kan føre en samtale på grønlandsk, er det omvendte billede gældende, blandt de deltagerne der er opvokset udenfor Nuuk.

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen stærk (,738).

Nedenstående skema viser samme fordeling, blot mere tydeligt. Her har vi inddelt de studerende i de der kan tale grønlandsk på modersmålsniveau, og de der ikke kan.




Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen stærk (,881).




Hypotese nr. 15
Deltagernes mening om fremmedsprogsundervisningen i grønlandsk, vil pege i retning af, at undervisningsniveauet i den grønlandske folkeskole er for dårligt.

Derimod forventer vi, at undervisningsniveauet i grønlandsk på modersmålsniveau vurderes som højt blandt deltagerne.

Der er faktisk tale om to hypoteser.

Den første hypotese omhandler deltagernes mening om folkeskolens fremmedsprogsundervisning i grønlandsk.

Den anden hypotese omhandler deltagernes mening om folkeskolens undervisning i grønlandsk på modersmålsniveau.

Vi har ingen informationer om hvorvidt deltageren har modtaget grønlandskundervisning som fremmedsprog eller som førstesprog. Vi vurderer derfor, at de der ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau, har modtaget fremmedsprogsundervisning i grønlandsk, mens resten er blevet undervist i grønlandsk på modersmålsniveau.

Men det er en fortolkning, som man kan være uenig med os i.

Ud fra den fortolkning vi har anlagt, kan begge hypoteser bekræftes.

Vi har sammenlignet de adspurgtes sprogfærdigheder, med deres vurdering af undervisningskvaliteten i folkeskolen (bilag 20).

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen stærk (,868).

De, der taler grønlandsk på modersmålsniveau, finder overvejende undervisningens kvalitet "over middel". 21 finder den "tilfredsstillende" (42 %), og 16 finder den "helt tilfredsstillende" (32 %).

Det omvendte billede tegner sig for de ikke-grønlandsksprogede deltagere. Her vurderer størstedelen af deltagerne undervisningens kvalitet som værende "under middel". 32 deltagere finder undervisning "utilfredsstillende" (29 %), mens 48 finder den "helt utilfredsstillende" (43 %).

Vi kan kun gisne om årsagen, da vi ikke har bedt deltagerne om at uddybe deres valg. En mulig forklaring er, at underviserne i faget grønlandsk ikke lærer, at undervise i faget som fremmedsprog, eller endnu bedre som andetsprog.

Bilag 21 viser samme tendens, dog med flere nuancer indenfor sprogfærdigheder.

Gammatestet er højsignifikant (,000) og korrelationen stærk (,635).

Hypotese nr. 16
Vi antager, at den studerendes grønlandske sprogbrug bliver dårligere under uddannelsesophold i udlandet. Dette gælder både for de der taler grønlandsk på modersmål, og de der taler mindre grønlandsk.

Denne hypotese kan bekræftes.

Vi har tidligere vist, at halvdelen af de deltagere der studerer i Danmark eller i udlandet mener, at deres grønlandske sprogbrug er blevet forværret (53%). 42% vurderer deres grønlandske sprogbrug som uændret, mens kun 5% mener, at ders grønlandske sprogbrug er blevet bedre under deres uddannelsesophold (jvf. afsnit 5.2., "ændret sprogbrug under udd.", side 18).

Bilag 22 viser, at der er en højsignifikant sammenhæng (,003) og en stærk korrelation (,438) mellem sprogniveau og ændringer i grønlandsk sprogbrug under uddannelse i Danmark eller udlandet.

Jo mindre deltageren taler grønlandsk, desto større er sandsynligheden for, at vedkommendes grønlandske sprog forværres under uddannelsesopholdet.

Noget bedre ser det ud for de der studerer i Grønland.

Vi har i afsnit 5.2., under "ændret sprogbrug under udd." (side 19) vist, at blandt de der studerer i Grønland melder 39% om uændret grønlandsk sprogbrug, mens 33% mener deres grønlandske sprogbrug er forbedret. 28% mener, at deres grønlandske sprogbrug er blevet forværret.

Hypotese nr. 17
Vi antager, at man taler bedre grønlandsk, hvis man bruger sproget med begge forældre.

Den næstbedste form for indlæring af grønlandsk må være, at tale grønlandsk med den ene forælder.

De der ikke taler grønlandsk med nogle forældre, må antages at være dårligst til grønlandsk, blandt deltagerne.

For at belyse denne hypotese, har vi sammenlignet deltagerens grønlandske sprogfærdigheder, med det sprog, de har talt, med deres forældre (bilag 24).

Gammatestet er højsignifikant (,000), og korrelationen er stærk (,973).

Jo bedre grønlandsk deltageren taler, jo større er sandsynligheden for, at deltageren har talt grønlandsk med mindst én forælder.

Hvis deltageren taler grønlandsk på modersmålsniveau, er der størst sandsynlighed for, at vedkommende har talt grønlandsk med begge forældre.

Forstår deltageren "næsten alt, og kan føre en samtale", dog ikke på modersmålsniveau, er sandsynligheden størst for, at vedkommende har talt grønlandsk med én forælder.

Kan deltageren forstå grønlandsk i varierende grad, men ikke på samtaleniveau, er sandsynligheden størst for, at vedkommende ikke har talt grønlandsk med nogen af forældrene.

Hypotese nr. 18
Deltagerne vil ikke lade deres modersmål afgøre deres etniske identitet.

Denne hypotese må vi, til dels, afvise.

Vi har tidligere påvist en højsignifikant sammenhæng mellem national identitet og grønlandsk sprogfærdighed (jvf. hypotese 8, side 27/28).

De deltagere der kalder sig "grønlændere" taler, i højere grad end de resterende deltagere, grønlandsk (44 på modersmålsniveau og 13 kan føre en samtale).

De deltagere der kalder sig "danskere" taler i ringe grad grønlandsk (2 kan føre en samtale, de resterende 31 ligger derunder i niveau).

Blandt ovennævnte deltagere er der en signifikant sammenhæng mellem modersmål og etnisk identitet. Årsagen til, at vi ikke helt vil afvise hypotesen er, at imellem disse grupper, har vi de deltagere der kalder sig "både grønlændere og danskere". De taler bedre grønlandsk end de der kalder sig "danskere", men dårligere grønlandsk end de der kalder sig "grønlændere". De definerer sig som "delvist grønlændere" selvom størstedelen af dem ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau. Denne gruppe lader altså ikke deres modersmål afgøre deres etniske identitet. Det kan også være, at denne gruppe har opgivet at forbinde deres identitet, med det sprog de taler.

Hypotese nr. 19
Vi forventer, at en overvejende del af de dansksprogede grønlændere ønsker at lære grønlandsk.

Vi kan bekræfte denne hypotese.

Som tidligere beskrevet ønsker langt de fleste deltagere at forbedre deres grønlandske sprogbrug (jvf. afsnit 5.2.).

Vi har sammenlignet de deltagere der taler grønlandsk på modersmålsniveau, og de der ikke gør, med ønsket om forbedring (bilag 23).

Gammatestet er ikke signifikant (,553), idet begge grupper ønsker at forbedre sig, men bilaget viser, at 94 af de 119 ikke-grønlandsksprogede der har svaret, ønsker forbedring, svarende til 79 %.

6. Diskussion
Vi har undersøgt mange forhold, som er almindeligt kendte, f.eks., at man bedst lærer grønlandsk, ved at tale grønlandsk.

Men det har været vigtigt for os, at få bekræftet dette ad videnskabelig vej samt, at få et mere tydeligt billede af de personer, der berøres af denne problematik.

Dette gør, at man kan tage mere konkret fat i bestræbelserne på, at ændre de utilfredsstillende forhold.

6.1. Overvejelser omkring svarprocent
Den typiske deltager i denne undersøgelse er af blandet dansk/grønlandsk oprindelse. Typisk med en dansk far og en grønlandsk mor. Der bliver ikke talt grønlandsk i hjemmet og vedkommende taler ikke grønlandsk på modersmålsniveau.

Den typiske deltager er opvokset i Grønland, oftest i Nuuk, og den etniske identitet er "både grønlandsk og dansk". Størstedelen af deltagerne er født i 1970’erne.

Er denne gruppe af studerende repræsentativ for hele gruppen af studerende? Eller har spørgeskemaet især tiltalt de, der ikke taler grønlandsk?

Det er svært at svare på, da der er tale om en anonym undersøgelse, men med en svarprocent på godt halvdelen af de studerende (47%), skulle det overraske meget om ikke resten også fordeler sig således.

En undersøgelse lavet af Per Langgård for en del år tilbage, støtter dette synspunkt.

Han undersøgte sprogbrug blandt skolebørn i Nuuk og fandt, at der i en periode i 70’erne blev født få grønlandske børn, samtidigt med at antallet af danskere og dansksprogede blandinger var højt. Der har altså i en periode været færre brugere af grønlandsk. Vi er overbeviste om, at det er denne gruppe der nu studerer.

Denne gruppe af studerende vil vende tilbage til / forblive i Grønland efter endt uddannelse, og skal derfor tages alvorligt, men vi tror vi ikke, at der er tale om en varig tendens.

Samtaler med uddannelsesvejledere i Danmark og i Grønland tyder på, at de kommende studerende i højere grad har problemer med dansk, hvilket er lige så uhensigtsmæssigt, idet det kan give dem problemer med at tilegne sig fagligt læsestof (på dansk).

6.2. Den dansksprogede grønlænder
Skaber det personlige problemer for den dansksprogede grønlænder, ikke at kunne sproget?

Ja, det ser det ud til, at det gør. Den dansksprogede grønlænder oplever generelt problemer med, ikke at kunne tale grønlandsk.

Dertil kommer oplevelser af nedtrykthed og ubehag over, ikke at kunne sproget.

Diskrimination er også en del af hverdagen. Det drejer sig om alt fra tilråb på gaden, til direkte voldsepisoder. Enkelte føler sig blot diskrimineret fra politisk hold, og ikke af den øvrige befolkning.

Især de der definerer sig som grønlændere, og som har grønlandsk familie, forventer i fremtiden at få problemer, i forhold til sig selv og samfundet, p.g.a. sproget.

Det er interessant, at bortset fra de der taler grønlandsk på modersmålsniveau, så stiger frustrationerne, jo bedre deltageren er til grønlandsk, og jo mere grønlandsk familie vedkommende har.

Et andet interessant forhold er, at jo bedre grønlandsk deltageren taler, uden at gøre det helt, desto større pres opleves fra politisk hold, om at lære grønlandsk.

Vi har nævnt, at det især er sproget, der afgør om man kan deltage i samfundet, og blive accepteret som en del af det. De dansksprogede grønlændere mangler lige det sidste (sproget), for at passe ind.

Dette kan være forklaringen på, at frustrationsniveauet stiger, i takt med deltagerens tilhørsforhold til det grønlandske samfund. De dansksprogede grønlændere føler sig som en del af samfundet, men kan sprogligt ikke gebærde sig fuldt i det.

Sprog er en vigtig bestanddel af den nationale- og gruppemæssige identitet. Det er en fællesnævner. At stå udenfor dette fællesskab, markerer anderledeshed. Som Skutnabb-Kangas (1993) skriver, er sproget et symbol for etnisk identitet og definerende for hvem der er "autentisk" (og hvem der ikke er det). Her kan man sammenligne med udsagn omkring "rigtige" grønlændere.

Éns modersmål har en stor følelsesmæssig og identitetsmæssig betydning. Andetsprog har ikke samme betydning, men føler en person, at vedkommende holdes udenfor p.g.a. sit andetsprog, kan det resultere i identitetsmæssige problemer (Holmen i Skutnabb-Kangas, 1993). Undersøgelsen viser, at nogle dansksprogede grønlændere oplever problemer med ikke at kunne deltage i samfundet på lige fod med grønlandsksprogede. Både i forhold til sig selv, og i forhold til andre.

Kofoed (1994) skriver, at det især er sproget der afgør, om man, af sig selv og andre, opfattes som tilhørende en bestemt gruppe.

Den dansksprogede grønlænders situation går således to veje. Dels synes de ikke selv, at de er fuldt berettigede til at deltage i samfundet, og dels oplever de, at samfundet mener det samme.

Hvis den dansksprogede grønlænder ikke identificerer sig med danskere, men af det grønlandske samfund bliver opfattet som dansk, kan der skabes et misforhold i selvopfattelsen.

Rent praktisk har det også konsekvenser, ikke at kunne tale grønlandsk. En signifikant overvægt af ikke-grønlandsksprogede angiver, at de har problemer i forhold til samfundet og til arbejdsmarkedet. F.eks. foretrækker mange arbejdspladser dobbeltsprogede ansøgere.

Ved at henvise til vores data samt Per Langgårds undersøgelse kan man konstatere, at der i dag, er en forholdsvis stor gruppe af unge, der ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau.

Gruppen der er lidt ældre, og gruppen der er lidt yngre, taler alle bedre grønlandsk (jvf. afsnit 6.1., samt hypotese 10).

De dansksprogedes livsbetingelser er anderledes end de der taler grønlandsk, men det er ikke til at sige, om disse anderledes livsbetingelser er bedre eller dårligere. For mens de dansksprogede muligvis har nemmere ved at klare en uddannelse p.g.a. deres dansksproglige fortrin, har de måske ringere chancer for at få jobs p.g.a. deres grønlandske sprogmangel.

Det er værd at notere sig, at 95% af deltagerne i undersøgelsen mener, at man godt kan kalde sig "grønlænder" uden at kunne tale grønlandsk.

Kunne man bedre de dansksprogede studerendes grønlandske sprogbrug, lader det til, at mange af deres frustrationer vil ophøre.

6.3. Sprogpolitiske tendenser


Hvorfor sprogpolitik
Debatten i det grønlandske samfund bærer præg af, at der mangler en fastsat politisk linie, omkring sprogene grønlandsk og dansk, og deres relationer til den sociale, kulturelle, politiske og økonomiske samfundsudvikling. Der mangler retningslinier for, hvordan samfundet og dets institutioner sprogligt skal fungere nu, og i fremtiden.

Samfundsdebatten
Sprogproblemer giver sig til kende på mange forskellige måder og af mange forskellige mennesker. Det er et kendetegn ved sprogdebatten, at den som regel ikke udelukkende handler om sprog, men ofte er et udtryk for bagved liggende interesser og konflikter. F.eks. den sociale forskel, mellem de højere uddannede og de ufaglærte.

Problemstillinger der bliver fremsat er alt lige fra, at de tilkaldte "tager" de hjemmehørendes arbejde:

//////" ...Imaattuaannarsinnaannginnami kalaallit pikkorissartuaraluartut qallunaanik qullersaqartuartinneqassasut, piukkunnarsareersimagaluartullu inissiffissaralui tikisitanik, nunatsinni pissusiviusunik paasisimasaqanngtsiut sivikitsuinnarmillu maaniikkajuttunik, inuttalersortuarneqassasut."
(SIK’s formand, Jess G. Berthelsens indlæg ved den Sprogpolitisk Konference i Sisimiut, September 2000). ...til etnisk favorisering af grønlænderne:

//////"Det kupagtige forslag om, at sproget i Landstinget skal være grønlandsk, er for mig at se et led i en beslutningsproces hen imod etnisk favorisering."
(Peter Brix Andersen, "Sproget - igen, igen", Sermitsiaq 10. December 1999).Debatten er således præget af en kamp mellem det grønlandske sprog og det danske sprog, der grundlæggende handler om, hvem der får hvad og hvor meget af samfundsgoderne.

I nogle tilfælde er kritikken af de dansksprogede også et udtryk for modstanden mod danskhed og danskerne af historiske grunde, ligesom det var i 1970-80’erne.

Ved den Sprogpolitiske Konference - Efteråret 2000 i Sisimiut, blev der bl.a. fremsat følgende løsningsforslag til sprogproblematikken:

//////I følge konferencen er Hjemmestyrelovens § 9 ikke længere tidssvarende, hvorfor lovgivning omkring det grønlandske sprog må uddybes.
Konferencen havde dog ingen konkrete forslag til hvordan denne nye lovgivning skal lyde eller udformes. Blot er det målet at dannelsen af en sprogpolitik skal højne kravene til samfundet. Herunder til medierne, administrationen og uddannelsesinstitutionerne, hvor hensigten for fremtiden skal være at servicere befolkningen på grønlandsk og ikke alene på oversat grønlandsk.

Sprogkonferencen lagde også op til, at det skal være et lovmæssigt krav, at alle der er født, opvokset og hjemmehørende i Grønland har kendskab til det grønlandske sprog i skrift og tale.

At have kendskab til det grønlandske sprog i skrift og tale er et vidt begreb, og er derfor svært at ræsonnere med, f.eks. i forhold til de dansktalende studerende. Konferencen har ikke uddybet hvordan ordet "kendskab" skal defineres, ej heller hvornår sådan en lovgivning skal træde i kraft.

Endvidere er det ikke klargjort hvornår man skal forvente at se følgerne af sådan en lovgivning.

Så hensigtserklæringer er der nok af, men de er svære at konkretisere.

I forbindelse med reformeringen af centraladministrationen, lægger konferencen op til, at mulighederne for at besætte højere stillinger, f.eks. ved efteruddannelse, bliver bedret for de grønlandsksprogede hjemmehørende.

Samtidig skal muligheden for dygtiggørelse i det grønlandske sprog for de dansksprogede forbedres.

Her er det igen et problem at der ikke gives forslag til hvad der i praksis skal gøres, for at forbedre mulighederne indenfor grønlandskundervisning for de dansksprogede.

Dette er et akut problem, fordi de dansksprogede grønlandske studerende vender hjem om et par år, og vil være klar til at indtage stillinger, hvor de skal erstatte de dansksprogede tilkaldte.

Gode intentioner er der nok af, men konkretisering og handling er en mangelvare.

Den politiske dagsorden
Hvilke politiske mål og handlinger eksisterer i forhold til sprogproblematikken? Hvad mener de grønlandske partier? Og stemmer deres visioner overens med de studerendes virkelighed?

IA og sprogpolitik
Sprogpolitik efterlyses af IA med den begrundelse, at det grønlandske samfund opfattes som værende tosproget, mens centraladministrationen reelt har dansk som første sprog. Det bevirker at der oversættes fra dansk til grønlandsk med efterfølgende misfortolkning, meningsfordrejelser og dermed ringere service af de grønlandsksproget borgere.

Vi mener, at med et stort antal dansksprogede grønlandske studerende, er IAs udsigt til at ændre på dette forhold ringere, jo mindre de får sat nogle undervisningstilbud og andre tiltag i værk.

IA ønsker, at sprogpolitik primært skal bygge på en uddybende lovgivning omkring sprog. Der lægges vægt på, at mulighederne for videreuddannelse af de grønlandsksprogede hjemmehørende bedres, så de kan tilegne sig kvaliteter, der kan give dem adgang til at besætte højere stillinger.

Generelt ønskes der bedre undervisning i både dansk og grønlandsk, så de enkeltsprogede får bedre mulighed for, at lære det andet sprog.

Det er uklart hvorledes "bedre undervisning" og "bedre mulighed" skal forstås. Taler man om oprettelsen af sproghøjskoler, flere andensprogslærere eller helt andre tiltag?

IAs Olga Poulsen har, i lighed med Otto Steenholdt fra Atassut udtalt, at sproget fra Landstingets talerstol skal være grønlandsk.

Siumut og sprogpolitik
Siumut mener, at undervisningen i grønlandsk, dansk og engelsk kan gøres bedre, uden at indlæringen af disse sprog bliver en forhindring for hinanden. Siumut mener også, at undervisningen i fremmedsprog kan starte tidligere:

//////"Oqaatsivut inuusaaserpullu salliutillugit oqaatsinik allanissaaq meeqqat piginnaaneqarluarnissaat siuarsarneqartuassaaq, qallunaat tuluillu oqaasii pingaarnerutillugit ...Oqaatsinik ilinniagaqartarneq eqqarsaatigalugu Siumut isumaqarpoq siusinnerusukkut allamiut oqaasiannik ilinniartarneq pisalertariaqartoq."
(Siumut, partiprogram: www.siumut.gl Oktober 2000).Siumut har som mål, at udvikle nye og flere grønlandsksprogede undervisningsmaterialer, specielt i naturfag. Undervisningen i skolerne skal så vidt muligt varetages af grønlandsksprogede, specielt i bygderne, og der skal etableres sproghøjskoler samt en sprog- og handelsskole.

Disse løsningsforslag er konkrete idet partiet kan sætte forslagene på dagsordenen i Landstinget og skabe handling.

I forhold til de nuværende dansksprogede studerende, er der brug for hurtig handling, hvis ønsket er at disse i fremtiden varetager stillinger på begge sprog. Sproghøjskoler/seminarer lyder som et overkommeligt tiltag overfor de dansksprogede studerende, men spørgsmålet er om materialerne og lærerkræfterne er tilstede, til at dække denne gruppes behov for andetsprogsundervisning.

Atassut og sprogpolitik
Atassut lægger også vægt på at forbedre sprogundervisningen, ikke mindst i dansk og engelsk, således at en videregående uddannelse ikke er forbeholdt enkelte, priviligerede grupper i samfundet.

Atassuts interesse er, at det grønlandske sprog skal støttes og videreudvikles i samarbejde med andre inuitsamfund, så der til stadighed kan udgives bøger, blade og aviser på grønlandsk:

//////"Sproget er et vigtigt element i bevarelsen af kulturværdierne. Derfor ønsker ATASSUT også at styrke vort sprog. En af de største forhindringer på dette felt, er vor meget lille befolkning. Det er med til at gøre aviser, bogudgivelser samt TV og Radio meget dyrt ....ATASSUT ønsker derfor inden for rammerne af ICC, at arbejde på at skabe et fælles skriftsprog for hele Inuitområdet. De forskellige inuitstammers sprog er så tæt beslægtet at dette vil være muligt. Hvis det realiseres, vil markedet for bøger, tidsskrifter m.v. blive væsentligt forøget. Det vil skabe grundlag for langt flere udgivelser samt et bredt undervisnings- og forskningsmæssigt samarbejde."
(Atassuts partiprogram, www.atassut.gl Oktober 2000).For så vidt angår andre sprog end grønlandsk, skal adgangen til at lære disse sprog forbedres. Således at alle, uanset bosted, får mulighed for at tilegne sig et andet sprog på et niveau, der giver dem mulighed for, at gennemføre en uddannelse. Atassuts forslag er gode for grønlandske folkeskolebørn. Men igen synes den nuværende gruppe af dansksprogede (studerende) at blive glemt.

Hvis målet er et grønlandsksproget samfund er det vigtigt at overveje hvilke tiltag der skal til for, at dygtiggøre alle grupper i samfundet, indenfor de områder politikerne selv fremhæver.

Aktuelle sprogpolitiske tiltag
I maj 1999 besluttede Landstinget at oprette Sprogsekretariatet (jvf. afsnit 3.2.). I foråret 2000 blev det pålagt Sprogsekretariatet at udarbejde en sprogpolitisk redegørelse, som skal ligge færdig i år 2001.

Formålet med denne redegørelse er, at udforme en klar sprogpolitik for Grønland. Disse tiltag er de første skridt mod en større beskyttelse af det grønlandske sprog.

Det ændrer dog ikke på de aktuelle realiteter, nemlig at mange studerende og dermed en stor samfundsmæssig ressource, ikke aktuelt har mulighed for seriøs undervisning i grønlandsk. Denne gruppe kunne yde meget mere for samfundet, hvis den var dobbeltsproget, eller blot mere sikker i det grønlandske sprog end nu.

De studerendes situation, som den tegner sig ifølge vores undersøgelse kan ikke siges, at være kendt blandt politikerne.

I debatten er det mest borgerne, der udtrykker sig ekstremt, mens politikernes holdninger omkring sproget ofte savnes. Desuden glemmes, at der findes dansktalende grønlændere og ikke kun grønlændere og danskere. Dette gør at mange af undersøgelsens deltagere bliver overset i debatten. Endvidere har nogle politikere udtrykt, at Landstingets talerstol udelukkende kan bruges på grønlandsk, hvilket vil bevirke, at mange af de højt uddannede grønlændere, ikke ville kunne udtrykke sig fra talerstolen. Samtidigt er det er kraftigt signal om, hvem der kan deltage i det grønlandske samfund, nemlig grønlandsksprogede.

6.4. Overvejelser omkring undervisning
I 1994 vedtog det grønlandske Landsting folkereformen "Den integrerede skole". Det danske sprog blev tildelt en perifær placering, i forhold til grønlandsk. Det er den omvendte situation af tidligere, hvor grønlandsk havde en perifær placering i forhold til dansk, i de danske klasser.

Men behøver ét sprogfag stå i skyggen af et andet? Ikke ifølge sprogforskere.

Når barnet har en god fornemmelse for sit modersmål, kan det begynde at lære andre sprog. I Grønland er det stadig mest oplagt, at lære grønlandsksprogede børn dansk som andetsprog, og engelsk som fremmedsprog.

Det ødelægger ikke barnets kendskab til sit modersmål, at lære andre sprog tidligt.

Sprog læres ved at blive brugt, men kan hjælpes godt på vej med undervisning (jvf. afsnit 4.1.). Det er vigtigt, at børn modtager sprogundervisning på det rette niveau. Således er det mest oplagt, at dansksprogede børn i Grønland, modtager undervisning i "grønlandsk som andetsprog". Et ganske lille antal børn, vil have behov for fremmedsprogsundervisning i grønlandsk. Det er f.eks. børn af nyankomne forældre. Disse børn har ikke haft samme berøringsflade med det grønlandske sprog under opvæksten, som børn der skal modtage andetsprogsundervisning.

Holmen (Skutnabb-Kangas, 1993) gør opmærksom på, at kontakten til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet spiller en vigtig rolle i andetsprogsundervisning.

Dette er især vigtigt for grønlandsksprogede børn. Det vil i mange år fremover forholde sig således, at de videregående uddannelser vil foregå på dansk. Derfor er det vigtigt, at også grønlandsksprogede børn undervises ordentligt i faget "dansk" så de ikke får dårligere vilkår end andre, for at tage en uddannelse. Peter Colding-Jørgensen (1996), har skrevet et avisindlæg om emnet. Han fastslår, at en niveaudeling af sprogundervisningen ikke må føre til sænkede krav for visse grupper, men derimod tilstræbe et højt fagligt niveau for alle grupper, med udgangpunkt i elevens forhold til sproget (såsom modersmål, andetsprog og fremmedsprog).

Hvad angår undersøgelsens deltagere, ønsker størstedelen af dem at forbedre deres grønlandske sprogbrug. Der kan dog være langt fra hensigt til handling. Der findes p.t. ikke noget fast undervisningstilbud i grønlandsk som andetsprog. Studerende er henvist til aftenkurser i grønlandsk, der ofte henvender sig til folk uden kendskab til det grønlandsk sprog. Undervisere med kompetance i at undervise i grønlandsk som andetsprog, hænger heller ikke på træerne. Som tidligere nævnt kræves der forskellige undervisningsmetoder, alt efter hvilken slags sprogundervisning eleven skal have (jvf. afsnit 4.1.).

Da der samtidigt er en klar overvægt af ikke-grønlandsksprogede studerende, der forventer at vende tilbage til / forblive i Grønland efter endt uddannelse, er der et problem. Især hvis man samtidig tænker på, at arbejdsmarkedet foretrækker dobbeltsprogede ansatte.

Vi efterlyser derfor to ting: Først et mere nuanceret forhold til flersprogsproblematikken. Det indebærer dels en erkendelse af, at en opprioritering af det grønlandske sprog ikke tilsvarende behøver betyde en nedprioritering af undervisning i det danske sprog. Dels en bedre inddeling af børn i sprogundervisningen, og dermed mere målrettet undervisning der sigter på et maksimalt undervisningsudbytte i alle sprog. For det andet efterlyser vi en erkendelse af, at der er et akut behov for målrettet undervisning af studerende, i grønlandsk som andetsprog. En sidegevinst ved dette er, at jo bedre de studerende er til grønlandsk, desto større er sandsynligheden for, at de vender tilbage til Grønland med deres ekspertise. Endelig kan vi kun opfordre forældre til, at tale deres eget modersmål til deres børn.

6.5. Fremtidsperspektiver
Det har ofte været antaget, at de grønlandske studerende ikke vender tilbage til Grønland efter endt uddannelse i Danmark eller i udlandet, men vælger at arbejde udenfor Grønland.

Skal man tro vores undersøgelse, er dette ikke tilfældet. Mere end halvdelen af de adspurgte planlægger at bo i Grønland efter endt uddannelse (64%), mens en større gruppe svarer "måske" til at vende tilbage til Grønland (33%). Kan denne "måske-gruppe" overbevises til at vende tilbage, vil næsten samtlige af de færdiguddannede bosætte sig i Grønland (97%). Det der afholder studerende fra at vende tilbage kan f.eks. være mangel på acceptable boligforhold eller, at den studerende har stiftet familie udenfor Grønland.

Langt de fleste forventer, at deres børn skal lære grønlandsk, uanset om forældrene kan sproget eller ej (89%).

Samtlige deltagere der har svaret mener, at Grønland skal holde fast i det grønlandske sprog.

Det grønlandske sprog ser altså ikke ud til at være truet blandt de studerende, på trods af, at de primært er dansksprogede.

Man kan så ønske, at en mere nuanceret sprogpolitik med forankring i reelle forhold, fastholder denne gruppe veluddannede i landet og giver dem mulighed for at tilegne sig grønlandsk på et højere niveau. Uden dermed at give grønlandsksprogede ringere mulighed for at tilegne sig dansk, og dermed en billet til videreuddannelse.

7. Opsummering
Undersøgelsen peger på, at mere end halvdelen af nuværende universitetsstuderende ikke kan beherske det grønlandske sprog nok til, at bruge det i forbindelse med fremtidigt arbejde.

Undersøgelsen peger også på, at de studerende der ikke taler grønlandsk på modersmålsniveau, oplever generelle problemer med dette. De har det svært på jobbet, i samfundet, og i visse tilfælde med sig selv.

Politikernes opgave må være, som de også selv påpeger, at forbedre sprogundervisningen, hvad enten det er grønlandsk, dansk eller engelsk. Ikke blot i folkeskolen men også som en mulighed for voksne.

Det der generelt mangler i debatten, er konkrete løsningsforslag. Hensigtserklæringer er der masser af, men ofte er det ikke uddybet, hvordan målene skal nås, hvornår og med hvilke tiltag.

Blev politikernes visioner om bedre undervisning i grønlandsk for voksne gennemført, ville problemerne med undersøgelsens studerende være delvist løst. Dertil kommer, at samfundet som hele må være mere tolerant overfor grønlændere og andre, der ikke kan tale grønlandsk.

Det er ikke nok at tale om sprog. Der skal uddannes lærere der kan undervise forskellige målgrupper i sprog, og der skal ydes ressourcer til undervisning og til udarbejdelse af mere tidssvarende og anvendeligt undervisningsmateriale.

Der skal ske mange ting, hvis grønlandsk skal blive hovedsproget i Grønland, og hvis grønlandsksprogede fremover skal kunne uddanne sig på dansk eller engelsk.

Det kræver, at der kommer handling bag ordene.