Grønlands fremtid - børnene
Jeg mener, at det er en farlig tendens, og jeg ser linien i Siumuts politik deri som en direkte videreførelse af det kolonialistiske herskersamfund. Folket ved ikke hvad der er godt for dem, derfor må vi, magthaverne, fortælle dem det, og sørge for at tingene bliver gjort
Torsdag d. 1. marts 2001
Arnica Lykkegaard
Emnekreds:
Politik
,
Rigsfællesskab og selvstyre
,
Uddannelse
.
Børn lærer kun noget i skolen hvis de er mætte og udhvilede. De grundlæggende behov skal være opfyldt, før der kan finde en indlæring sted, det er vi vist alle sammen enige om.
Hvilke konklusioner man vil drage af denne viden er derimod afhængig af det menneskesyn og den politiske holdning man har.
Vi så i Qanorooq forleden, at Siumut ungdom har en mening om dette. De mener at "Den gode skole" skal sørge for at børnene er mætte. Man bør bygge kantiner på alle skoler, så alle børn kan få mad i løbet af dagen. Hvilket menneskesyn er denne holdning udtryk for? At børnenes opvækst er samfundets ansvar - at forældre ikke skal være bestemmende over børnenes liv, at forældrene ikke gør det godt nok, og så må "samfundet" jo gøre det bedre.
Det næste udspil, som man kan forvente fra den kant er vel, at børnene skal sove i sovesale på skolen, så man kan være sikker på, at alle børn får den søvn de har brug for.
Jeg mener, at det er en farlig tendens, og jeg ser linien i Siumuts politik deri som en direkte videreførelse af det kolonialistiske herskersamfund. Folket ved ikke hvad der er godt for dem, derfor må vi, magthaverne, fortælle dem det, og sørge for at tingene bliver gjort. Det er embedsmandsvældets triumf.
Jeg ser alternativer. At vi i opbygningen af den gode skole går frem mod et samfund, hvor glæden og stoltheden ved livet er tæt forbundet med evnen til at sørge for sin familie - på egne præmisser. Hvor enhver mand og kvinde i samfundet finder deres berettigelse i at de selv er ansvarlige for familiens trivsel. Hvor en instinktiv viden om, at næste generation skal kunne klare sig i den verden de lever i, findes frem fra den grønlandske folkesjæl og sættes vækkes igen. Denne viden findes, men den har ligget i dvale, dysset i søvn først af danske kolonialister, siden af embedsmænd og grønlandske politikere, som tror at de ved hvad der er bedst for folket.
Alle vi som er forældre kender dette instinkt. Følelsen kaldes kærlighed, af og til føles det som en tung byrde fordi det er mit ansvar som forælder at lære dem at overleve, men altid er det der, instinktet. Et samfunds opgave er ikke at tage opdragelsen, ansvaret, meningen fra forældrene, men at indrette samfundets institutioner således, at forældrene beholder deres funktion som vejledere og opdragere og derved deres værdighed som mennesker, der kan tage vare på deres afkom.
Det er ikke pædagogerne i vuggestuerne og børnehaverne, og ikke lærerne i skolen, og slet ikke embedsmændene i kommunen der skal have ansvaret for børnenes liv og trivsel. Det skal være familien, som det har været før her i Grønland.
Lad os tage udgangspunkt i et menneskesyn som er nærmere den grønlandske folkesjæl og begynde at forandre tingene på grønlandske præmisser.
Vi har brug for at grønlandske mænd finder deres instinkter frem og begynder at kæmpe for deres børn som de gjorde, da det var livet om at gøre at de fangede sæl til familiens opretholdelse.
Hvis ikke man lærer at overleve så dør man. Det var sandheden for 200 år siden i fangersamfundet, og det er sandheden i dag. Det grønlandske folk går til grunde, hvis ikke folket selv tager magten over deres liv, deres børn og fremtiden.
Hvilken underforstået meddelelse giver man børnene ved at bygge kantiner på skolerne? At deres forældre ikke er gode nok, at de ikke kan sørge for deres børn, og det er bedre at "samfundet" overtager ansvaret. Et samfund, hvor børnene fratages beundringen og respekten for forældrene er dømt til at mislykkes.
Børnene skades, forældrene skades, og samfundsmaskineriet bygges større og større. Jo større styresystemet er, jo mere afhængig bliver Grønland af dansk arbejdskraft, danske uddannelser, og danske penge.
Arbejde aktivt for selvstændigheden ved at formindske administrationen.
Giv familierne ansvaret for børnene, stoltheden ved at kunne føre generationerne videre vil oplyse Grønlands fremtid, som den har oplyst fortiden.