Uddannelse, ligestilling og selvstændighed

Hvis alle gerne vil være selvstændige, hvori består så debatten. Jo, forskellen består hovedsageligt i hvordan selvstændigheden skal opnås, hvor hurtigt, og hvor høj en pris man er villig til at betale

Tirsdag d. 29. oktober 2002
Rune Broberg
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Uddannelse.

ATAGU - Debat: Uddannelse, ligestilling og selvstændighed
Baggrund: Politik 2002, Rigsfællesskab og selvstyre, Uddannelse 2002
 

 

/
Uddannelse, ligestilling
og selvstændighed
Rune Broberg, Demokrat
Atagu den 29. oktober 2002
     
Selvstændighedsdebatten er over os, om vi vil det eller ej. Selvstændighedsdebatten skiller sig dog markant ud fra tidligere debatter på den måde, at alle i princippet er enige om, at selvstændighed er noget, man gerne vil opnå.

Hvis alle gerne vil være selvstændige, hvori består så debatten. Jo, forskellen består hovedsageligt i hvordan selvstændigheden skal opnås, hvor hurtigt, og hvor høj en pris man er villig til at betale.

Hvad angår prisen, så er der politikere fra de etablerede partier, der åbenbart er villige til at ofre befolkningen, lukke folkeskolen, lukke alle mindre kommuner, samt ALLE bygder og som noget af det allerførste, lukninger af sygehuse, og gymnasiale uddannelser såsom HHX, GU og HTX.

Ydermere er disse politikere åbenbart parate til at ofre alle de svage i samfundet for en håndfuld stemmer. Demokraterne er budbringere af vejledning og ikke vildledning, så de råber vagt i gevær og melder, at hvis der skal råbes om selvstændighed i morgen, eller om 2 år, så skal man også huske at informere befolkningen om ovennævnte følgevirkninger eller bivirkninger om man vil.

Vælgerne må stille sig selv dette . Vil vi virkelig ofre alle samfundets svage til fordel for noget så luftigt som selvstændighed. For ofre bliver der, det kan man være forvisset om. Og man ofrer jo nok ikke politikernes lønninger som det første. Nej, jeg kan frygte, at, områder, der bliver ofret først vil være bl.a. vores børns fremtid og er vi så parate til at ofre dette? Demokraterne og jeg personligt er absolut ikke rede til den form for ofring.

Vi fra Demokraterne har svært ved at se det romantiske og glorværdige i denne form for udvikling.

Selvstændighed, og ligestilling hænger nødvendigvis sammen med uddannelse. Der er folk, der påstår, at de bliver undertrykt, når de søger arbejde eller lign.. Dette er ikke korrekt at skulle sige, Men sandt er det, at det er svært for en person uden nogen uddannelse at få arbejde, hvis, det er HD'ere eller Cand Merc'ere der er brug for til stillingen.

Derfor hænger selvstændighed sammen med uddannelse, for kun via uddannelse kan Grønland nogen sinde blive selvstændigt, og endnu vigtigere at opnå ligestilling.

Der er bare et problem. For uddannelse, er en langvarig proces og er en langsigtet investering. Man kan jo ikke tage en uddannelse fra den ene dag til den anden. Ej heller kan man opnå den økonomiske gevinst deraf i morgen. Det tager nødvendigvis den tid, det må tage.

Derfor har Demokraterne, et bud, på øget selvstændighed, og på længere sigt fuld selvstændighed, hvis befolkningen ønsker dette. Vi må skære ned på bloktilskuddet i takt med at vi opbygger en større økonomisk selvbårenhed. Det er en simpel logik for alle pengene.

Uddannelse til alle der ønsker en uddannelse. Investering i infrastrukturen samt et samfund der er parat til at modtage uddannede i den rækkefølge de vender tilbage til det Grønlandske samfund.

Demokraterne har en realbetonet og stabil politik, der kan skabe de trygge rammer som investorerne har brug for, så Grønland kan få det selvbærende erhvervsliv, der i sidste ende er det eneste, der vil kunne betale for en selvstændighed.

Igen vil det selvbærende erhvervsliv, som noget meget naturligt, kræve et samfund, der kan levere den nødvendige uddannede arbejdskraft, som erhvervslivet behøver. En endegyldig sandhed, som ingen kan afvise, uanset politisk overbevisning. For fakta er, at ingen virksomhed er bedre end de mennesker, som arbejder i den. Det er ganske vist.

Demokraterne arbejder med en "politik i menneskehøjde", hvor den enkelte samfundsborger er en ligeværdig part som enhver anden, i den helhed, der hedder, det grønlandske samfund, hvor ingen skal være hævet over nogen og hvor ingen skal være trådt ned af nogen.