Grønlandsk råstofselskab

Ophævelsen af nultolerancen overfor uranholdige mineraler, har givet os muligheden for at udnytte de sjældne jordarter vi har i undergrunden. Det er rent populistisk spin at påstå, at ophævelsen af nultolerancen har til formål at udvinde uran alene.

Onsdag d. 29. oktober 2014
Kenneth Rasmussen, landstingskandidat for Siumut
Emnekreds: Landstingsvalg november 2014, Minedrift, Råstoffer, Uran, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
I believe in us
Uranafstemning er populisme
Fra Monazit til mobiltelefon
Sofaråstofaktører


I believe in us
Realiteten er, at vi har økonomiske problemer i Grønland. Realiteten er, at vi har enorme rigdomme i undergrunden. Realiteten er, at vi har brug for investeringer udefra, hvilket blev bekræftet da Økonomisk Råds rapport blev udgivet fornyligt. Økonomisk Råds rapport er også en erkendelse af, at vi i et selvstyrende land, endnu ikke har indset de reelle muligheder vi har.

Før vi kan opnå en selvbærende økonomi, er vi nødt til at foretage risikovillige investeringer, fordi en rigtig iværksætter er én, der selv investerer i sine egne projekter. Vores passivitet i forhold til råstofferne, giver ikke skub i råstofprojekterne, samt det ikke øger vores troværdighed ud af til. Men det kræver, at vi alle sammen tror på, at vi selv kan etablere et råstofselskab.

Renten på lån er rekordlav, derfor er det nu vi skal handle, hvis vi skal låne midler til startfasen. Landskassen har stort set ikke gæld til udlandet. Men det kræver, at vi står sammen. Hvis vi er ubeslutsomme og bruger tiden på politisk ævl og kævl, kan det betyde, at vi mister vores muligheder, også fordi vores likviditet render ud med tiden, meget hurtigt endda.

Uranafstemning er populisme
Ophævelsen af nultolerancen overfor uranholdige mineraler, har givet os muligheden for at udnytte de sjældne jordarter vi har i undergrunden. Det er rent populistisk spin at påstå, at ophævelsen af nultolerancen har til formål at udvinde uran alene. For nogle politikere er populisme et levebrød, men med populisme alene, kan man ikke brødføde et folk.

Når IA vil have en uranafstemning, undrer det mig, hvorfor de ikke via deres Folketingsmedlem i Danmark, ikke har sat spørgsmålstegn ved Danmarks forbrug af atomenergi.

I Danmark er det kun den offentlige energiplanlægning, der ikke må gøre brug af atomkraft. 10 % af Danmarks elektricitet forbrug dækkes med energi fra atomanlæg i Sverige. En aftale mellem Danmark og USA muliggør, at vores farvande forsvares med atomdrevne skibe og ubåde i tilfælde af krig. Hvor står IA i disse spørgsmål?

Fra Monazit til mobiltelefon
Monazit er en uranholdig mineral, vi har, blandt mange andre mineraler, i undergrunden. I monazit kan man finde europium og terpium, som er 2 arter, ud af 17 sjældne jordarter der findes på jorden. Europium og terpium bruges, blandt andet, til at skabe de røde og grønne farver på alle mobiltelefonskærme, tabletskærme mv. Sagt med andre ord kunne vores monazit-mineral, bruges til at producere en masse mobilskærme. Monazit-mineralen findes både på vest- og østkysten.

Jeg vil mene, at det er et moralsk problem, hvis man bekæmper udvinding af uranholdige mineraler på facebook med en mobiltelefon. En mobiltelefon har altså bestanddele, der stammer fra uranholdige mineraler.

Sofaråstofaktører
Det ville også være underligt, hvis vi satte hele råstofbranchen på udenlandske hænder. Andre lande som Norge og Sverige mv. kunne aldrig finde på at lade sølvarvet ligge på andres hænder. Den danske stat ejer 60 procent af aktierne i energiselskabet Dong Energy. Den norske stat ejer 62,5 procent af aktierne i olie- og energiselskabet Statoil ASA. Den svenske stat ejer 100 procent af aktierne i minedriftsselskabet LKAB. Og vi kan blive ved.

Lad os i fællesskab komme væk fra den stilstand, vi er havnet i.

Jeg stiller op, for at gøre min stemme gældende, og for at kunne gøre den gældende, har jeg brug for din stemme.