Om Grønlands selvstændighed...

Der er selvsagt nogle dybere politisk-filosofiske problemstillinger, som for det meste forbliver uberørte i debatten...
Den første af disse er, hvornår et folk har ret til et land.

Fredag d. 28. november 2008
Jesper Veiby    
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskabet, Undergrunden.

Der er på sæt og vis grund til at lykønske Grønland med sin kommende selvstændighed, tilmed uafhængighed. Ifølge ethvert ideal om demokrati og lokalt folkeligt selvstyre, så er det naturligvis urimeligt, at man i København træffer beslutninger, der gælder et område som Grønland (og Færøerne), der er så geografisk og kulturelt så langt væk, og som ikke naturligt er den del af den danske nation, eller det danske folkelige "cluster", hvis man vil bruge det ord. At man samtidig gør stigende selvstændighed betinget af, at man overtager det økonomiske ansvar, er både sundt og godt. Det manglede i øvrigt bare! Der er selvsagt nogle dybere politisk-filosofiske problemstillinger, som for det meste forbliver uberørte i debatten... Den første af disse er, hvornår et folk har ret til et land. En sådan ret opnår man jo ikke ved at plante et flag, eller ved at påberåbe sig en udstrækning af et givet territorium. John Locke var nok den, som bedst påpegede det faktum, at ubenyttede naturressourcer kan man frit tilegne sig, og at i det omfang f.eks. en landbrugskultur erstatter en samler-/jægerkultur tager man ikke noget fra nogen, idet den oprindelige kultur kan eksistere side om side med den nye landbrugskultur, i og med at der i kraft af landbrugets større produktivitet er basis for et større befolkningsunderlag. Lang tid før statsdannelser opstod, har det samme gjort sig gældende. Folk har bosat sig, hvor der var "ledigt". I (relativt) nyere tid har det samme gjort sig gældende for USA's vedkommende. Bortset fra enkeltstående overgreb på indianere undervejs, er USA's kolonisering bygget på, at landbrug og industri fortrænger et stamme-/jægerfolk, der ikke de facto havde landet i sin besiddelse, og ikke optimalt udnyttede de til rådighed stående naturrigdomme.

Her i Mestersvig starter Sirius-patruljen sin årlige "hævdelse af de territoriale rettigheder i Nordøstgrønland". Der har aldrig nogensinde været grønlandsk deltagelse i dette arbejde, hverken økonomisk eller mandskabsmæssigt (foto an)

Sådan gælder det også i dag - i princippet. Hvis en befolkning i et givet område ikke naturligt evner at tage området i besiddelse, så vil de frie ressourcer trække andre til. Der er ikke noget forkert i det, så længe det sker i en liberal kontekst med respekt for lov og orden og andres rettigheder. De facto har vi nationalstater, som våger over statsborgerskaber og opholdstilladelser, men på det lidt dybere plan er det kunstigt, grænsende til det absurde, at fordi FN efter 2. verdenskrig trak alle grænser op geografisk, så kan tilfældige beboere i et tilfældigt område legalt råde over naturrigdomme, de ikke i kraft af egne færdigheder eller eget antal ville kunne "bemægtige sig", og på trods af at man derfor ikke reelt har "taget landet i besiddelse" i en Locke'sk forstand. Dette gælder Grønland, det gælder en del arabiske småstater, og det gælder til en vis grad nutidige indianerreservater i USA, der trives i kraft af særlige rettigheder (f.eks. til Casinoer), som på markedet ville efterspørges af andre, men som nu kontrolleres af en snæver kreds. I den forstand kan man godt betvivle den naturgivne rimelighed i, at en lokal fangerkultur (som den oprindeligt var) og dens nutidige overbygning, som ikke desto mindre antals- eller uddannelsesmæssigt ikke pt. vil kunne udnytte sine ressourcer, og hvor store dele af landet er ubeboet, skal kunne disponere over et øde land og dets naturrigdomme. Når det er sagt, så er det jo sådan, landet pt. ligger. Men man kan da godt synes, at med udsigten til indtægter fra naturrigdomme, så må man tage en kalkuleret satsning på disse. Enten tror man de er der, og så må man tage selvstændigheden nu, og her og nu bære det fulde ansvar uden bloktilskud og alting. Eller også tror man ikke på, de er der, og så kan/må man modtage hjælp, bloktilskud osv. Eller - mere logisk - man tror de er der, men man har ikke pt. mulighed for at udnytte dem, og så må man optage lån med sikkerhed i de kommende indtægter. Hvis Grønland var et uafhængigt land, var dette jo netop det, man ville gøre. Men nu får man det bedste af begge verdener. En milliardstor støtte hvert år, og en fribillet til at leve fedt på potentielle olieindtægter den dag, de måtte komme. Uden nogen kompensation i form af tilbagebetaling af de ydede bloktilskud fra den dag, olieforekomsterne blev kendte, eller fra den dag, man tog stilling for øget selvstændighed. Det er ikke indlysende, hvorfor danske skatteborgere skal betale for dette... Og det er en smule skuffende, at danske politikere stort set over én kam har lagt sig fladt ned på dette område. Man kunne da sagtens have insisteret på en fair aftale, hvor man ikke lader Grønland i stikken, men betinger øget selvstændighed af, at man så også bærer det økonomiske ansvar herfor gennem forlods sikkerhed i de kommende olieindtægter.